Skovlandbrug

EU-Kommissionen definerede skovlandbrug som arealanvendelsessystemer, hvor der dyrkes træer i kombination med landbrug på samme areal. I skovlandbrug integreres træagtige stauder bevidst med afgrøder og/eller dyr på samme parcel eller arealforvaltningsenhed, uden at det er hensigten at etablere en resterende skovbevoksning. Træerne kan arrangeres som enkelte stængler, i rækker eller i grupper, mens græsning også kan finde sted inden for parceller (silvobærende skovlandbrug, silvopastoralisme, græssede eller sammenvoksede frugtplantager) eller på grænserne mellem parceller (hedge, trælinjer). Skovlandbrug kan gennemføres i forskellige rumlige arrangementer eller tidsmæssige sekvenser, der udnytter økologiske og økonomiske interaktioner mellem de forskellige komponenter. Det er muligt at identificere fem grundlæggende geografiske skovlandbrugspraksisser:  

• skovlandbrug med skovgræsning: en kombination af træer og buske med foder og animalsk produktion 
• skovlandbrug, der er letfordærveligt: træer og buske, der er beskåret med etårige eller flerårige afgrøder 
• skovlandbrug: skovarealer, der anvendes til produktion eller høst af naturligt stående specialafgrøder til medicinske, dekorative eller kulinariske formål 
• levende hegn, læhegn og bræmmer langs bredden: linjer med naturlig eller plantet flerårig vegetation (træer og buske), der grænser op til dyrkede arealer eller græsgange, og vandkilder for at beskytte husdyr, afgrøder, jord og/eller vandkvalitet 
• haver i hjemmet eller køkkenhaver: kombinere træer og buske med vegetabilsk produktion. 

Skovlandbrug udnytter komplementariteten mellem flerårige arter (træer eller buske) og afgrøder, således at de tilgængelige ressourcer kan udnyttes mere effektivt. Effektive og moderne versioner af skovlandbrug gør det muligt at diversificere landbrugsaktiviteterne og udnytte miljøressourcerne bedre. Skovlandbrugsarealet forbliver produktivt for landbrugeren og genererer løbende indtægter, hvilket ikke er tilfældet, når agerjord blot genplantes. 

Skovlandbrug kan gennemføres i forskellige regioner ved at producere fødevarer og fibre med henblik på bedre fødevare- og ernæringssikkerhed, opretholde eksistensgrundlaget, afhjælpe fattigdom og fremme produktive og modstandsdygtige landbrugsmiljøer. Skovlandbrug kan desuden bidrage til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer ved at øge kulstoflagringen, forebygge skovrydning, øge bevarelsen af biodiversiteten, producere renere vand og kontrollere jorderosion og dermed gøre det muligt for landbrugsarealer bedre at håndtere oversvømmelser og tørkebegivenheder. Desuden kan skovlandbrugsbedrifter med tiden blive mindre afhængige af afgrødesubsidier og mindre modtagelige for udsving i afgrødepriserne, da træ genererer en betydelig del af deres indkomst. Inden for brede skovlandbrugssystemer kan serviceværdien af letfordærvelige parkområder (åbne arealer med spredte grupper af træer, der dyrkes midlertidigt eller permanent) også snart komme landbrugsbedrifterne til gode. 

Ifølge FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) dyrker mere end 1,2 mia. mennesker rundt om i verden skovlandbrug på ca. 1 mia. hektar (ha) jord (FAO, 2017). I EU bliver skovlandbrug nu mere og mere populært på hele kontinentet på grund af dets økologiske og økonomiske fordele. Ifølge Agforward-projektet er det samlede skovlandbrugsareal i EU-27 på ca. 15,4 mio. ha (næsten 9 % af det udnyttede landbrugsareal) med en dominans af skovlandbrugsformer med skovrejsning (15,1 mio. ha) og en mindre andel af skovlandbrug med skovrejsning med skovrejsning (358 000 ha).  Inklusive rensdyravl øger arealet til 52 mio. ha. Der er imidlertid stor variation i mængden af landbrugsjord med skovlandbrug mellem landene, fra ca. 50 % i Grækenland og Portugal til lavere værdier i Central- og Nordeuropa. Eksempler på skovlandbrugspraksis omfatter får, der græsser under korkege (i montadoer og dehesaer, der findes i visse dele af Portugal og Spanien for i alt 4,6 mio. ha), høje frugttræer, hvor der dyrkes afgrøder, eller husdyr, der afgræsses (Streuobst i Centraleuropa) eller rensdyrhold i borealskoven. 

