Forsikring som risikostyringsværktøj

Katastroferisici og -tab giver anledning til stor bekymring for samfundet, da de er steget i de seneste år. Disse begivenheder forventes at blive yderligere intensiveret på grund af faktorer såsom demografisk udvikling, ændringer i arealanvendelsen, udvidelse af boligaktiviteter og økonomiske aktiviteter i katastroferamte områder og forventede klimaændringer. Der er dokumentation for, at klimaændringerne allerede har øget hyppigheden og alvoren af visse ekstreme vejr- og klimarelaterede begivenheder såsom tørke, hedebølger og kraftig nedbør i flere europæiske regioner. Disse tendenser forventes at fortsætte, medmindre der gennemføres effektive foranstaltninger til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer (EØS-rapport 15/2017). Desuden vil klimarelaterede risici også påvirke og ændre forsikringsbranchen (EIOPA, 2022). Derfor får gennemførelsen af en komprimerende risikostyringsmekanisme (f.eks. forsikringer) stadig større betydning.

Forsikring overfører risiko fra en forsikret person, genstand eller organisation til et forsikringsselskab. Kompensationen afhænger af vurderingen af tab forårsaget af de specificerede farebegivenheder, f.eks. tab af afgrøder i landbruget, tab i huse som følge af oversvømmelser, skovtab som følge af storm eller skovbrande. For ekstreme vejrforhold er forsikring et værdifuldt værktøj, fordi det hjælper med at forhindre, at de økonomiske tab ikke bliver til langsigtede økonomiske skader. Hvis et hus eller en virksomhed er beskadiget, kan forsikring dække omkostningerne ved genopbygning eller kompensation, så de berørte personer hurtigt kan komme sig. Før forsikring kan ydes for ekstreme vejrforhold, skal forsikringsselskabet identificere risikoen, kvantificere, hvor meget skade det kan forårsage, og være i stand til at bære omkostningerne, hvis den ekstreme begivenhed opstår. Endelig, for at have forsikring for ekstreme vejrforhold, skal det være uforudsigeligt.  Det nøjagtige tidspunkt og sted for begivenheden kan ikke kendes på forhånd.

Europa-Kommissionens grønbog fra 2013 om forsikring mod naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer er en del af tilpasningsstrategipakken. Det har til formål at forbedre, hvordan forsikringsselskaber håndterer risici i forbindelse med klimaændringer, udvide adgangen til katastrofeforsikring og frigøre det fulde potentiale af forsikringspriser og andre finansielle produkter.

En rapport fra Europa-Kommissionen om forsikring af vejr- og klimarelaterede katastroferisici analyserer forskellige forsikringsordninger, der er etableret i flere medlemsstater. På grundlag af deres vurdering kan forsikringsmarkederne (på tværs af lande og sektorer) inddeles i tre brede grupper:

• Frivilligt forsikringsmarked: På dette marked beslutter forsikringstagerne, om de vil købe forsikringsdækning, og forsikringsselskaberne beslutter, om de vil yde dækningen.
• Delvis frivilligt forsikringsmarked: Det svarer til det frivillige marked, hvor både forsikringsselskabet og forsikringstageren kan vælge at deltage. Der kan dog være indirekte pres, som krav fra realkreditinstitutter eller uformelle aftaler, der tilskynder enkeltpersoner til at deltage i forsikringsmarkedet.
• Obligatoriske markeder: På dette marked er enten forsikringsselskabet eller forsikringstageren retligt forpligtet til at deltage. For eksempel kan forsikringsselskaber være juridisk forpligtet til at tilbyde dækning for ekstreme vejrforhold, og forsikringstagere kan være forpligtet ved lov til at købe brandforsikring, der omfatter dækning for ekstreme vejrforhold.

Nogle lande (f.eks. Frankrig og Schweiz) har stats- eller kvasistatsmonopolforsikring, mens andre lande (f.eks. Tyskland, Italien og Det Forenede Kongerige) har kommercielt strukturerede "frie markedsløsninger", som systematisk kombineres med statsfinansieret ad hoc-lettelse. Andre lande (f.eks. Østrig og Danmark) har offentlige katastrofefonde finansieret af skatteydernes penge, mens andre har forskellige blandede løsninger fra private forsikringsselskaber suppleret med offentlige katastrofefonde (f.eks. Belgien, Nederlandene og Norge) (Schwarze et al., 2009). Spanien har en offentlig-privat partnerskabsordning, hvor den offentlige enhed (Consorcio de Compensación de Seguros — CSS) dækker ekstraordinære klimarisici (og andre) og opkræver sine præmier gennem et forholdsmæssigt tillæg, der indgår i de private virksomheders fakturaer (EØS, 2017).

