Vandrestriktioner og vandrationering

I tørre regioner eller regioner, der står over for vandmangel på grund af tilbagevendende tørke, anvendes vandrestriktioner og vandrationering almindeligvis bløde foranstaltninger. Vandrestriktioner begrænser visse anvendelser af vand, f.eks. kunstvanding af græsplæner, bilvask, påfyldning af swimmingpools eller nedsivning af fortovsområder. Begrænsninger kan begrænse tilgængeligheden af vand med hensyn til volumen og/eller tidspunkt, hvor det kan bruges. Vandrationering omfatter en midlertidig afbrydelse af vandforsyningen eller en reduktion af trykket til under det niveau, der kræves for tilstrækkelig forsyning under normale forhold, som påvirker alle vandbrugere. Rationering sikrer, at kritisk begrænsede vandforsyninger distribueres på en sådan måde, at der leveres tilstrækkeligt vand til at bevare folkesundheden og sikkerheden.

Vandrestriktioner og i mindre grad vandrationering anvendes ofte i situationer med midlertidig vandknaphed, f.eks. under tørke. De gør det muligt for lokale eller endda regionale og nationale forvaltninger at håndtere vandkriser ved at reducere forbruget. Uanset at disse midlertidige lavomkostningsforanstaltninger ikke suppleres af nogen adfærdsændring i retning af mere bevidst vandforbrug for mennesker, forventes efterspørgslen efter og anvendelsen af vand at  stige igen og vende tilbage til tidligere niveauer, når restriktionerne er fjernet. 

For at lette gennemførelsen af vandrestriktioner og vandrationering som nødforanstaltninger i langvarige tørkesituationer er prioriteringsordninger for forskellige vandanvendelser et nyttigt redskab. Disse ordninger kan udvikles som led i tørkeforvaltningsplaner og rangordne de forskellige vandanvendelser efter deres lokale prioritet. Ved fastlæggelsen af prioriteringsordningen kan der anvendes forskellige indikatorer til at forstå virkningerne af langvarig tørke på både miljømæssige og socioøkonomiske anvendelser såsom: 

• indvirkning på drikkevandsforsyningen 
• Indikatorer for miljøvirkninger: F.eks. fiskearters dødelighed, indvirkning på flodbredder og biodiversitet (flora), tab af biodiversitet i terrestriske områder afhængigt af vandsystemet, indvirkning på vådområder, øget risiko for skovbrande, økologisk tilstand osv. 
• Virkningsindikatorer for socioøkonomiske anvendelser (f.eks. industrielle anvendelser, elproduktion, landbrug, turisme, vandrettigheder, transport osv.).

Drikkevandsforsyning er den vigtigste anvendelse i de fleste europæiske lande, og prioriteringsordninger bør altid sikre en tilstrækkelig mængde til at forsyne befolkningen. 

Tørke påvirker en betydelig del af den europæiske befolkning hvert år og forventes at stige i hyppighed og alvor på grund af virkningerne af klimaændringerne. Sydeuropa forventes at blive hårdest ramt. Vandbegrænsning og rationering af vand kan være et midlertidigt nødberedskab i tilfælde af tørke og vandknaphed. På grund af de forventede virkninger af klimaændringer og i tilfælde af vedvarende eller tilbagevendende vandknaphed bør andre foranstaltninger foretrækkes og opretholdes på lang sigt, f.eks. vandbesparende foranstaltninger til reduktion af vandefterspørgslen og innovative strategier til at øge vandforsyningen gennem genbrug af vand, såsom høst af regnvand, genanvendelse af gråt vand og afsaltning. 

Der er behov for forskellige aktørers deltagelse for at lette vedtagelsen og gennemførelsen af vandbegrænsnings- og vandrationeringsforanstaltninger. De vigtigste berørte sektorer er indenlandsk vandforsyning, landbrug, industri og turisme, hvor interessenter er enkeltpersoner, organisationer, institutioner, beslutningstagere eller politiske beslutningstagere, der bestemmer eller påvirkes af disse foranstaltninger. Ud over mulighederne for direkte kontrol og håndhævelse fra de offentlige myndigheders side er inddragelse af interessenter afgørende for en bred og korrekt gennemførelse og finjustering af sådanne foranstaltninger for at opnå den størst mulige effektivitet. 

Vandbegrænsnings- og vandrationeringsforanstaltninger gennemføres ofte som led i tørkeforvaltningsplaner eller -strategier. Det er vigtigt at fremme aktiv deltagelse af alle relevante interessenter under udarbejdelsen af disse planer for at indhente forskellige synspunkter fra interessenter og afbøde konflikter mellem interesserede parter forud for beslutningsprocessen. En målrettet beskrivelse af legitime interessenter, herunder deres interesser, værdier og risikotilgange, er en forudsætning for udviklingen af sådanne planer og strategier og for at sikre en forståelse af deres forbindelse med den institutionelle tørkepolitik. Lokale interessenter har det bedste kendskab til de forskellige vandanvendelsessektorer og -komponenter i det hydrologiske kredsløb og kan sikre, at målene er sammenhængende og gennemføres, hvor de socioøkonomiske omkostninger er lavest. Aktiv deltagelse bidrager til at opnå den optimale bæredygtige ligevægt under hensyntagen til sociale, økonomiske og miljømæssige aspekter og letter videreførelsen på lang sigt af beslutningstagningen ved konsensus. 

