Forbedret driftssikkerhed til søs

Denne løsningsmodel omfatter vedtagelse af systemer og strategier til forbedring af sikkerheden både for offshoreaktiviteter (navigation, fiskeri) og for kystoperationer (havne, forarbejdningsaktiviteter) som reaktion på udfordringer, der skyldes klimaændringer. Denne mulighed er særlig relevant for fiskerisektoren, der af FAO betragtes som en særlig farlig aktivitet på havet, men den er også relevant for andre maritime aktiviteter såsom navigation, havneoperationer, akvakultur og offshoreplatformsrelaterede aktiviteter, da ugunstige vejrforhold og storme bidrager til mange ulykker til søs.

Stigende havniveau og stigende stormflodsniveauer, navnlig i Nordeuropa (IPCC's sjette vurderingsrapport, WGI, kapitel 12; EU's videncenter om havniveaustigninger) har forårsaget skader på flere havneinfrastrukturer og landbaserede faciliteter, herunder oversvømmelse, afbrydelse af strømforsyningen, arbejdsstandsninger og havnelukninger. De samme hændelser har truet besætningens og passagerernes sikkerhed til søs under sejladsen og kan føre til reduceret anvendelse og udførelse af fiskeriaktiviteter. Desuden rapporteres det, at hårde og stormfulde vintre tvinger fiskerbåde til at sidde fast i havnen i lange perioder for at undgå risici for fiskerne med klare økonomiske tab. Mange af disse virkninger beskrives som relevante på globalt plan og på europæisk plan (se bl.a. FAO's publikation fra 2018 om klimaændringernes indvirkning på fiskeri og akvakultur, UNCTAD's undersøgelse af havneindustriens indvirkning på og tilpasning til klimaændringer, JRC's rapport om klimaændringernes indvirkning på transport).

Fiskerierhvervet reagerer allerede på flere virkninger af klimaændringerne med det formål at øge driftssikkerheden og investere i reduktion af sårbarheden over for katastroferisici. Der rapporteres om eksempler i den første gennemgang af tilpasningen til klimaændringer for den britiske fiske- og skaldyrsindustri og dens successive overvågningsnotater, der gradvist ajourfører oplysninger og indsamler ny feedback fra interessenter i industrien. Tilpasningsstrategier til håndtering af sikkerheden til søs tages også i betragtning i IFAD's vejledning om tilpasning og modvirkning (2015) og i det Horisont 2020-finansierede ClimeFish-projekt, der har til formål at sikre, at stigningen i produktionen af fisk og skaldyr kommer i områder og for arter, hvor der er et potentiale for bæredygtig vækst i betragtning af de forventede klimaændringer.

Mulige foranstaltninger til forbedring af sikkerheden til søs i forbindelse med offshoreaktiviteter vedrører: i) indførelse af forbedrede personlige flydeanordninger, ii) investering i fartøjets stabilitet og iv) gennemførelse af specifik uddannelse af operatørerne i sikkerhed til søs. For fiskeri kan tilpasningen også omfatte hævning af dæk og flytning af redskaber, pumpe- og besætningsoperation til bådens agterstavn. For så vidt angår operationer på land omfatter tilpasningsforanstaltninger, der øger operatørernes sikkerhed, i) diger og dæmninger, der beskytter infrastrukturer, ii) etablering af nødprocedurer i havne med særligt og uddannet personale, ii) forskellige foranstaltninger, der er rettet mod at øge havnenes modstandsdygtighed og beskytte strategiske komponenter (f.eks. ændringer af infrastrukturens udformning og anvendt materiale) og iii) flytning af forarbejdningssteder ind i landet.

Ifølge JRC's rapport om klimaændringernes indvirkning på transport omfatter de vigtigste tilpasningstilgange for europæiske søhavne en forbedring af infrastrukturen for at kompensere for den forventede vandstand i havene, opførelse af stormsikringer og flytning af søhavne. Disse tilgange kan bidrage til at øge sikkerheden for operatører, der arbejder til søs eller på landbaserede anlæg under ugunstige forhold. Flytning af søhavne bør kun overvejes, når søhavnen er i betydelig risiko for oversvømmelse, hvilket er en meget dyr løsning. Hårde kystsikringer for at beskytte søhavne mod oversvømmelser (herunder diger, havmure og bølgebrydere) bør overvejes nøje med en vurdering af mulige relaterede miljøpåvirkninger såsom kysterosion og forringelse af levesteder.

Ud over de ovenfor beskrevne kan andre tilpasningsmuligheder understøtte sikkerheden i offshore- og inshoreaktiviteter, herunder etablering af overvågnings-, modellerings- og prognosesystemer og systemer for tidlig varsling, der rettidigt kan informere operatørerne om risici som følge af ugunstige vejrforhold. Risikobaseret zoneinddeling og placering under hensyntagen til nuværende og fremtidige klimarisici kan også øge sikkerheden til søs, navnlig for akvakultursektoren. Endelig kan øget adgang til finansielle tjenesteydelser og forsikringsmekanismer (se optionen Forsikring som risikostyringsværktøj) bidrage til at øge virksomhedernes modstandsdygtighed, navnlig for fattige samfund.

Tilpasningen af søtransporten er en del af de løsninger, der skal sikre kontinuiteten i forsyningskæderne for erhvervs- og industrisektoren. Ovennævnte risici for klimaændringer forårsager forstyrrelser, der i sidste ende kan medføre øgede omkostninger og påvirke køberen, leverandøren eller hele forsyningskæden.

