Planlægning af grøn og blå infrastruktur i byerne

Planlægning af grøn og blå byinfrastruktur er en strategisk tilgang til udvikling af indbyrdes forbundne og multifunktionelle netværk af blå og grønne områder, der potentielt giver en bred vifte af miljømæssige, sociale og økonomiske fordele og samtidig øger byernes modstandsdygtighed over for klimaændringer. Europa-Kommissionen lægger vægt på strategisk planlægning af grønne områder i forskellige rumlige skalaer (fra nabolag til hele byen) og opfordrer byerne til at fremme leveringen af økosystemtjenester og beskyttelsen af biodiversiteten. Grøn og blå infrastruktur i byerne omfatter forskellige typer blågrønne områder såsom skove, vådområder, landbrugsjord, offentlige parker, private haver, enkelte grønne elementer (gadetræer, grønne tage osv.) eller damme og vandløb. Disse spiller en afgørende rolle med hensyn til at øge kapaciteten til tilpasning til og modvirkning af klimaændringer og mindske de negative virkninger af farer som f.eks. hedebølger, oversvømmelser og tørke i byer.  

EU's biodiversitetsstrategi for 2030 indeholder konkrete tiltag til fremme af naturbaserede løsninger, der systematisk bør integreres i byplanlægningen. Europa-Kommissionen definerer naturbaserede løsninger (NbS eller NBS) som "løsninger, der er inspireret og støttet af naturen, som er omkostningseffektive, samtidig med at de giver miljømæssige, sociale og økonomiske fordele og bidrager til at opbygge modstandsdygtighed". IUCN opfordrer til, at der anlægges en holistisk økosystembaseret tilgang i forbindelse med gennemførelsen af naturbaserede løsninger, og anfører, at "naturbaserede løsninger udnytter de fungerende økosystemers styrke som infrastruktur til at levere naturlige tjenester til gavn for samfundet og miljøet". EEA (2021) henviser til naturbaserede løsninger som et "paraplykoncept" for forskellige politiske tiltag og tilgange (f.eks. økosystembaseret forvaltning), der har til formål at øge modstandsdygtigheden over for klimaændringer og samtidig skabe sidegevinster for samfundet. 

I bymæssige sammenhænge henviser NbS specifikt til forskellige typologier af grøn og blå infrastruktur, der anvender naturens egne lokale ressourcer såsom vegetation, vand og jord. Disse løsninger tackler miljømæssige, samfundsmæssige og klimamæssige udfordringer mere effektivt end "konventionelle" grå infrastrukturer. Den rumlige skala af NbS i byer kan variere fra store skovområder til små stormvandssystemer. Desuden kan den rolle, som menneskelig kontrol eller teknologiske løsninger spiller i naturbaserede løsninger, også variere meget fra selvregulerede naturlige økosystemer (f.eks. oversvømmelseskontrol i vådområder i byer), der kræver ingen eller begrænsede menneskelige indgreb, til hybride grågrønne løsninger (f.eks. systemer til forvaltning af regnvand og byafstrømning, f.eks. biofiltre), hvor teknologi og menneskelig indgriben spiller en væsentlig rolle. 

NbS forbedrer levevilkårene for alle og skaber muligheder for både beboere og besøgende i byer med økonomier, der er afhængige af turisme. Navnlig når UGI ligger i nærheden af vigtige kulturarvssteder, kan den indgå i byturismens tilbud, være en del af de besøgendes rejseplaner eller integreres i bybranding og i sidste ende tilføre byturismen merværdi (Terkenly et al., 2020).

Der er behov for deltagelsesbaserede tilgange i planlægningen af grøn infrastruktur i byerne og i NbS' udformnings-, gennemførelses- og vurderingsproces. Samarbejde med forskellige interessenter øger vidensoverførslen mellem aktørerne, samtidig med at håndtering af potentielle sociale eller institutionelle hindringer er afgørende for at øge samfundets accept af disse løsninger og finde den bedste løsning, der tager hensyn til den lokale sociopolitiske kontekst. Især de lokale og regionale myndigheder spiller en stor rolle, og der er derfor behov for et stærkt horisontalt og vertikalt samarbejde, men også forbindelsen til den private sektor er vigtig. 