Sikring mod klimaskabte risici er hurtigt ved at blive en prioritet for enkeltpersoner og virksomheder. Virksomhedsledelse indebærer naturligvis strategier for risikospredning. I betragtning af den stigende relevans af klimarelaterede risici med hensyn til skader på fysiske aktiver og afbrydelse af forretningsaktiviteter er det tilrådeligt, at virksomhederne overvejer at tegne forsikringspolicer mod naturkatastrofer eller andre klimapåvirkninger, der sandsynligvis vil påvirke deres aktiviteter.

Interessenter såsom ejere af offentlige aktiver, landbrugere, private ejendomsejere og virksomhedsoperatører kan påvirke risikostyringen i forsikringssektoren. De skaber incitamenter eller krav, der hjælper med at reducere virkningen af ekstreme vejrforhold. Et eksempel er prissignalering: Hvis husejere styrker deres tage mod haglvejr, kan de betale en lavere forsikringspræmie eller have en mindre fradragsberettiget. Et andet eksempel er at medtage krav om modstandsdygtighed i forsikringspolicer, Hvis en forsikringstager ikke tager skridt til at reducere risici, kan deres udbetaling være lavere.

I forskellige lande findes der et "statsgarantisystem", hvor en "katastrofefond" hjælper med at dække skader over en vis tærskel. Dette sikrer, at private forsikringsselskaber forbliver økonomisk stabile og kan tilbyde overkommelige præmier. Dette kan dog mindske incitamentet til at tegne en forsikring, især uden for områder med den højeste risiko. I disse tilfælde kan det ikke fungere korrekt, og præmier kan blive for dyrt for de fleste mennesker.

En forsikringsordnings resultater bestemmes hovedsagelig af de langsigtede omkostninger og fordele ved forsikring, som fortsat er den vigtigste indikator. Med hensyn til klimaændringer bør disse omkostninger og fordele ses i sammenhæng med en bred vifte af risikostyringsværktøjer (forebyggelse, beskyttelse, tidlig varsling). Risikostyringsmålene afhænger af de forventninger, som regeringer, forsikrede parter eller forsikringsselskaber kan have. En forsikringsordning baseret på solidaritet (med offentlig støtte og individuelle bidrag baseret på indkomst) vil opnå maksimal dækning for at fordele risikoen ligeligt. Klimarisikostyringsforsikring vil øge risikobevidstheden og skabe incitamenter til at øge modstandsdygtigheden gennem tilpasningsforanstaltninger.

Der er imidlertid også røster om, at forsikring er utilpasset, da forsikringsordninger øger eksponeringen og sårbarheden, da de kan favorisere foranstaltninger, der bevarer status quo, snarere end at muliggøre tilpasningsadfærd såsom transformativ tilpasning (f.eks. O'Hare et al., 2015). I dette perspektiv skal forsikring ses som en del af en bredere tilgang til risikostyring og tilpasning.

Forsikringsselskaber spreder finansiel risiko på tværs af alle forsikringstagere, og ved at opkræve højere præmier for højere risici tilskynder de enkeltpersoner til at tage skridt til at reducere deres egne risici. Dette hjælper med at reducere omkostningerne ved skader, hvis en begivenhed sker. Forsikring bliver imidlertid mindre attraktiv for højrisikohusholdninger eller -landbrugere, når præmierne afspejler den underliggende risiko. Selv om forsikringstagere med lavere risiko har et svagere incitament til at reducere risikoen, er de samtidig mere tilbøjelige til at købe forsikring, da præmierne er mere overkommelige.

Denne afvejning mellem prisoverkommelighed for præmier og incitamenter til risikoreduktion er vigtig, men vanskelig at afbalancere og påvirkes ofte af de forskellige risikostyringsmål i de enkelte lande og/eller interessentgrupper.

EU's Solvens II-direktiv (2009/138/EF) kodificerer og harmoniserer EU's forsikringslovgivning. Dette vedrører primært størrelsen af den kapital, som EU's forsikringsselskaber skal have for at mindske risikoen for insolvens. Kommissionens forordning (EU) nr. 267/2010 af 24. marts 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis i forsikringssektoren fritager anvendelsen af konkurrencereglerne på visse typer aftaler i forsikringssektoren.

Forsikringsordninger varer normalt, så længe der er indgået en aftale mellem forsikringsselskabet og den forsikrede post. De fleste kontrakter har en årlig løbetid og fornyes årligt, herunder revision af kontrakten, f.eks. forsikringspræmien.