5.3 Mainstreaming: Integration af tilpasning i instrumenter og sektorpolitikker

Udbredelsen og gennemførelsen af tilpasningsmål og -foranstaltninger i sektorpolitikker og deres instrumenter er afgørende, fordi klimaændringer påvirker stort set alle forvaltningssektorer og socioøkonomiske aktiviteter, og nationale eller subnationale tilpasningshandlingsplaner er således for det meste tværsektorielle, tværgående politikdokumenter. Som følge heraf kan tilpasning ikke foretages isoleret fra eksisterende politikker (f.eks. lovgivning, finansieringssystemer), instrumenter (f.eks. lovgivning, strategier, planer, programmer, projekter, finansiering, uddannelse), forvaltningsstrukturer (f.eks. netværk) og processer (f.eks. i beslutningstagningen) i andre sektorer, men skal i vid udstrækning gennemføres gennem sektorspecifikke aktionslinjer. Gennemførelsen af tilpasning kræver således, at tilpasningspolitikkerne integreres i sektorerne. En vigtig del af denne integration af tilpasning er integrationen i sektorpolitiske instrumenter. Det vigtigste middel til at opnå politisk integration er horisontal forvaltning, som omfatter mekanismer, institutioner og processer for koordinering, samarbejde og netværkssamarbejde.

Mainstreaming betyder i bund og grund, at tilpasning integreres på alle niveauer af den sektorspecifikke politikudformning, fra politiske dagsordener, lovgivning, strategier, instrumenter (såsom programmer og planer) til budgetter, projekter og daglige arbejdsrutiner. Et hovedmål er at opnå sammenhæng mellem offentlige politikker, dvs. tilpasning og harmonisering af forskellige sektorpolitikker med klimatilpasningsmål for at minimere konflikter, undgå kompromiser og fremme gensidige synergier med henblik på at opnå fælles overordnede tilpasningsresultater.

I princippet er der en bred vifte af eksisterende instrumenter til rådighed, som kan anvendes til at gennemføre tilpasningsstrategier og handlingsplaner på tværs af sektorer og niveauer, hvilket gør dem til et vigtigt middel til at opnå mainstreaming og vertikal gennemførelse. Integration af tilpasning i politiske instrumenter indebærer screening og revision af relevante eksisterende instrumenter, identifikation af indgangssteder for tilpasning og indarbejdelse af tilpasningsmål og -bekymringer. Hvis ændringer af allerede eksisterende instrumenter ikke skulle være tilstrækkelige, skal der udvikles og indføres nye instrumenter til gennemførelse af tilpasningen. En rigelig blanding af politiske instrumenter, der afbalancerer "bløde" og "hårde" stimuli, vil sandsynligvis være mest effektiv med hensyn til at gennemføre den brede vifte af tilpasningsforanstaltninger, der typisk er fastlagt i tilpasningshandlingsplaner, i praksis.

Mulige instrumenter kan dække følgende spektrum:

Retsinstrumenter (love, forskrifter, dekreter, »blød lovgivning« såsom standarder)
Økonomiske instrumenter (finansiering, skatter, gebyrer, offentlige indkøb, tilskud, lån, markedsbaseret)
Informationsinstrumenter (undersøgelser, databaser, oplysningskampagner, rådgivning, uddannelse, vejledning og arbejdshjælpemidler, arrangementer, websteder)
Partnerskabsinstrumenter (offentlig-private partnerskabsaftaler, frivillige aftaler, samarbejdsprojekter)
Hybride strategiske/planlægningsmæssige instrumenter (planer, strategier, programmer, planlægningsinstrumenter, rapporteringsordninger)

Et eksempel på lovgivningsmæssig mainstreaming er udarbejdelsen af sektorspecifikke tilpasningsplaner, som kan være drevet af retlige krav eller fremmes af en generel strategisk ramme for mainstreaming. Obligatoriske forpligtelser til at udarbejde sektortilpasningsplaner eller integrere tilpasning i eksisterende sektorpolitiske dokumenter, som de er indført i nogle europæiske lande, er helt sikkert en drivkraft for integrationen af tilpasningspolitikken. De er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelige til at sikre en effektiv gennemførelse i praksis, men bør kombineres med "bløde" former for horisontal forvaltning. Disse kan omfatte at give sektorrepræsentanterne tilstrækkeligt spillerum til i fællesskab at udvikle deres respektive tilpasningsforanstaltninger og dermed give dem mulighed for at udvikle ejerskab til gennemførelsen eller udvikle tilpasningsløsninger, der er attraktive og skræddersyet til sektorer og giver fordele i deres egen interesse.

Integrering af tilpasningen til klimaændringer i EU's politikker er en vigtig drivkraft for integrationen af tilpasningspolitikken på nationalt plan. Som eksempler kan nævnes EU's politikker for vandforvaltning (vandrammedirektivet),oversvømmelsesrisikostyring(oversvømmelsesdirektivet), katastroferisikoreduktion (civilbeskyttelsesmekanismen), byplanlægning (EU's dagsorden for byerne, borgmesterpagten for klima og energi) og grøn infrastruktur (strategienfor grøn infrastruktur) samt tværsektorielle politikker såsom miljøkonsekvensvurdering og forsikringspolitik. Se venligst Climate-ADAPT-sektorsiderne for at se den faktiske status for mainstreaming.

Desuden støtter Interreg-programmer i tværnationale samarbejdsregioner, makroregionale strategier og internationale konventioner mainstreaming af tilpasning i europæiske lande og regioner på program- og projektniveau. Climate-ADAPT giver oplysninger om forskellige EU-politikker, hvor man er i gang med eller undersøger mulighederne for at integrere tilpasningen til klimaændringer.