Afsaltning

I henhold til EU-lovgivningen er der i mangel af en obligatorisk VVM ikke nogen formel høringsproces i forbindelse med opførelsen af et afsaltningsanlæg. På landeniveau kan inddragelse af interessenter i afsaltningsprojekter være påkrævet i henhold til den specifikke nationale lovgivning, der er indført, eller aktiveres gennem uformelle processer, f.eks. for i fællesskab at identificere den bedste placering af et anlæg.

Afsaltning er stadig den mest energiintensive vandbehandlingsmetode, og for at undgå dårlig tilpasning skal den kombineres med anvendelse af vedvarende energikilder og øget effektivitet i energiforbruget. 

Elektricitetsbehovet varierer alt efter afsaltningsteknologien, vandkildens saltindhold og det ønskede renhedsniveau for det afsaltede vand ved behandlingens afslutning. Generelt har membranafsaltningsteknologier som omvendt osmose (RO) lavere energikrav end termiske teknologier som multi stage flash (MSF). MSF-systemer kræver ca. 83-84 kWh/m 3 energi, mens store RO-systemer kræver 3-5 kWh/m 3 for saltvand og 0,5-2,6 kWh/m 3 for brakvand (Olsson, 2012 i Magagna et al., 2019). Som følge heraf er driftsomkostningerne høje. Det Internationale Energiagentur har anslået, at energiforbruget til afsaltning på globalt plan forventes at blive ottedoblet inden 2040 som følge af den øgede efterspørgsel efter ferskvand (Det Internationale Energiagentur, 2016). 

Forskningen fokuserer på at øge energieffektiviteten i afsaltningsprocessen og på at øge brugen af ren energi. Praksis, der kombinerer afsaltning med vedvarende energi, omfatter: 

• Kombination af afsaltning og termisk elproduktion, hvor spildvarme fra kraftværket anvendes som varmekilde til afsaltningsprocessen. 
• Soldrevet afsaltning Denne mulighed er særlig velegnet til tørrere og mere solrige regioner såsom Mellemøsten, Nordafrika og Middelhavsområdet. I juli 1988 blev det første multieffektdestillationssystem indført på Plataforma Solar de Almería, et solforskningscenter i det sydøstlige Spanien (García-Rodríguez og Gómez-Camacho, 2001). 
• Vinddrevet afsaltning f.eks. på den græske ø Milos, hvor en vindbaseret afsaltningsenhed har været i drift siden 2007. Enheden har en kapacitet på 3.000 m 3/ dag. 
• Afsaltningsanlæg, der drives med havenergi Der er f.eks. planlagt et bølgedrevet afsaltningssystem for Kap Verde ud for Afrikas vestkyst. Udvikleren hævder, at det såkaldte Wave20-anlæg vil producere drikkevand til en tredjedel af prisen på konventionelle systemer. 
• Afsaltningsanlæg, der anvender geotermisk energi Denne energikilde kan generere elektricitet og varme, hvilket gør den velegnet til både termisk afsaltning og omvendt osmose. Et projekt på øen Milos (Grækenland) beviste levedygtigheden af geotermisk energi til afsaltning og producerede 1.920 m 3/dag ferskvand til lokalsamfundet til meget lave omkostninger. 

Udledning af saltvand kan have en negativ indvirkning på lokale marine økosystemer, da det øger saltindholdet i havvand. Brine fremstillet ved afsaltningsprocessen indeholder kemikalier, der anvendes i forbehandlingsfasen. Da saltlage er tungere end normalt havvand, ophobes den på havbunden og truer arter, der er følsomme over for saltholdighedsniveauet. (Det Europæiske Miljøagentur, 2012). Forskning undersøger den bedste måde at løse eller minimere miljøproblemer forårsaget af saltlage udledning og forvaltning. LIFE ZELDA-projektet påviste f.eks. den tekniske og økonomiske gennemførlighed af saltlageforvaltningsstrategier baseret på anvendelse af elektrodialysemetatese (EDM) og værdifulde processer til genvinding af forbindelser med det endelige mål at opnå en nuludledningsproces (ZLD). Brine kan også omdannes til kemikalier, der kan genbruges i selve afsaltningsprocessen (Kumar et al., 2019). 

De vigtigste omkostningsfaktorer er den anvendte teknologi, energiomkostninger, anlæggets størrelse og konfiguration, kvaliteten af fodervand og afsaltet vand samt krav til overholdelse af miljøbestemmelser. De fleste af disse faktorer er stedspecifikke i naturen. Omkostninger til transport og distribution af vand er også vigtige, og der er omkostningsfordele for anlæg beliggende nær kysten og på lavtliggende arealer (på grund af lavere energibehov til transport opad; en 100 meter lodret løft er omkring lige så dyrt som en 100 kilometer vandret transport). 

Overordnet set er termiske afsaltningsteknologier, navnlig MSF-anlæg, mere kapitalintensive end SWRO. Vedligeholdelses- og driftsomkostningerne for SWRO-anlæg for hver produktionsenhed er imidlertid dobbelt så høje som for MSF-anlæg og tre gange højere end for MED-anlæg. For begge teknologier, men især for termiske anlæg, er energi langt den største enkeltpost af tilbagevendende omkostninger. Kildevandets kvalitet (f.eks. saltholdighed, temperatur og biobegroningselementer) påvirker omkostninger, ydeevne og holdbarhed, men også den vandkvalitet, der kan opnås gennem afsaltningsprocessen. 

I meddelelsen "Bekæmpelse af udfordringen med vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union" i 2007 og senere i planen for beskyttelse af Europas vandressourcer (2012) foreslås et hierarki af vandforanstaltninger i betragtning af, at alternativ vandforsyning gennem afsaltning bør anvendes som en sidste udvej, når andre effektivitetsforbedringer i efterspørgsel og produktion er udtømt. Meddelelsen om ressourceeffektivitet (KOM(2011) 21) har til formål at skabe en ramme for politikker til støtte for overgangen til en ressourceeffektiv lavemissionsøkonomi. Afsaltning nævnes som en mulighed, der giver en løsning på vandforsyningsproblemer, men det kan øge forbruget af fossile brændstoffer og drivhusgasemissionerne, hvis det ikke forsynes med vedvarende energi. EU sigter mod at være klimaneutral senest i 2050 – en økonomi med nulemission af drivhusgasser. Dette mål er kernen i den europæiske grønne pagt og i overensstemmelse med EU's tilsagn om en global klimaindsats i henhold til Parisaftalen. Dette vil kræve et skift i retning af afsaltningsanlæg drevet af vedvarende energi med en højere energieffektivitet. 

Gennemførelsestiden for afsaltningsanlæg varierer typisk mellem 3 og 6 år, herunder alle faser fra planlægning til drift. 

Levetiden er variabel og afhænger af den anvendte teknologi for eksempel m embranes skal udskiftes hvert 2-3 år.