Skovlandbrug

En vellykket gennemførelse af skovlandbrugsordninger kræver inddragelse af interesseorganisationer fra den offentlige og private sektor. Forsknings- og udvidelsesprogrammer skal inddrage interessenter for at sikre, at programmerne er relevante, anvendelige og praktiske. Multiinteressentfora og tværministerielle møder bør koordinere tilgangen til udvikling af skovlandbrug og skabe synergier mellem de mange sektorer. Håndtering af skovlandbrugsstrategier bringer de lokale myndigheder tættere på det forvaltningsmæssige beslutningsniveau. Integreret fysisk planlægning gennem interessentbaserede deltagelsesbaserede tilgange kan udgøre tværsektorielle koordinerings- og forhandlingsplatforme. Landbrugsagenturerne bør koordineres på tværs af sektorerne, da skovlandbrug hovedsagelig praktiseres på bedrifterne. Skovlandbrug bør også samle byområder og landdistrikter (territorial tilgang) og bidrage til et multifunktionelt produktionssystem (landskabstilgang). 

Et netværk for skovlandbrug (European Agroforestry Federation,EURAF) er aktivt i Europa og tæller ca. 280 medlemmer fra 20 europæiske lande. Det fremmer indførelse af skovlandbrugspraksis i hele Europa og forvalter et særligt websted til udveksling af oplysninger, videnskabelige resultater og politiske spørgsmål om skovlandbrug. Det arrangerer også en halvårlig konference og deltager i større forskningsprojekter.

Offentlig politik til fremme af udviklingen af skovlandbrug bør ses som en række foranstaltninger og værktøjer, der skaber gunstige betingelser for udvikling af sådanne systemer. I disse politikker er input fra interessenter, adgang til information, passende teknologier og konsulenttjenester, private og offentlige partnerskaber og belønninger for miljøtjenester og god forvaltning vigtigere end selve forordningen. Politikker og statslige indgreb bør fremme kort- og langsigtede fordele og skabe gunstige betingelser for udvikling af skovlandbrugssystemer. 

Skovlandbrug står over for udfordringer såsom ugunstige politiske incitamenter, utilstrækkelig formidling af viden, retlige begrænsninger og dårlig koordinering mellem de mange sektorer, det bidrager til. Det behandles ikke i tilstrækkelig grad i de nationale programmer for politikudformning, fysisk planlægning og udvikling af landdistrikterne. Som følge heraf er dens potentielle bidrag til økonomien og målene for bæredygtig udvikling endnu ikke fuldt ud anerkendt eller udnyttet, og de forventede resultater er endnu ikke opnået. 

Potentielle begrænsende faktorer omfattede den administrative byrde og ejerskabsstrukturen for skove, som kunne imødegås med yderligere udveksling og fremme af god praksis på tværs af og i medlemsstaterne. Inden for den fælles landbrugspolitik er mere end 25 foranstaltninger udformet med henblik på at forbedre de fem betragtede skovlandbrugspraksisser (silvopastorale, skovlandbrug, bræmmer langs bredder og haver), men kompleksiteten af reglerne for gennemførelse af skovlandbrug og manglende sammenhæng mellem søjle I og søjle II i den fælles landbrugspolitik støtter ikke skovlandbrugsaktiviteter. Der ønskes derfor en forenkling af reglerne for gennemførelse af skovlandbrug. 

Skovlandbrugsordninger er en langsigtet investering. Det tager nogen tid, før træerne modnes og giver de funktioner og fordele, der forventes, hvilket indebærer, at der er behov for flere år, før skovlandbrugssystemerne bliver rentable. Samtidig kan landbrugerne stå over for nogle indledende nettoindkomsttab, før de drager fordel af deres investeringer, hvilket kan mindske deres ønske om at investere i skovlandbrug. Fordelene på mellemlang sigt er imidlertid relevante og kan tilskynde til gennemførelse af skovlandbrug. 

Endelig mangler mange landbrugere viden om skovlandbrug, og der er behov for uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer for at fremme denne tilgang gennem den fælles landbrugspolitik. Derfor er integrationen af skovlandbrug i skole- og universitetsuddannelsen afgørende for at gøre fremtidige landbrugere og slutbrugere opmærksomme på de mange fordele ved denne praksis. 

