Afsaltning

I henhold til EU-lovgivningener der i mangelaf en obligatorisk VVM ingen formel høringsproces for opførelseaf et afsaltningsanlæg. På landeniveau kan inddragelse af interessenter i afsaltningsprojekter være påkrævet i henhold til den specifikke nationale lovgivning, der er indført, eller aktiveres gennem uformelle processer, f.eks. for i fællesskab at identificere den bedste placering af et anlæg.

Afsaltning er stadig den mest energiintensive vandbehandlingsmetode, og for at undgå fejltilpasning skal den kombineres med anvendelse af vedvarende energikilder og øget effektivitet i energiforbruget. 

Elektricitetskravene varierer afhængigt af afsaltningsteknologien, saltindholdet i vandkilden og det ønskede renhedsniveau for det afsaltede vand ved behandlingens afslutning. Generelt har membranafsaltningsteknologier såsom omvendt osmose (RO) lavere energikrav end termiske teknologier såsom multitrinsflash (MSF). MSF-systemer kræver ca. 83-84 kWh/m3 energi, mens store RO-systemer kræver 3-5 kWh/m3 for saltvand og 0,5-2,6kWh/m3 for brakvand (Olsson, 2012 i Magagna et al., 2019). Som følge heraf er driftsomkostningerne høje. Det Internationale Energiagentur har anslået, at energiforbruget til afsaltning på globalt plan forventes at blive ottedoblet inden 2040 på grund af øget efterspørgsel efter ferskvand (DetInternationale Energiagentur, 2016). 

Forskningen fokuserer på at øge energieffektiviteten i afsaltningsprocessen og på at øge brugen af ren energi. Praksis, der kombinerer afsaltning med vedvarende energi, omfatter: 

• Kombination af afsaltning og termisk elproduktion, hvor spildvarme fra kraftværket anvendes som varmekilde til afsaltningsprocessen. 
• Soldrevet afsaltning denne mulighed er særlig velegnet til tørre og mere solrige regioner såsom Mellemøsten, Nordafrika og Middelhavsområdet i Europa. I juli 1988 blev det første multieffektdestillationssystem for solenergi indført i Plataforma Solar de Almería, et solenergiforskningscenter i det sydøstlige Spanien (García-Rodríguez og Gómez-Camacho, 2001). 
• vinddrevet afsaltning f.eks. på den græske ø Milos, hvor en vindbaseret afsaltningsenhed har været i drift siden 2007. Enheden har en kapacitet på 3.000 m3/ dag. 
• Afsaltningsanlæg, der drives af havenergi Der er f.eks. planlagt et bølgedrevet afsaltningssystem for Kap Verde ud for Afrikas vestkyst. Udvikleren hævder, at det såkaldte Wave20-anlæg vil producere drikkevand til en tredjedel af prisen på konventionelle systemer. 
• Afsaltningsanlæg, der anvender geotermisk energi Denne energikilde kan generere elektricitet og varme, hvilket gør den velegnet til både termisk afsaltning og omvendt osmose. Et projekt på øen Milos (Grækenland) viste levedygtigheden af geotermisk energi til afsaltning og producerede 1.920 m3ferskvand om dagen til lokalsamfundet til meget lave omkostninger. 

Udtømning af saltlage kan have en negativ indvirkning på de lokale marine økosystemer, da det øger saltindholdet i havvand. Brine, der fremstilles ved afsaltningsprocessen, indeholder kemikalier, der anvendes i forbehandlingsfasen. Da saltlage er tungere end normalt havvand, akkumuleres det på havbunden og truer arter, der er følsomme over for saltholdighedsniveauet. (EEA, 2012). Forskningen undersøger, hvordan man bedst løser eller minimerer miljøproblemer forårsaget af udledning og håndtering af saltlage. LIFE ZELDA-projektet viste f.eks. den tekniske og økonomiske gennemførlighed af strategier for forvaltning af saltlage baseret på anvendelse af elektrodialysemetatese (EDM) og værdifulde processer til genvinding af sammensatte stoffer med det endelige mål at nå frem til en proces med nul flydende udledning (ZLD). Brine kan også omdannes til kemikalier, der kan genbruges i selve afsaltningsprocessen (Kumar et al., 2019). 

De vigtigste omkostningsfaktorer er den anvendte teknologi, energiomkostninger, anlæggets størrelse og konfiguration, kvaliteten af fødevand og afsaltet vand og miljøkrav. De fleste af disse faktorer er stedsspecifikke af natur. Omkostninger til transport og distribution af vand er også vigtige, og der er omkostningsfordele for anlæg, der ligger nær kysten og på lavtliggende jord (på grund af lavere energibehov til transport opad; en 100 meter lodret lift er omtrent lige så dyr som en 100 kilometer vandret transport). 

Samlet set er termiske afsaltningsteknologier, især MSF-anlæg, mere kapitalintensive end SWRO. Vedligeholdelses- og driftsomkostningerne for SWRO-anlæg for hver produktionsenhed er imidlertid dobbelt så høje som for MSR-anlæg og tre gange så høje som for MED-anlæg. For begge teknologier, men især for termiske anlæg, er energi langt den største enkeltstående tilbagevendende omkostning. Kvaliteten af kildevandet (f.eks. saltholdighed, temperatur og biobegroningselementer) påvirker omkostningerne, ydeevnen og holdbarheden, men også den vandkvalitet, der kan opnås gennem afsaltningsprocessen. 

Meddelelsen "Udfordringerne i forbindelse med vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union" fra 2007 og senere planen for beskyttelse af Europas vandressourcer (2012) foreslår et hierarki af vandforanstaltningeri betragtning af, at alternativ vandforsyning gennem afsaltningbør anvendes som en sidste udvej,når andre forbedringer af effektiviteten i efterspørgsel og produktion er udtømt. Meddelelsen om ressourceeffektivitet (KOM(2011)21) har til formål at skabe en ramme for politikker til støtte for overgangen til en ressourceeffektiv lavemissionsøkonomi. Afsaltning nævnes som en mulighed, der giver en løsning på vandforsyningsproblemer, men det kan øge forbruget af fossile brændstoffer og drivhusgasemissionerne, hvis det ikke drives af vedvarende energi. EU sigter mod at være klimaneutral senest i 2050 – en økonomi med nulemission af drivhusgasser. Dette mål er kernen i den europæiske grønne pagt og i overensstemmelse med EU's forpligtelse til en global klimaindsats i henhold til Parisaftalen. Dette vil kræve et skift i retning af afsaltningsanlæg baseret på vedvarende energi med en højere energieffektivitet. 

Gennemførelsestiden for afsaltningsanlæg ligger typisk på mellem 3 og 6 år, herunder alle faser fra planlægning til drift. 

Levetiden er variabel og afhænger af den anvendte teknologi. for eksempel membranes skal udskiftes hvert 2-3 år.