Vandrestriktioner og vandrationering

Der er behov for deltagelse af forskellige aktører for at lette vedtagelsen og gennemførelsen af vandrestriktions- og vandrationeringsforanstaltninger. De vigtigste berørte sektorer er vandforsyning, landbrug, industri og turisme, hvor interessenterne er enkeltpersoner, organisationer, institutioner, beslutningstagere eller politiske beslutningstagere, der bestemmer eller påvirkes af disse foranstaltninger. Ud over mulighederne for direkte kontrol og håndhævelse fra de offentlige myndigheders side er inddragelse af interessenter afgørende for en bred og korrekt gennemførelse og finjustering af sådanne foranstaltninger for at opnå den størst mulige effektivitet. 

Vandbegrænsnings- og vandrationeringsforanstaltninger gennemføres ofte som led i tørkeforvaltningsplaner eller -strategier. Det er vigtigt at fremme aktiv deltagelse af alle relevante interessenter under udarbejdelsen af disse planer for at indhente forskellige interessenters synspunkter og afbøde konflikter mellem interesserede parter forud for beslutningsprocessen. En målrettet beskrivelse af legitime interessenter, herunder deres interesser, værdier og tilgange til risici, er en forudsætning for udviklingen af sådanne planer og strategier og for at sikre en forståelse af deres forbindelse med den institutionelle tørkepolitik. Lokale interessenter har det bedste kendskab til de forskellige vandanvendelsessektorer og komponenter i den hydrologiske cyklus og kan sikre, at målene er sammenhængende og gennemføres, hvor de socioøkonomiske omkostninger er lavest. Aktiv deltagelse bidrager til at opnå den bedst mulige bæredygtige ligevægt under hensyntagen til sociale, økonomiske og miljømæssige aspekter og letter videreførelsen på lang sigt af beslutningsprocessen ved konsensus. 

Et eksempel på en potentiel kilde til konflikt er fordelingen af vandressourcer mellem drikkevandssektoren og landbrugssektoren i tørkesituationer. Der gives normalt prioritet til drikkevandssektoren, der dækker 100 % af behovene, mens de mængder, der tildeles kunstvanding i landbruget, afhænger af den resterende vandtilgængelighed og sjældent svarer til behovene. For at øge accepten af prioriteringen af vandanvendelser under tørke som fastsat i tørkeforvaltningsplaner og -strategier er det vigtigt at bringe interessenter fra drikkevands- og landbrugssektoren sammen og give mulighed for drøftelser om, hvordan man fastsætter prioriteter og afvejer forskellige interesser. 

Vandrestriktioner og rationering er meget effektive foranstaltninger til at reducere vandefterspørgslen under vandknaphed og nødsituationer med tørke. De kan implementeres meget hurtigt og har en hurtig effekt på at reducere vandefterspørgslen. I nogle tilfælde er de endda effektive på lang sigt, når der ikke længere pålægges restriktioner på grund af læringseffekter. Begge foranstaltninger bør dog ikke bevidst gennemføres for at afhjælpe vandknaphedsproblemer på lang sigt. En vigtig succesfaktor generelt er den bevidste inddragelse af interessenter og den brede offentlighed og den juridiske beføjelse til at vedtage vandrestriktioner for samfundet. 

En begrænsende faktor er, at foranstaltningerne kun er effektive, hvis overholdelsen kontrolleres, hvilket kan føre til høje overvågningsomkostninger. Udarbejdelsen af de nødvendige tørkeforvaltningsplaner, -procedurer og -love er desuden en meget tidskrævende proces, der er forbundet med administrative omkostninger. 

Obligatoriske vandrestriktioner kan medføre betydelige vandbesparelser på kort tid, som kun kan sammenlignes med betydelige prisstigninger. Restriktioner foretrækkes normalt frem for økonomiske instrumenter i midlertidige situationer med kritisk begrænsede vandforsyninger. Sådanne foranstaltninger er imidlertid forbundet med en reduktion af den socioøkonomiske velfærd og betydelige nedskæringer i de offentlige indtægtsstrømme, som kan være nødvendige for at gennemføre systemeffektivitetsforanstaltninger. Vandrestriktioner medfører ulemper, allokerende effektivitetsomkostninger samt betydelige håndhævelsesomkostninger. 

Andre foranstaltninger såsom detaljerede tørkeforvaltningsplaner og indførelse af et pålideligt system til tidlig varsling af tørke, der giver mulighed for en mere forsigtig anvendelse af de resterende vandressourcer, er relevante ud fra et økonomisk perspektiv, da de kan bidrage til at mindske risikoen for at indføre alvorlige vandrestriktioner eller rationeringsforanstaltninger. 

Vandrammedirektivet kan orientere de kompetente myndigheder i retning af vandbesparelser generelt. Artikel 9 (prissætning af vand) i vandrammedirektivet kan gennemføres i kombination med vandrestriktioner. Tørkeforvaltningsplaner, som også kan være omfattet af vandrammedirektivetsindsatsprogram,omfatter normalt restriktioner og metoder til rationering i tilfælde af tørke. Praksis med at begrænse vandforbruget i perioder med vandknaphed eller tørke indgår i mange medlemsstaters vandtildelingspolitikker, og inogle medlemsstaterfastsættesbegrænsningerne i henhold til et hierarki af vandbrugere. Regler for indvinding er undertiden strengere i områder, der lider af kronisk vandmangel. En ny EU-forordning om mindstekrav til genbrug af vand til kunstvanding i landbrugetblev offentliggjort i 2020 (forordning (EU) 2020/741). Genbrugt vand er en relevant ressource i perioder med vandknaphed. 

Vandbegrænsnings- og rationeringsforanstaltninger kan gennemføres meget hurtigt i situationer med vandknaphed og tørke (inden for få dage til uger). Klare procedurer, f.eks. fastlagt i en tørkeforvaltningsplan, kan fremskynde gennemførelsen af disse foranstaltninger. Aftalen om sådanne procedurer kan imidlertid være en meretidskrævende proces, da den bør inddrage alle relevante interessenter, og dekan have modstridende interesser, f.eks. i prioriteringen af vandforsyningen til forskellige sektorer. 

Levetiden for vandbesparendeforanstaltninger og rationeringsforanstaltningerer normalt mindreend 1 år, da de anvendes som nødforanstaltninger under vandknapheds- og tørkesituationer. Effektiviteten af disseforanstaltninger børløbende evalueres,og procedurerne for gennemførelse af disse foranstaltninger bør tilpasses i overensstemmelse hermed. I tilfælde af vedvarende vandknaphedbør andre foranstaltninger foretrækkes, som gennemføres og opretholdes på lang sigt.