Diversificering af fiskeri og akvakultur

Diversificering af fiskeri og akvakultur betyder en væsentlig ændring i produktionsaktiviteten som reaktion på ændringer i tilgængeligheden af fiskebestande (til fiskeri) og/eller ændringer i havsystemets miljøtilstand som følge af klimatiske og andre udfordringer. Diversificeringsstrategierne omfatter et skift i retning af alternative arter eller – i tilfælde af akvakultur – nye genetiske stammer samt forvaltningspraksis, der er mere egnet til ændrede forhold. Tilpasningsprocessen kan også omfatte (midlertidige eller permanente) initiativer til virksomhedsdiversificering uden for sektoren. Dette omfatter udvikling af nye fiskerirelaterede aktiviteter (f.eks. økoturisme med fiskerfartøjer), der giver operatørerne supplerende indtægtskilder, og initiativer til støtte for miljøbeskyttelse (f.eks. fælles forvaltning af beskyttede havområder). Andre muligheder omfatter et skift fra fiskeri til akvakultur eller et skift fra havakvakultur til indlandsakvakultur. Diversificering er en proces, der gennemføres af individuelle lokale producenter eller bedre af netværk og sammenslutninger af producenter, der har større iværksætterkapacitet og nyder godt af tværsektorielt samarbejde med andre relaterede virksomheder (f.eks. marked, turisme) og støtte fra offentlige myndigheder.

For så vidt angår fiskeri omfatter foranstaltningerne tilpasning af redskaber (nye bæredygtige redskaber eller fleksible redskaber, der er i stand til at fange forskellige arter, og som er bedre tilpasset ændrede forhold i forskellige miljøer) og tilpasning af fartøjer, der kan forfølge fiskeressourcerne på forskellige steder, hvilket øger fiskernes mobilitet, efterhånden som fordelingen af fiskebestandene ændrer sig i takt med ændrede havforhold.

For akvakultur kan ændringer i dyrkede arter og/eller forskellige genetiske stammer bidrage til at mindske sektorens sårbarhed over for klimaændringer og skifte til mere klimarobuste organismer, der vokser bedre under ændrede forhold. Saltindtrængning og stormfloder vil f.eks. fremme opdræt af brakvands- og euryalinarter, mens høje vandtemperaturer og turbiditet kan fremme arter, der tolererer lave opløste iltniveauer. Andre ændringer i akvakulturpraksis er i stigende grad blevet fremmet for at forbedre akvakulturproduktionens miljøpræstationer, produktivitet og rentabilitet, hvilket har haft en positiv indvirkning på modvirkning af og tilpasning til klimaændringer, selv når klimaændringer ikke udtrykkeligt er medtaget blandt de vigtigste drivkræfter. Som eksempler kan nævnes recirkulerende akvakultursystemer, integreret multitrofisk akvakultur og offshoreakvakultur, der giver yderligere muligheder for at anvende nye arter eller stammer i akvakultur. Risikobaseret zoneinddeling og placering af akvakultur, herunder risici som følge af klimavariationer og -ændringer, kan støtte diversificering, når nye produktionsområder er ved at blive udforsket, og undgå økonomiske tab som følge af valg, der ikke tager behørigt hensyn til alle bekymringer og risici. Diversificering af akvakulturen var genstand for en teknisk FAO-workshop, der blev afholdt i Rom i juni 2016, og som fremhævede dens rolle med hensyn til at skabe modstandsdygtighed over for klimaændringer og andre eksterne drivkræfter og tilføje økonomisk, social og økologisk forsikring til akvakultursystemerne.

Det er yderst vigtigt, at diversificeringsforanstaltningerne ikke øger fiskeriindsatsen og er i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks mål om bæredygtigt fiskeri og bevarelse af fiskebestande og marine ressourcer. Under alle omstændigheder bør diversificeringen af fangede eller dyrkede arter følge videnskabeligt baserede vurderinger vedrørende økosystemers sundhed, biosikkerhed og biosikring samt omfattende økonomiske og sociale undersøgelser. Desuden må diversificeringen af produkter og systemer ikke føre til, at sektoren på mellemlang sigt bliver mere sårbar over for at opnå fordele på kort sigt. Ikkebæredygtige praksisser såsom fiskeri ud over bæredygtighedsgrænserne eller på et nyt sted uden bæredygtighedsgarantier eller uden bæredygtige redskaber er eksempler på uhensigtsmæssig tilpasning til udfordringerne i forbindelse med klima og andre ændringer med langsigtede skadelige konsekvenser for bestandene og de marine økosystemer.

Diversificering af produkter fra akvakultur og fiskeri indebærer også diversificering af markeder, der bør tilpasse sig udfordringer og muligheder som følge af klimaændringer. I den forbindelse omfatter foranstaltningerne foranstaltninger, der har til formål at øge forbrugernes opfattelse af fiskevarer med et bæredygtighedsmærke og ændre forbrugernes adfærd. Forbrugernes efterspørgsel efter alternative arter bør fremmes, og salget af fangster af nye arter bør fremmes, hvilket også fremgår af casestudier, der er udviklet inden for rammerne af det Horisont 2020-finansierede ClimeFish (f.eks. Adriaterhavsfiskeriet og fiskeriet vest for Skotland).