Skovlandbrugets potentiale til at bidrage til bæredygtig udvikling er blevet anerkendt af internationale politiske rammer, herunder De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD), hvilket berettiger øgede investeringer i udviklingen heraf. I Europa støttes den gennem den første søjle (direkte betaling) og den anden søjle (støtte til udvikling af landdistrikterne) i den fælles landbrugspolitik. Som en bæredygtig praksis, der leverer flere miljøtjenester, kan skovlandbrug bidrage til at nå den fælles landbrugspolitiks tre mål: bæredygtig fødevareproduktion, bæredygtig forvaltning af naturressourcer og klimaindsats og afbalanceret territorial udvikling. 

En vellykket gennemførelse af skovlandbrugsordninger kræver inddragelse af interesseorganisationer fra den offentlige og private sektor. Forsknings- og udvidelsesprogrammer skal inddrage interessenter for at sikre, at programmerne er relevante, anvendelige og praktiske. Multiinteressentfora og tværministerielle møder bør koordinere tilgangen til udvikling af skovlandbrug og skabe synergier mellem de mange sektorer. Håndtering af skovlandbrugsstrategier bringer de lokale myndigheder tættere på ledelsens beslutningstagningsniveau. Integreret fysisk planlægning gennem interessentbaserede deltagelsesbaserede tilgange kan tilvejebringe tværsektorielle koordinerings- og forhandlingsplatforme. Landbrugsagenturerne bør koordineres på tværs af sektorerne, da skovlandbrug hovedsagelig foregår på landbrugsbedrifter. Skovlandbrug bør også samle byområder og landdistrikter (territorial tilgang) og bidrage til et multifunktionelt produktionssystem (landskabstilgang). 

Et netværk for skovlandbrug (European Agroforestry Federation, EURAF) er aktivt i Europa og har ca. 280 medlemmer fra 20 europæiske lande. Det fremmer indførelsen af skovlandbrugspraksis i hele Europa og forvalter et særligt websted til udveksling af oplysninger, videnskabelige resultater og politiske spørgsmål om skovlandbrug. Det afholder også en halvårlig konference og deltager i store forskningsprojekter.

Offentlig politik, der fremmer udviklingen af skovlandbrug, bør betragtes som en række foranstaltninger og værktøjer, der skaber gunstige betingelser for udvikling af sådanne systemer. I disse politikker er input fra interessenter, adgang til information, passende teknologier og udvidelsestjenester, private og offentlige partnerskaber og belønninger for miljøtjenester og god forvaltningspraksis vigtigere end selve forordningen. Politikker og statslige indgreb bør fremme kort- og langsigtede fordele og skabe gunstige betingelser for udvikling af skovlandbrugssystemer. 

Skovlandbrug står over for udfordringer såsom ugunstige politiske incitamenter, utilstrækkelig formidling af viden, retlige begrænsninger og dårlig koordinering mellem de mange sektorer, det bidrager til. Det behandles ikke i tilstrækkelig grad i de nationale programmer for politikudformning, fysisk planlægning og udvikling af landdistrikter. Som følge heraf er dets potentielle bidrag til målene for økonomi og bæredygtig udvikling endnu ikke fuldt ud anerkendt eller udnyttet, og de forventede resultater er endnu ikke opnået. 

Potentielle begrænsende faktorer omfattede den administrative byrde og strukturen for skovejerskab, som kunne imødegås med yderligere udveksling og fremme af god praksis på tværs af og inden for medlemsstaterne. Inden for den fælles landbrugspolitik er mere end 25 foranstaltninger udformet med henblik på at forbedre de fem overvejede skovlandbrugspraksisser (silvopastoral, silvoarable, skovlandbrug, bræmmer langs bredden og hjemmehaver), men kompleksiteten af reglerne for gennemførelse af skovlandbrug og manglende sammenhæng mellem søjle I og søjle II i den fælles landbrugspolitik støtter ikke skovlandbrugsaktiviteter. Der ønskes derfor en forenkling af reglerne for gennemførelse af skovlandbrug. 

Skovlandbrugsordninger er en langsigtet investering. Det tager noget tid, før træerne modnes og giver de forventede funktioner og fordele, hvilket indebærer, at der er behov for flere år, for at skovlandbrugssystemerne kan blive rentable. Samtidig kan landbrugerne opleve nogle indledende nettoindkomsttab, inden de drager fordel af deres investeringer, hvilket kan mindske deres ønske om at investere i skovlandbrug. Fordelene på mellemlang sigt er imidlertid relevante og kan tilskynde til gennemførelse af skovlandbrug. 

Endelig mangler mange landbrugere viden om skovlandbrug, og der er behov for uddannelsesprogrammer for at fremme denne tilgang gennem den fælles landbrugspolitik. Integrationen af skovlandbrug i skole- og universitetsuddannelser er derfor afgørende for at gøre fremtidige landbrugere og slutbrugere opmærksomme på de mange fordele ved denne praksis. 