Forvaltning af bylandskabet er en kompleks proces, der er underlagt modstridende dagsordener som boliger, transport, kommerciel infrastruktur og økonomi. Grøn byinfrastruktur kræver omfattende planlægning og vedligeholdelse. Etableringen af et bydækkende grønt rumnet med forbundne korridorer skal vejes og værdsættes som én vigtig arealanvendelsestype sammen med andre vigtige arealanvendelsessektorer. Konkurrerende og modstridende arealanvendelsesinteresser, svagt samarbejde med centrale interessenter (f.eks. jordejere, byggesektoren, investorer) eller silotænkning i byforvaltningen kan fungere som stærke begrænsende faktorer. Manglende viden om fordele eller erfaring med, hvordan man implementerer eller udformer NbS, kan forårsage negative holdninger blandt fagfolk, politiske beslutningstagere eller borgere.  

Den lokale miljømæssige, sociale, kulturelle og institutionelle kontekst har stor indflydelse på UGI-planlægningens succes og gennemførelsen af specifikke NbS. Der er derfor udviklet evidensbaserede standarder og retningslinjer for byer for at sikre en effektiv og deltagelsesbaseret planlægning og forvaltning af den geografiske betegnelse for forskellige naturområder, f.eks. i flere EU-finansierede projekter (f.eks. Naturvation). Desuden er integrerede og inklusive forvaltningstilgange såsom "mosaikforvaltning" (som kombinerer mikroniveauet for aktivt medborgerskab med makroniveauet for strategisk byplanlægning, Buijs et al., 2019) gode måder at fremme socialt sammenhængende og samarbejdsbaseret UGI-planlægning, -gennemførelse og -vedligeholdelse på.

Tabet af grønne områder, forringelsen af det naturlige økosystem, fortætningen af bystrukturen og den stigende andel af asfalteret jord har negative konsekvenser for vandkredsløbet, luftkvaliteten, den lokale temperatur og mindsker byernes modstandsdygtighed over for klimaændringer. Disse har store økonomiske omkostninger for samfundet, og forgrønnelse af byer (f.eks. plantning af træer eller etablering af nye grønne områder), genopretning af forringede økosystemer, valg af lavintensiv forvaltningspraksis i parker eller opførelse af lokale naturbaserede løsninger kan medføre betydelige direkte besparelser for at kontrollere afstrømningsvand eller oversvømmelser sammenlignet med traditionelle konstruerede løsninger. Desuden har disse grønne foranstaltninger også mange indirekte økonomiske fordele, f.eks. ved at tiltrække investorer og skabe nye arbejdspladser i en række sektorer.  Andre fordele kan være forbundet med stigningen i turismeøkonomien. Tilgængeligheden af grønne områder kan spille en væsentlig rolle med hensyn til at karakterisere, hvad byer kan tilbyde (Terkenli m.fl. 2020), idet valget flyttes i retning af dem, navnlig på destinationer, der er udsat for varmestress (f.eks. i den varme middelhavssommer).

Omkostningerne ved UGI planlægning og implementering af NbS kan variere meget afhængigt af mange interne faktorer såsom rumlig skala, brug af teknologi i løsninger, hyppigheden af vedligeholdelse og behov for reparation. Normalt er vedligeholdelsesomkostningerne lavest i naturlige økosystemer såsom resthabitater (f.eks. byskove eller vådområder) eller delvis naturlige økosystemer (f.eks. udskiftning af græsplæner med enge). Etablerings- og vedligeholdelsesomkostningerne for visse typer naturområder dækkes helt eller delvist af borgerne (f.eks. bylandbrug), NGO'er (f.eks. genopretningsforanstaltninger for forringede levesteder) eller private virksomheder (stormvandsdamme til forvaltning af afstrømningsvand). Den Europæiske Union har gjort en stor indsats for at mobilisere naturbaserede løsninger i Europa ved at tilbyde finansiel støtte gennem den europæiske grønne pagt, styrke videnoverførsel om vellykkede sager (f.eks. Urban Nature Atlas) og tilbyde offentlige digitale platforme for at tilskynde til samarbejde med den private og den offentlige sektor (The Smart Cities Marketplace). 

