2.3 Generel rækkefølge for klimapåvirkninger, sårbarheder og risikovurderinger

Der skal træffes flere beslutninger, når der foretages en klimapåvirkning, sårbarhed og risikovurdering. For det første er det vigtigt at definere formålet med, konteksten for og omfanget af vurderingen (I). Når de potentielle klimarisici er blevet defineret, bør der foretages en udvælgelse og prioritering af risici (II). For hver udvalgt risiko bør der indhentes yderligere data og oplysninger (III), og der bør foretages en specifik risikovurdering (IV). Endelig bør der identificeres overordnede risici og risikohotspots (V).

I. Fastlæggelse af målsætninger, kontekst og omfang af klimapåvirkninger, sårbarheder og risikovurdering

Hver indvirkning, sårbarhed og risikovurdering bør stemme overens med de overordnede mål for tilpasningsplanlægningsprocessen, som er blevet fastsat tidligere (se trin 1). Følgende spørgsmål kan bidrage til at finjustere en CCIV-vurdering:

Hvilken indvirkning, sårbarhed og risici bør vurderingen fokusere på (f.eks. kun på risici i forbindelse med visse farer i specifikke sektorer)?
Hvad er den tidsmæssige reference? Det anbefales altid at medtage den aktuelle situation som udgangspunkt. For fremtidige klimarisici anbefales mindst én tidsperiode, som ligger inden for et typisk tilpasningstidsinterval, f.eks. i 2050 (30 år fra nu).
Hvilken metode skal anvendes? Afhængigt af mål, omfang og disponible ressourcer skal vurderingsmetoden fastlægges. En tilbundsgående CCIV-vurdering, der er baseret på klimadata (effektdata) og simuleringer, kan nemt tage et eller to år. Ofte kan gode resultater og indikationer for tilpasningsplanlægning allerede opnås med mere deltagelsesbaserede, kvalitative tilgange.
Hvem skal inddrages? Ideelt set bør de samme interessenter (eksperter, beslutningstagere) inddrages som i tilpasningsplanlægningsprocessen for at muliggøre en gnidningsløs overgang fra CCIV-vurderingen til identificeringen af tilpasningsforanstaltninger.

Et resultat af denne aktivitet er normalt en definition af det system, der giver anledning til bekymring (f.eks. klimarisici for landbrug og skovbrug i et bestemt distrikt) og en foreløbig liste over potentielle klimarisici, som kan være relevante for vurderingen.

II. Prioritere og specificere udvalgte risici og udvikle påvirkningskæder

Da ingen vurdering kan dække alle potentielle risici, bør der foretages en udvælgelse og prioritering af risici på grundlag af relevansen for det valgte system. Tidligere erfaringer og almindeligt tilgængelige oplysninger om potentielle klimapåvirkninger og -risici fra trin 1 kan tages som udgangspunkt.

For hver udvalgt risiko bør det analyseres, hvilke klimafarer, mellemliggende virkninger samt sårbarheds- og eksponeringsfaktorer der fører til denne specifikke risiko, og de bør tages i betragtning i vurderingen. Impact kæder kan være et nyttigt koncept til at guide gennem dette trin. Det er nyttigt at organisere prioriteringen af risici og udviklingen af effektkæder som en deltagelsesbaseret tilgang sammen med interessenterne. Dette bidrager til at tage hensyn til specifikke lokale eller regionale forhold, øger accepten af resultaterne og letter overgangen fra risikovurdering til tilpasningsplanlægning.

III. Indsamle oplysninger om klima, farer, eksponering og sårbarhed for specificerede risici

På grundlag af de specificerede risici og påvirkningskæder bør der indsamles data og oplysninger om klimafarer, -eksponering og -sårbarhed. Som en typisk anmodning skal vurderingen indeholde følgende oplysninger:

Oplysninger om tidligere og nuværende klimarelaterede virkninger og risici. At lære af fortiden og den nuværende situation er afgørende for at identificere indlysende eller skjulte sårbarheder i systemet. Dette omfatter data om tidligere begivenheder og deres virkninger samt tendenser (se trin 1.5 for datakilder), men også fortællinger om komplekse interaktioner, der ofte er uventede.
Den nuværende klimasituation og fremtidige trendfremskrivninger af forskellige klimavariabler og -farer (f.eks. gennemsnitstemperatur, varmedage, intensive nedbørshændelser, snedække) baseret på en række forskellige klimascenarier, f.eks. fælles socioøkonomiske veje (SSP'er) som vedtaget af IPCC i forbindelse med dens sjette^{vurderingsrapport}(AR6). Se klimapåvirkningerne i Europa på trin 1.5.
Simulering eller scenarier for fremtidig risiko. For visse kategorier af klimarisici, f.eks. vandrelaterede risici eller risici i forbindelse med landbruget, findes der simuleringstilgange. Fremtidig vandtilgængelighed eller forventet udbytte kan simuleres med modeller, der tager højde for forskellige klimascenarier. Sådanne simuleringer er imidlertid for det meste begrænset til fysiske virkninger af en fare og tager ikke fuldt ud hensyn til sårbarhedsfaktorer. De bør derfor fortolkes som udtryk for, hvad der kan ske, og bør suppleres med yderligere ekspertviden.
Data og oplysninger om eksponering og sårbarhed som identificeret for den specifikke risiko. Dette omfatter data om aktuelle socioøkonomiske forhold såsom befolkningstæthed eller aldersstruktur, men kan også omfatte kvalitative oplysninger såsom institutionel kapacitet til at håndtere en specifik risiko. Se ogsåETC/CCA Technical Paper 2/2021 "Just transition in the context of adaptation to climate change".
Den fremtidige socioøkonomiske udvikling og andre ikkeklimatiske faktorer og megatendenser såsom demografiske ændringer, ressourceanvendelse eller markedstendenser har en betydelig indflydelse på sårbarheden over for klimaændringer. Selv om det ofte er vanskeligt at få oplysninger om den potentielle fremtidige socioøkonomiske udvikling, er sådanne tendenser ofte lige så vigtige for en risiko som klimaændringerne selv. For eksempel er den fremtidige risiko for varmerelaterede sundhedsproblemer sandsynligvis ikke kun stigende, fordi hyppigheden og intensiteten af hedebølger øges, men også fordi befolkningen i byerne stiger, og befolkningen bliver ældre.