Alle diversificeringsaktiviteter, der indgår i denne løsningsmodel, bør bidrage til at lette presset på overfiskede fiskebestande og støtte overgangen til nye forretningsmuligheder, der er afhængige af mindre sårbare ressourcer. I den forbindelse viser resultaterne af det Horisont 2020-finansierede museprojekt, som havde til formål at undersøge mulighederne for multianvendelse i de europæiske have, flere eksempler på diversificering af fiskeriet i retning af økoturismerelaterede aktiviteter, der bidrager til at reducere fiskeritrykket, fremme bæredygtige fangstmetoder og tilvejebringe supplerende indkomstkilder for fiskere.

Fiskere og akvakulturvirksomheder, navnlig grupperet i kooperative sammenslutninger, er de vigtigste aktører for diversificering, som også kan drage fordel af andre kommercielle virksomheder (forarbejdningsindustrien, markedsføringsorganisationer) og af forbrugersammenslutninger for at nå gensidigt aftalte mål. Offentlige myndigheder, som f.eks. beslutningstagere og lovgivere, der lokalt gennemfører europæiske og nationale politikker og udsteder licenser til nye aktiviteter, kan spille en vigtig rolle og gøre diversificeringsprocessen mulig og mere fleksibel.

Indførelsen af redskaber og fartøjer, der er tilpasset til at fange forskellige arter og/eller i forskellige levesteder, kan kræve større fartøjer til længere fangstrejser og betydelige investeringer i udvikling af redskaber. Længere rejser og længere tid til søs betyder også højere omkostninger til brændstof og besætningslønninger og øget eksponering for risici. I den forbindelse bør enhver ny praksis udvikles under hensyntagen til bæredygtighedsprincipperne i den fælles fiskeripolitik og bør ikke føre til overudnyttelse af fiskebestandene.

Adgang til kapital og omkostninger til nye fartøjer er et kritisk spørgsmål, navnlig for mindre virksomheder, mens det ikke engang er muligt at skifte redskaber for højt specialiserede fartøjer såsom bomtrawlere. Desuden kan ændringer af fiskepladser føre fartøjer ind i andre landes farvande, hvilket nødvendiggør fiskeriaftaler og grænseoverskridende forvaltning af kvotetildelingen.

For akvakultur er omkostningerne ved at udvikle teknikker til opdræt af nye arter og den tid, der er nødvendig for at bringe disse arter på markedet, betydelige begrænsninger samt lovgivnings- og forvaltningsrestriktioner, der hindrer ændringer og fleksibilitet.

Forskningsudvikling og teknologiske innovationer, der også fremmes af offentlige investeringer, kan generelt bidrage til at finde alternative arter, klimatilpassede stammer og nye landbrugs- eller høstsystemer, der mindsker modtageligheden over for klimaændringer. Med hensyn til diversificering inden for akvakultur, navnlig til ny produktionsteknologi og nye geografiske områder, er de vigtigste succesfaktorer egnede lovgivningsmæssige bestemmelser og eventuelt incitamenter, der tilskynder til teknologisk udvikling og forretningsmæssige ændringer.

Oplysningskampagner og uddannelsesaktiviteter kan bidrage til adfærdsændringer hos forbrugerne og åbne markederne for nye arter. Uddannelsesinitiativer for fiskere og akvakulturvirksomheder kan også fremme diversificeringsprocessen og tilskynde til nye forretningsmuligheder, herunder i forbindelse med turisme.

Der mangler generelt oplysninger om omkostninger i eksisterende eksempler på tilpasning, også i betragtning af at der kun er få tegn på diversificeringsinitiativer, der i øjeblikket anvendes som reaktion på klimaændringer. Omkostningerne forventes at være meget variable i betragtning af de forskellige diversificeringsmuligheder, der indgår i denne tilpasningsmulighed. Investeringsomkostninger til at ændre produkter og systemer rapporteres som store begrænsninger for tilpasning, især for små virksomheder.

Inden for rammerne af EU's fælles fiskeripolitik støtter Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) de europæiske fiskeri- og akvakultursektorer i retning af mere bæredygtige fangstmetoder og kystsamfund med at diversificere deres økonomier. Selv om de ikke specifikt er knyttet til klimaændringer, støtter EHFAF (i henhold til prioritet 3 i EHFAF-forordningen) lokaludviklingsstrategier styret af lokalsamfundet, der er rettet mod diversificering af lokalsamfundene (artikel 30). Ifølge arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om principper og anbefalinger for integration af klimatilpasningshensyn i EHFF's operationelle programmer (SWD(2013) 299 final) kan dette mindske presset på fiskebestandene og skabe virksomheder, der er modstandsdygtige over for nuværende og forventede ændringer i klimaforholdene.

Der mangler ofte oplysninger om tidsrammer i forbindelse med tilpasningsstrategier og evalueringer af succes i fiskeri- og akvakultursektoren. Der er behov for mere forskning for at vurdere tidspunktet for tilpasningen. Tiden afhænger også af forskellige typer foranstaltninger og varierer fra planlagte tilpasningsforanstaltninger (herunder forvaltning, lovgivningsmæssige og politiske ændringer) til reaktiv tilpasning, herunder autonom opgradering af fiskeri- og akvakultursystemer som reaktion på klimatiske variationer.