Forbedring af driftssikkerheden i forbindelse med offshore- og inshoreoperationer

Interessenter, der er involveret i at øge sikkerheden i forbindelse med offshore- og onshoreaktiviteter, omfatter fiskeri- og akvakulturagenturer, havnemyndigheder og offentlige organer med kompetence inden for sikkerhed til søs (kystvagter) og fastsættelse af forskrifter og standarder. Designere og bådebyggere spiller også en rolle med hensyn til at garantere sikkerheden for fartøjer og andre marine installationer, såsom dambrug eller havnestrukturer. Det anbefales, at der anlægges en bred deltagelsesbaseret tilgang med inddragelse af lokalsamfundene for at øge bevidstheden om sikkerhedsspørgsmål. FAO anbefaler især en holistisk tilgang og fremhæver, at fiskernes sikkerhed ikke kun bør håndteres gennem statslige aktiviteter, men også gennem bottom-up-aktiviteter på en koordineret måde.

En klar og stedsspecifik identifikation af de vigtigste klimarisici og forståelsen af de sikkerhedsmæssige konsekvenser er blandt de vigtigste faktorer, der bidrager til at vælge den mest hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltning til forbedring af driftssikkerheden. Fælles hindringer for denne tilpasningsmulighed henviser faktisk til behovet for bedre dokumentation og tillid til klimaændringsprognoser og -virkninger. Tillid til klimaændringsprognoser er især nødvendig for at tage behørigt hensyn til de risici, der er forbundet med klimaændringer, blandt mange andre risici, der påvirker sektoren, og for at få erhvervslivet til at investere i tilpasning til klimaændringer. Desuden kan den langsigtede ramme for klimaændringsprognosen være dårligt forenelig med de kortere investeringstider for maritime virksomheder.

Denne løsningsmodel omfatter foranstaltninger, der kan gennemføres med få ressourcemæssige konsekvenser (f.eks. indførelse af grundlæggende sikkerhedsudstyr, små tilpasninger af infrastrukturen for at øge modstandsdygtigheden af operationer på land) eller med store ressourcer, f.eks. i tilfælde af forhøjelse eller flytning af forarbejdningsanlæg eller søhavne, hvilket kan være meget dyrt.

Fordelene omfatter fiskeres og virksomhedslederes sikkerhed for mennesker og undgåelse af eventuelle økonomiske tab som følge af havnelukninger, infrastrukturskader, driftsstop og fiskerfartøjer, der sidder fast i havne. Søgodstransport er afgørende for transport af store mængder gods over lange afstande og er langt mindre kulstofintensiv end vejtransport. Foranstaltninger, der har til formål at forbedre sikkerheden, er derfor meget vigtige for langdistancelogistikvirksomheders levedygtighed og bæredygtighed. Det er også afgørende for industriproducenter, der er afhængige af det for at få deres forsyninger og levere deres produkter til deres destinationsmarkeder.

Da sikkerhed til søs er et verdensomspændende spørgsmål for alle maritime aktiviteter, er internationale regler primært blevet udviklet af IMO, Den Internationale Søfartsorganisation, der fastsætter globale standarder for sikkerhed, sikring og miljøpræstationer for international skibsfart. Et klart eksempel er SOLAS, som er en af de vigtigste traktater om sikkerhed til søs.

Sikkerhed til søs er også et centralt element i den europæiske søtransportpolitik med henblik på at beskytte passagerer, besætningsmedlemmer, havmiljø og kystområder. EU-lovgivningen omfatter IMO-standarder og indeholder yderligere foranstaltninger i form af en lang række direktiver og forordninger om uddannelse og kvalifikationer, skibsudstyr, sikring af skibe og havnefaciliteter og passagerskibes sikkerhed. Navnlig blev der i Den Europæiske Unions strategi for maritim sikkerhed og dens handlingsplan (2014) peget på klimaændringer og ekstreme hændelser blandt de største trusler og risici for søtransportsystemet og den maritime infrastruktur, og behovet for at vurdere sektorens modstandsdygtighed over for disse risici og træffe passende tilpasningsforanstaltninger for at afbøde dem blev fremhævet.

Inden for den fælles fiskeripolitik tilskynder EMMF til sikkerhed og forbedring af arbejdsvilkårene under EU-prioritet 1 og 2 (fremme af miljømæssigt bæredygtigt, ressourceeffektivt, innovativt, konkurrencedygtigt og videnbaseret fiskeri og akvakultur), støtte til investeringer om bord eller i individuelt udstyr ud over EU-retten og national ret (artikel 32), infrastruktur i fiskerihavne, auktionshaller, landingssteder og nødhavne (artikel 43) og modernisering af akvakulturenheder (artikel 48).

Enkle tilpasningsforanstaltninger, der gennemføres for at øge sikkerheden under fiskeriaktiviteter og navigation, kan hurtigt gennemføres (1-2 år), mens mere komplekse løsninger såsom forhøjelse/flytning af havneinfrastrukturer kræver længere tid til deres gennemførelse. Andre foranstaltninger er en del af en proces med løbende og autonom tilpasning efter den generelle teknologiske opgradering af systemer og anordninger.

Denne tilpasningsmulighed bør betragtes som en løbende proces, der kræver en gradvis ajourføring af sikkerhedssystemer og -procedurer og en løbende overvågning af deres effektivitet.