Genbrug af vand

Adgang til en tilstrækkelig vandforsyning er afgørende for en bæredygtig fremtid, navnlig i betragtning af at klimaændringerne forventes at forværre problemerne med vandknaphed i flere europæiske regioner. Genbrug af vand betragtes som en tilpasningsforanstaltning. Det mindsker presset på vandressourcerne, samtidig med at vandsikkerheden for menneskelige aktiviteter og økosystemernes funktion bevares.

Genbrug af vand betyder at genvinde spildevand fra en række forskellige kilder og behandles til en standard, der er passende til et andet formål. Enhver form for spildevand (husholdningsspildevand, kommunalt spildevand eller industrispildevand) kan tages i betragtning med henblik på genbrug og kan, afhængigt af dets kvalitet, anvendes til flere sekundære formål i forskellige sektorer. Sekundære formål omfatter f.eks. kunstvanding i landbruget, grundvandsdannelse, industrielle processer, drikkevandsforsyning og ikke-drikkende byanvendelser (kunstvanding af parker, toiletskyl osv.). Genbrug af vand anvendes i stigende grad til kunstvanding i landbruget, da det er en pålidelig kilde, også i tider med begrænset vandtilgængelighed. Anvendelsen af næringsrigt renset spildevand til landbruget kan desuden føre til en reduktion (eller eliminering) af gødningsanvendelse eller øget produktivitet og kan også bidrage til fødevaresikkerheden, hvis kravene i specifikke vandanvendelsesbestemmelser er opfyldt. Brug af renset spildevand kan også hjælpe med at bevare grundvandet, hvis det bruges til kunstvanding. En enkel anvendelse er brugen af renset spildevand til kølingsformål i industrielle processer (erhvervs- og industrisektoren), da der er behov for lavere krav til vandkvalitet. Genbrug af drikkevand refererer til brugen af korrekt renset spildevand til drikkevandsformål; det er en værdifuld mulighed for vandforsyning i områder, hvor vand er særligt begrænset. En anden potentiel anvendelse af genbrugt vand kan være i turistsektoren for at støtte afbødningen af turismepresset på vandressourcerne. Turisme er direkte eller indirekte afhængig af betydelige vandressourcer til indkvartering, infrastruktur og aktiviteter. Genbrug af vand kan f.eks. overvejes på hoteller til swimmingpools, skylletoiletter, vanding af haver eller golfbaner, brandbekæmpelse og figting samt snerydning til skiløb. Genbrug af vand er særlig relevant for turistmål, der er særligt udsatte for tørkerisiko (f.eks. Middelhavslande), eller som ikke har store og tilgængelige vandressourcer, f.eks. på øer (f.eks. på øer, Circular Water Solutions i det sydlige Gotland,).

Der findes to typer genbrug af drikkevand: direkte og indirekte. Direkte genbrug af drikkevand er renset spildevand, der ledes ind i et vandforsyningssystem uden at blive fortyndet i en naturlig strøm, sø eller grundvand før. Indirekte genbrug indebærer blanding af genvundet spildevand med en anden vandforsyning før behandling og genbrug. I begge tilfælde er det nødvendigt at overholde de gældende regler for drikkevand.

Genbrug af vand kan fungere som en pålidelig vandkilde i visse specifikke situationer og bidrage til en mere bæredygtig ressourceudnyttelse og forsvarlig forsyningsforvaltning, navnlig under forhold med vandknaphed. Denne foranstaltning kan reducere både det samlede vandforbrug og behandlingsbehovet, hvilket resulterer i omkostningsbesparelser. Genbrug af vand kan også bidrage til bevarelsen af ferskvandssystemer og kan forbedre genopretningen af vandløb, vådområder og damme.

Initiativer til genbrug af vand kan gennemføres i forskellige rumlige skalaer og inddrage forskellige aktører. Foranstaltningen er vanskelig at gennemføre i lande uden en tilstrækkelig institutionel og normativ baggrund til at lette genbrug, eller hvor sociokulturel accept og konflikter kan hæmme gennemførelsen af denne løsningsmodel. Inddragelse af interessenter er et centralt element i deres gennemførelse, fordi denne tilpasningsmulighed kan rejse flere spørgsmål, der giver anledning til bekymring for den brede offentlighed, navnlig med hensyn til kvaliteten af genbrugt vand. Konsekvent kommunikation og letforståelige budskaber, der forklarer fordelene ved genbrug af vand, skal formidles til offentligheden og interessenterne. De potentielle risici, der er forbundet med anvendelsen af spildevand, bør undersøges og imødegås for at opnå støtte fra de involverede interessenter. Demonstrationsprojekter og deling af vellykkede sager kan være en del af deltagelsesbaserede aktiviteter.