Interessenter, der er involveret i at øge sikkerheden i forbindelse med offshore- og onshoreaktiviteter, omfatter fiskeri- og akvakulturagenturer, havnemyndigheder og offentlige organer med kompetence inden for sikkerhed til søs (kystvagter) og fastsættelse af forskrifter og standarder. Designere og bådebyggere spiller også en rolle med hensyn til at garantere sikkerheden for fartøjer og andre marine installationer, såsom dambrug eller havnestrukturer. En bred deltagelsesbaseret tilgang, der inddrager lokalsamfundene, anbefales for at øge bevidstheden om sikkerhedsspørgsmål. FAO anbefaler især en holistisk tilgang og understreger, at fiskernes sikkerhed ikke kun bør håndteres gennem statslige aktiviteter, men også gennem bottom-up-aktiviteter på en koordineret måde.

En klar og stedsspecifik identifikation af de vigtigste klimarisici og forståelsen af sikkerhedsmæssige konsekvenser er blandt de vigtigste faktorer, der hjælper med at vælge den mest hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltning til forbedring af driftssikkerheden. Fælles hindringer for denne tilpasningsmulighed vedrører behovet for bedre dokumentation for og tillid til klimaændringsprognoser og -virkninger. Tillid til prognoserne for klimaændringer er især nødvendig for at tage behørigt hensyn til de risici, der er forbundet med klimaændringer, blandt mange andre risici, der påvirker sektoren, og for at få virksomhederne til at investere i tilpasning til klimaændringer. Desuden kan den langsigtede ramme for fremskrivning af klimaændringer være dårligt forenelig med de kortere investeringsfrister for maritime virksomheder.

Denne løsningsmodel omfatter foranstaltninger, der kan gennemføres med få ressourcemæssige konsekvenser (f.eks. indførelse af grundlæggende sikkerhedsudstyr, små tilpasninger af infrastrukturen for at øge modstandsdygtigheden af operationer på land) eller med store ressourcer, f.eks. i tilfælde af hævning eller flytning af forarbejdningsanlæg eller søhavne, som kan være meget dyre.

Fordelene omfatter menneskers sikkerhed for fiskere og virksomhedsledere og undgåelse af eventuelle økonomiske tab som følge af havnelukninger, infrastrukturskader, driftsstop og fiskerfartøjer, der sidder fast i havne. Søgodstransport er afgørende for transport af store mængder gods over lange afstande og er langt mindre kulstofintensiv end vejtransport. Foranstaltninger, der har til formål at øge sikkerheden, er derfor meget vigtige for langdistancelogistikvirksomhedernes levedygtighed og bæredygtighed. Det er også afgørende for industriproducenter, der er afhængige af det, at få deres forsyninger og levere deres produkter til deres destinationsmarkeder.

Da sikkerhed til søs er et verdensomspændende spørgsmål for alle maritime aktiviteter, er internationale regler primært blevet udviklet af IMO, Den Internationale Søfartsorganisation, der fastsætter globale standarder for international skibsfarts sikkerhed og miljøpræstationer. Et klart eksempel er SOLAS, som er blandt de vigtigste traktater om sikkerhed til søs.

EU udvikler og intensiverer konstant sin politik for sikkerhed til søs med henblik på at "eliminere skibsfart, der ikke lever op til standarderne, øge beskyttelsen af passagerer og besætninger, mindske risikoen for miljøforurening og sikre, at operatører, der følger god praksis, ikke stilles ringere kommercielt end dem, der er rede til at skære ned på skibenes sikkerhed".

Sikkerhed til søs er også et centralt element i den europæiske søtransportpolitik med henblik på at beskytte passagerer, besætningsmedlemmer, havmiljøet og kystområderne. EU-lovgivningen indarbejder IMO-standarder og indeholder yderligere foranstaltninger gennem en lang række direktiver og forordninger om uddannelse og kvalifikationer, skibsudstyr, sikring af skibe og havnefaciliteter og passagerskibes sikkerhed. Desuden identificerede Den Europæiske Unions strategi for maritim sikkerhed og dens handlingsplan (2021) klimaændringer og ekstreme hændelser blandt de største trusler og risici for søtransportsystemet og den maritime infrastruktur og fremhævede behovet for at vurdere sektorens modstandsdygtighed over for disse risici og træffe passende tilpasningsforanstaltninger for at afbøde dem.

Inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik tilskynder Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) til sikkerhed og forbedring af arbejdsvilkårene under EU-prioritet 1 (Fremme af bæredygtigt fiskeri og genopretning og bevarelse af akvatiske biologiske ressourcer).

Enkle tilpasningsforanstaltninger, der gennemføres for at øge sikkerheden i forbindelse med fiskeri og sejlads, kan snart gennemføres (1-2 år), mens mere komplekse løsninger såsom hævning/flytning af havneinfrastrukturer kræver længere tid til deres gennemførelse. Andre foranstaltninger er en del af en proces med løbende og autonom tilpasning efter den generelle teknologiske opgradering af systemer og enheder.

Denne tilpasningsmulighed bør betragtes som en kontinuerlig proces, der kræver en gradvis ajourføring af sikkerhedssystemer og -procedurer og en løbende overvågning af deres effektivitet.