Grønne områder og naturområder i byer kan bidrage til at reducere katastroferisici, forbedre vandforvaltningen og skabe lokale køleeffekter for bedre at kunne håndtere høje temperaturer og hedebølger. Ud over at løse specifikke miljømæssige udfordringer tilbyder grøn og blå infrastruktur sidegevinster, der rækker ud over deres primære formål. Parker og vandområder kan f.eks. forbedre byens skønhed og samtidig fungere som fritidsområder og fremme mental og fysisk trivsel (Nilsson og Johansson, 2021)

Andre sidegevinster omfatter: støtte til biodiversitet i byerne, kulstoflagring (modvirkning), afbødning af luftforurening, plads til rekreation, naturoplevelser og øget social, fysisk og mental trivsel. NbS i byområder kan bidrage til flere mål for bæredygtig udvikling (SDG'er) og navnlig til målene for bæredygtige byer (11). 

I mange EU-medlemsstater er grøn infrastruktur i byerne og naturbaserede løsninger allerede blevet støttet af national lovgivning vedrørende fysisk planlægning, forvaltning af regnvand, overfladevand eller beskyttelse af biodiversiteten. Der er udviklet incitamenter og betalinger, der tilskynder til implementering af NbS og UGI i stedet for traditionel grå infrastruktur. Desuden kan specifikke planlægningsværktøjer såsom biotopområdefaktoren (se f.eks. casestudiet fra Berlin) anvendes i lokal zoneinddeling for at kræve, at en del af området efterlades som grønt område. Den Europæiske Union støtter kraftigt konceptet grøn infrastruktur og naturbaserede løsninger med henblik på at øge modstandsdygtigheden over for klimaændringer, bæredygtig vandforvaltning og menneskers trivsel og biodiversiteten i europæiske byer. UGI og NbS betragtes f.eks. som centrale begreber i EU's biodiversitetsstrategi 2030 (2020), EU's strategi for grøn infrastruktur (2013) og EU's vandrammedirektiv. Endelig understreges det i EU-strategien for tilpasning til klimaændringer fra 2021, at det er vigtigt at fremme naturbaserede tilpasningsløsninger, også gennem opskalering heraf på byniveau. 

Gennemførelsestiden varierer afhængigt af rumlig skala, fra nogle få måneder til flere år. For eksempel er implementeringen af små NbS såsom grønne vægge eller lokale biofiltre en ret hurtig proces, og den faktiske byggetid tager mindre end et år. Men planlægning og design, at få officielle tilladelser, integration til andre planlægnings- og udviklingsprocesser kan forlænge implementeringstiden. Planlægning og gennemførelse af store grønne områder (f.eks. udvikling af en multifunktionel park) kan tage flere år. Den tekniske gennemførelse af nye grønne områder er også kortere end den fulde økologiske gennemførelse. Det kan tage flere år, før vegetation plantet i grønne områder eller enkeltstående naturområder såsom grønne tage leverer deres fulde økosystemfunktioner (f.eks. modvirkning af klimaændringer eller vand- og næringsstofholdingskapacitet).  

Den forventede levetid-tid for indbyrdes forbundet grøn byinfrastruktur bør være meget lang, meget længere end enkeltbygninger eller gr ey-infrastruktur. Alderen på et enkelt grønt område kan variere fra flere hundrede år (f.eks. historiske parker) til nogle få år (f.eks. grønne tage). Levetiden -tid af enkelt N bS kan også variere, men målet er den ir langsigtede vedligeholdelse.