JRC's rapport "Water Reuse in Europe" (2014) opregner følgende vigtigste hindringer for gennemførelsen af ordninger for genbrug af vand: 

• Inkonsekvente og upålidelige metoder til at identificere og optimere passende spildevandsrensningsteknologier til genbrugsanvendelser, som er i stand til at afbalancere de konkurrerende krav til bæredygtige processer 
• Vanskeligheder med at specificere og vælge effektive overvågningsteknikker for at sikre, at vandkvaliteten er i overensstemmelse med anvendelseskravene 
• Væsentlige udfordringer i forbindelse med en pålidelig vurdering af miljø- og folkesundhedsmæssige risici/fordele ved genbrug af vand på tværs af en række geografiske skalaer 
• Dårligt udviklede forretningsmodeller for ordninger for genbrug af vand og markeder for genvundet vand 
• Lavt niveau af offentlig og statslig entusiasme for genbrug af vand 

• Begrænset institutionel kapacitet til at formulere og institutionalisere genanvendelses- og genbrugsforanstaltninger 
• Manglende finansielle incitamenter til genbrugsordninger. 

En af de vigtigste succesfaktorer er støtte og inddragelse af interessenter for at undgå stærk modstand mod planlagte ordninger. Interesserede interessenter bør have tilstrækkelig viden til at forstå sikkerheden og anvendeligheden af genbrugt vand. 

De mulige fordele ved genbrug af renset vand for økonomien, samfundet og miljøet er talrige. Disse omfatter reduktion af husholdningernes vandefterspørgsel og lettelse af presset på den offentlige vandforsyning, reduktion af energi- og miljøomkostninger opstrøms. Omkostningerne ved genanvendelse af vand kan overstige omkostningerne ved direkte anvendelse af ferskvand, men er begrundet i de mange fordele, som genanvendelse af vand giver: det sparer drikkevand af høj kvalitet, det reducerer mængden af forurenet vand, der frigives til miljøet, og det kan have en kvalitet, der gør det egnet til specifikke alternative anvendelser (f.eks. kan relativt højt næringsindhold give gødning gennem dets anvendelse til kunstvanding). Ud over genbrug af vand er det imidlertid også vigtigt at gennemføre strategier, der har til formål at mindske den samlede vandefterspørgsel, som er en af de vigtigste årsager til vandknaphed. Alternative teknologier til genbrug af vand og andre vandbesparende løsninger (se f.eks. tilpasningsmulighederne Reduktion af vandforbruget til køling af termiske produktionsanlæg samt vandrestriktioner og vandrationering) bør også vurderes. Holistiske livscyklusvurderinger kan anvendes i disse vurderinger under hensyntagen til omkostninger og fordele ved at spare vandressourcer og reducere CO2-emissioner.

Priser for genbrugt vand bør tage hensyn til alle disse yderligere fordele. Offentlige tilskud kan anvendes til at støtte kompensation for højere vandtakster.  Generelt er fordelingen af omkostninger en politisk beslutning, som definerer, hvordan de vil blive fordelt mellem den generelle beskatning og gebyrer for dem, der er interesseret i fordelene ved genbrug af vand.

I meddelelsen fra 2007 om vandknaphed og tørke betragtes genbrug af vand som en potentiel løsning til at afbøde virkningerne af klimaændringerne i hele Europa. Meddelelsen "En plan for beskyttelse af Europas vandressourcer" understregede dette yderligere i 2012, hvor maksimering af genbrug af vand blev fastsat som et specifikt mål. I 2016 blev der offentliggjort en EU-vejledning om integrering af genbrug af vand i vandplanlægning og -forvaltning i forbindelse med vandrammedirektivet med henblik på gennemførelsen af vandrammedirektivet. 

I 2020 offentliggjorde Europa-Kommissionen en forordning om mindstekrav til genbrug af vand til kunstvanding i landbruget. De nye regler finder anvendelse fra den 26. juni 2023 og forventes at stimulere og lette genbrug af vand i EU. Forordningen fastsætter harmoniserede minimumskrav til vandkvalitet med henblik på sikkert genbrug af renset byspildevand til kunstvanding i landbruget, harmoniserede minimumskrav til overvågning, risikostyringsbestemmelser til vurdering og håndtering af potentielle yderligere sundhedsrisici og mulige miljørisici, tilladelseskrav og bestemmelser om gennemsigtighed, hvorved centrale oplysninger om ethvert projekt om genbrug af vand gøres tilgængelige for offentligheden. 

Gennemførelsestiden afhænger i høj grad af det specifikke anvendelsesområde og den specifikke foranstaltning, der er vedtaget for genbrug af vand. Den fulde gennemførelse af ordninger for genbrug af vand kan strække sig over 5-15 år. Nogle initiativer kan tage længere tid, hvis acceptniveauet i lokalsamfundene er lavt.

Levetiden for ordninger for genbrug af vand afhænger udelukkende af social accept, korrekt vedligeholdelse af anvendte løsninger og dokumentation for reelle fordele. Normalt er levetiden større end 25 år.