Kombinationen af træer, afgrøder og husdyr mindsker miljørisici, hjælper med at skabe et permanent jorddække mod erosion, minimerer skader fra oversvømmelser og forbedrer vandlagringen og øger produktiviteten. Desuden bringer træer næringsstoffer fra dybere jordlag, eller i tilfælde af bælgfrugter, gennem kvælstoffiksering, som kan omdanne bladstrøelse til gødning til afgrøder. Mere detaljeret om skovlandbrug: 

• bidrager til at beskytte og opretholde landbrugets produktionskapacitet 
• øger landbrugets produktivitet, da kombinationen af træ- og afgrødesystemer kan føre til en mere effektiv indfangning af ressourcer såsom solstråling eller vand og mindsker behovet for eksterne input såsom gødning eller pesticider 
• sikrer diversificering af landbrugsprodukter, hvilket kan øge den økonomiske fortjeneste ved at tilvejebringe årlige og periodiske indtægter fra flere output og ved at mindske de risici, der er forbundet med at producere en enkelt råvare 
• forbedrer jord- og vandkvaliteten, reducerer (vind)erosion og forebygger skader som følge af oversvømmelser 
• mindsker sårbarheden over for høje temperaturer, da træer giver ly til afgrøder og mindsker de dermed forbundne skader 

• øger biodiversiteten som følge af skabelsen af et diversificeret levested, hvor vilde dyr og planter kan leve; 
• griber ind for at bekæmpe skadegørere, øge bestøvningen og bevare jorden med henblik på fremtidig produktion 
• tilbyder rekreative muligheder – såsom ridning, mountainbiking, dyrelivsture og turisme i landdistrikterne – som er til gavn for den brede offentlighed, giver jordejerne indkomstdiversificering og øger landskabets mangfoldighed og tiltrækningskraft 
• øger kulstofbindingen i den permanente/årlige afgrødeproduktion, jordbunden og landskabet og står dermed i kontrast til klimaændringerne; 

Den fælles landbrugspolitik yder finansiel støtte til skovlandbrug. Landbrugere kan modtage direkte betalinger pr. hektar skovlandbrugsjord samt støtte til etablering eller vedligeholdelse af skovlandbrugssystemer under landdistriktsudviklingsdelen af den fælles landbrugspolitik. De tre typer arealer, der er støtteberettigede under den fælles landbrugspolitik (søjle I), er agerjord (med en trætæthed på under 100 træer pr. hektar), permanente græsarealer (eller permanente græsarealer) og permanente afgrøder. Under søjle II støtter foranstaltning 8.26 etablering og vedligeholdelse af skovlandbrugssystemer, der dækker etableringsomkostningerne (op til 80 %) og vedligeholdelsesomkostningerne med en årlig præmie i fem år. Der er betydelige omkostninger forbundet med omstillingen til skovlandbrug, som tager tid og skal støttes. 

Fordelene ved skovlandbrugssystemer blev overset i slutningen af det tyvende århundrede. Flere retlige restriktioner for multifunktionel arealforvaltning og komplicerede beskatningsrammer har også begrænset udviklingen af skovlandbrug i årenes løb. Fra 2001 til 2010 blev alle skovlandbrugssystemer gradvist berettiget til støtte i henhold til den fælles landbrugspolitik. Nu er alle landbrugsarealer støtteberettigede, uanset graden af trædække, med undtagelse af skove og arealer, der anvendes til ikkelandbrugsmæssig produktion. Skovlandbrug er også berettiget til støtte under både første og anden søjle i den fælles landbrugspolitik efter 2020 (2021-2027) med fokus på miljø- og klimatjenester, hvor skovlandbrug kan spille en central rolle i den fremtidige fælles landbrugspolitiks grønne arkitektur. Medlemsstaterne skal beslutte, hvordan og i hvilket omfang de ønsker at støtte skovlandbrug gennem deres strategiske planer. 

Skovlandbrug er også en del af den politiske ramme for den nye grønne pagt med både jord til bord-strategien og EU's biodiversitetsstrategi for 2030, som bør arbejde sammen med den nye fælles landbrugspolitik om at støtte gennemførelsen af skovlandbrugspraksis. 

Gennemførelsestiden for skovlandbrugspraksis er normalt ca. et par år. Den afhænger imidlertid i høj grad af graden af formidling af viden om skovlandbrug, politikker og statslige indgreb i regionen og graden af interessenternes inddragelse. 

Skovlandbrug er en langsigtet tilpasningsforanstaltning og har generelt en lang levetid (årtier).