Kombinationenaf træer, afgrøder og husdyr mindsker miljørisici, hjælper med at skabe et permanent jorddække mod erosion, minimerer skader fra oversvømmelser og forbedrer vandlagring, hvilket øger produktiviteten. Desuden bringer træer næringsstoffer fra dybere jordlag, eller i tilfælde af bælgplanter, gennem kvælstoffiksering, som kan omdanne bladaffald til gødning til afgrøder. Mere detaljeret om skovlandbrug: 

• bidrager til at beskytte og opretholde landbrugets produktionskapacitet 
• øger landbrugets produktivitet, da kombinationen af træ- og afgrødesystemer kan føre til en mere effektiv opsamling af ressourcer såsom solstråling eller vand og mindsker behovet for eksterne input såsom gødningsstoffer eller pesticider 
• tilvejebringer en diversificering af landbrugsprodukter, som kan øge den økonomiske fortjeneste ved at tilvejebringe årlige og periodiske indtægter fra flere output og ved at mindske de risici, der er forbundet med at producere en enkelt råvare 
• forbedrer jord- og vandkvaliteten, reducerer (vind-)erosion og forebygger skader som følge af oversvømmelser 
• mindsker sårbarheden over for høje temperaturer, da træer giver ly til afgrøder og reducerer de dermed forbundne skader 

• øger biodiversiteten som følge af oprettelsen af et diversificeret levested, hvor vilde dyrearter kan leve 
• bekæmper skadedyr, øger bestøvningen og vedligeholder arealer til fremtidige generationer 
• giver rekreative muligheder – såsom ridning, mountainbiking, dyrelivsobservation og landboturisme – som er til gavn for den brede offentlighed, giver jordejerne indkomstdiversificering og øger landskabets mangfoldighed og tiltrækningskraft 
• øger kulstofbindingen i den permanente/årlige afgrødeproduktion, jordbunden og landskabet og står dermed i kontrast til klimaændringerne; 

Den fælles landbrugspolitik yder finansiel støtte til skovlandbrug. Landbrugere kan modtage direkte betalinger pr. hektar jord, der er omfattet af skovlandbrug, samt støtte til etablering eller vedligeholdelse af skovlandbrugssystemer under den fælles landbrugspolitiks indsatsområde vedrørende udvikling af landdistrikterne. De tre typer arealer, der kan modtage støtte gennem den fælles landbrugspolitik (søjle I), er agerjord (med en trætæthed på under 100 træer pr. hektar), permanente græsarealer (eller permanente græsningsarealer) og permanente afgrøder. Under søjle II støtter foranstaltning 8.26 etablering og vedligeholdelse af skovlandbrugssystemer, der dækker etableringsomkostningerne (op til 80 %) og vedligeholdelsesomkostningerne med en årlig præmie i fem år. Der er betydelige omkostninger forbundet med omstillingen til skovlandbrug, som tager tid og skal støttes. 

Fordelene ved skovlandbrugssystemer blev overset i slutningen af det tyvende århundrede. Adskillige retlige restriktioner for multifunktionel arealforvaltning og komplicerede beskatningsrammer har også begrænset udviklingen af skovlandbrug i årenes løb. Fra 2001 til 2010 begyndte alle skovlandbrugssystemer gradvist at blive støtteberettigede i henhold til den fælleslandbrugspolitik. Nu er alle landbrugsarealer støtteberettigede, uanset trædækningsgraden, med undtagelse af skove og arealer, der anvendes til ikkelandbrugsmæssig produktion. Skovlandbrug er også støtteberettiget under både første og anden søjle i den fælles landbrugspolitik efter 2020 (2021-2027), der fokuserer på miljø- og klimatjenester, hvor skovlandbrug kan spille en central rolle i den fremtidige fælles landbrugspolitiks grønne arkitektur. Medlemsstaterne skal beslutte, hvordan og i hvilket omfang de ønsker at støtte skovlandbrug gennem deres strategiske planer. 

Skovlandbrug er også en del af den politiske ramme for den nye grønne pagt med bådejord til bord-strategien ogEU'sbiodiversitetsstrategi for 2030, som bør arbejde sammen med den nye fælles landbrugspolitik om at støtte gennemførelsen af skovlandbrugspraksis. 

Gennemførelsestiden for skovlandbrugspraksis er normalt omkring et par år. Det afhænger imidlertidi høj grad afomfanget afformidlingen afviden om skovlandbrug, politikker og statslige indgreb i regionenog graden af interessenternes inddragelse. 

Skovlandbrug er en langsigtet tilpasningsforanstaltning og har generelten lang levetid (årtier).