Et eksempel på en potentiel kilde til konflikt er fordelingen af vandressourcer mellem drikkevandssektoren og landbrugssektoren i tørkesituationer. Der gives normalt prioritet til drikkevandssektoren, der dækker 100 % af behovene, mens de mængder, der afsættes til kunstvanding i landbruget, afhænger af den resterende mængde vand, der er til rådighed, og sjældent svarer til behovene. For at øge accepten af prioriteringen af vandanvendelse under tørke som fastsat i tørkeforvaltningsplaner og -strategier er det vigtigt at bringe interessenter fra drikkevands- og landbrugssektoren sammen og give mulighed for drøftelser om, hvordan man fastsætter prioriteter og afbalancerer forskellige interesser. 

Vandrestriktioner og rationering er meget effektive foranstaltninger til at reducere vandefterspørgslen under vandknaphed og nødsituationer med tørke. De kan implementeres meget hurtigt og har en hurtig effekt på at reducere vandefterspørgslen. I nogle tilfælde er de endda effektive på lang sigt, når der ikke længere pålægges restriktioner på grund af læringseffekter. Begge foranstaltninger bør dog ikke bevidst gennemføres for at afhjælpe problemer med vandknaphed på lang sigt. En vigtig succesfaktor generelt er den bevidste inddragelse af interessenter og den brede offentlighed og den juridiske beføjelse til at vedtage vandrestriktioner for samfundet. 

En begrænsende faktor er, at foranstaltningerne kun er effektive, hvis overholdelsen kontrolleres, hvilket kan føre til høje overvågningsomkostninger. Desuden er udarbejdelsen af de nødvendige tørkeforvaltningsplaner, -procedurer og -love en meget tidskrævende proces, der er forbundet med administrative omkostninger. 

Obligatoriske vandrestriktioner kan give betydelige vandbesparelser på kort tid, som kun kan sammenlignes med betydelige prisstigninger. Restriktioner foretrækkes normalt frem for økonomiske instrumenter i midlertidige situationer med kritisk begrænsede vandforsyninger. Sådanne foranstaltninger er imidlertid forbundet med en reduktion af den socioøkonomiske velfærd og betydelige nedskæringer i de offentlige indtægtsstrømme, som kan være nødvendige for at gennemføre systemeffektivitetsforanstaltninger. Vandrestriktioner medfører ulemper, omkostninger til allokering af effektivitet samt betydelige håndhævelsesomkostninger. 

Andre foranstaltninger såsom detaljerede tørkeforvaltningsplaner og indførelse af et pålideligt system for tidlig varsling om tørke, der giver mulighed for en mere forsigtig anvendelse af de resterende vandressourcer, er relevante ud fra et økonomisk perspektiv, da de kan bidrage til at mindske risikoen for at indføre alvorlige vandrestriktioner eller rationeringsforanstaltninger. 

Vandrammedirektivet kan orientere de kompetente myndigheder mod vandbesparelser generelt. Vandrammedirektivets artikel 9 (prissætning af vand) kan gennemføres i kombination med vandrestriktioner. Tørkeforvaltningsplaner, som også kan være omfattet af vandrammedirektivets indsatsprogram, omfatter normalt restriktioner og metoder til rationering i tilfælde af tørkehændelser. Praksis med at begrænse vandforbruget i tider med vandknaphed eller tørke indgår i mange medlemsstaters vandtildelingspolitikker, og i nogle medlemsstater fastsættes restriktionerne i henhold til et hierarki af vandbrugere. Abstraktionsreglerne er undertiden strengere i områder, der lider af kronisk vandmangel. En ny EU-forordning om mindstekrav til genbrug af vand til kunstvanding i landbruget blev offentliggjort i 2020 (forordning (EU) 2020/741). Genbrugt vand er en relevant ressource i tider med vandknaphed. 

Vandrestriktions- og rationeringsforanstaltninger kan gennemføres meget hurtigt i situationer med vandknaphed og tørke (inden for få dage til uger). Klare procedurer, f.eks. fastlagt i en tørkeforvaltningsplan, kan fremskynde gennemførelsen af disse foranstaltninger. Aftalen om sådanne procedurer kan imidlertid være en mere tidskrævende proces, da den bør inddrage alle relevante interessenter, og den kan have modstridende interesser, f.eks. med hensyn til prioritering af vandforsyningen til forskellige sektorer. 

Levetiden for vandhvileperioder og rationeringsforanstaltninger er normalt under 1 år, da de anvendes som nødforanstaltninger i situationer med vandknaphed og tørke. Effektiviteten af disse foranstaltninger bør løbende evalueres, og procedurerne for gennemførelse af disse foranstaltninger bør tilpasses i overensstemmelse hermed. I tilfælde af vedvarende vandknaphed bør andre foranstaltninger foretrækkes, som gennemføres og opretholdes på lang sigt.