IV. Foretage en vurdering af hver specifik risiko

Der er forskellige tilgange til at komme fra informationspuljen fra trin III til en risikovurdering for hver specifik risiko. Det vigtigste er at forstå, at hver risikovurdering er værdibaseret, hvilket betyder, at der ikke er nogen "objektiv risiko". Risikoen vurderes altid i forhold til aftalte værdier eller mål. Derfor udtrykkes en risiko for det meste i en kvalitativ skala som f.eks. "lav, middel, høj". Der er ingen definition af, hvad en "høj" risiko betyder. "Værdifastsættelsen" skal være en del af risikovurderingen og skal godkendes af interessenterne. En "høj" risiko kan f.eks. defineres som en høj forventet skade i forbindelse med risikoen i form af økonomiske, økologiske, funktionelle, sundhedsrelaterede eller kulturelle skader.

I mere datadrevne, topstyrede og rumligt eksplicitte tilgange er en etableret metode at basere hele risikovurderingen på indikatorer. Indikatorer defineres derefter for enkelte faktorer og komponenter, som derefter aggregeres til sammensatte indikatorer. Denne tilgang er på den ene side nyttig til storskalavurderinger med mange underenheder (f.eks. kommuner inden for et distrikt), er gennemsigtig og reproducerbar. På den anden side skal der træffes mange subjektive beslutninger om, hvordan data og oplysninger omdannes til indikatorer, og hvordan indikatorerne aggregeres.

For flere lokale bottom-up-risikovurderinger er det ofte mere hensigtsmæssigt at følge en deltagelsesbaseret vurderingsmetode baseret på data- og informationspuljen fra trin III. Vurderingen kan stadig følge logikken i IPCC og påvirkningskæderne ved at vurdere fare-, sårbarheds- og eksponeringskomponenterne separat. Den endelige vurderingsprocedure kan være en konsensusbaseret tilgang eller en afstemningsmetode. Diskussionen om betydningen af enkelte elementer og specifikke sårbarheder i en konsensusbaseret tilgang åbner ofte diskussionen om tilpasningsmuligheder.

Resultatet i begge tilfælde (top-down-indikatorbaseret vs. bottom-up-konsensusgrundlag) er:

en beskrivende beskrivelse af hver specifik risiko, herunder de processer og faktorer, der fører til denne risiko, en beskrivelse af den tidligere og nuværende situation, et perspektiv på den potentielle fremtidige udvikling af de enkelte faktorer og den specifikke risiko.
en specifik evaluering for hver risiko (f.eks. lav, middel, høj) for hver valgt periode (f.eks. den nuværende situation, midten af århundredet, slutningen af århundredet). I tilfælde af indikatorbaserede vurderinger kan resultaterne også illustreres som risikokort. Men selv i en bottom-up-tilgang er kort nyttige til at illustrere rumligt eksplicitte oplysninger om visse aspekter af specifikke risici eller de underliggende komponenter og faktorer.
en beskrivelse af usikkerheder i vurderingen og konfidensniveauet for resultaterne (se trin 2.5).

V. Identificer overordnede risici og risikohotspots

Det sidste trin i hver risikovurdering, i det mindste hvis der vurderes mere end én risiko, bør være en analyse af interaktioner på tværs af enkelte risici. Hovedformålet er at identificere geografiske eller tematiske hotspots, som er berørt af mere end én risiko. Dette kan f.eks. være byområder, der er særligt berørt af varmerelaterede risici, men også af oversvømmelser fra regnskove og flodoversvømmelser, har en høj eksponering (høj befolkningstæthed) og en høj sårbarhed (stor andel af sårbare personer). Desuden er nogle risici forbundet i risikokaskader. Risikoen for skader som følge af jordskred kan f.eks. føre til en risiko for trafikblokering. Sådanne risikohotspots og risikokaskader kan ofte være forbundet med en høj efterspørgsel efter tilpasning.

Ud over risiko og sårbarhed kan fremtidige klimaændringer have positive virkninger (muligheder). Landbruget og skovbruget kan f.eks. drage fordel af en længere vækstsæson. Der vil sandsynligvis blive skabt betingelser, der passer til nye forretningsmuligheder og innovation, og regeringerne kan reagere med målrettet pionerstøtte.