5.3 Integrering af kønsaspektet: Integration af tilpasning i instrumenter og sektorpolitikker

Udbredelsen og gennemførelsen af tilpasningsmål og -foranstaltninger i sektorpolitikker og deres instrumenter er afgørende, fordi klimaændringer påvirker stort set alle forvaltningssektorer og socioøkonomiske aktiviteter, og nationale eller subnationale tilpasningshandlingsplaner er således for det meste tværsektorielle, tværgående politikdokumenter. Som følge heraf kan tilpasningen ikke foretages uafhængigt af eksisterende politikker (f.eks. lovgivning, finansieringssystemer), instrumenter (f.eks. lovgivning, strategier, planer, programmer, projekter, finansiering, uddannelse), forvaltningsstrukturer (f.eks. netværk) og processer (f.eks. i beslutningstagningen) i andre sektorer, men skal i vid udstrækning gennemføres gennem sektorspecifikke indsatsområder. Gennemførelsen af tilpasning kræver derfor, at tilpasningspolitikkerne integreres i sektorerne. En vigtig del af denne mainstreaming af tilpasningen er integrationen i sektorpolitiske instrumenter. Det vigtigste middel til at opnå politisk integration er horisontal styring, som omfatter mekanismer, institutioner og processer for koordinering, samarbejde og netværkssamarbejde.

Integrering betyder først og fremmest, at tilpasning skal integreres på alle niveauer i den sektorspecifikke politikudformning, lige fra politiske dagsordener, lovgivning, strategier, instrumenter (såsom programmer og planer) til budgetter, projekter og daglige arbejdsrutiner. Et hovedmål er at opnå sammenhæng mellem offentlige politikker, dvs. tilpasning og harmonisering af forskellige sektorpolitikker med klimatilpasningsmål for at minimere konflikter, undgå kompromiser og fremme gensidige synergier med henblik på at opnå fælles overordnede tilpasningsresultater.

I princippet findes der en bred vifte af eksisterende instrumenter, der kan anvendes til at gennemføre tilpasningsstrategier og handlingsplaner på tværs af sektorer og niveauer, hvilket gør dem til et vigtigt middel til at opnå mainstreaming og vertikal gennemførelse. Integration af tilpasning i politiske instrumenter indebærer screening og revision af relevante eksisterende instrumenter, identifikation af indgangssteder for tilpasning og indarbejdelse af tilpasningsmål og -bekymringer. Hvis ændringer af de instrumenter, der allerede er indført, ikke er tilstrækkelige, skal der udvikles og oprettes nye instrumenter til gennemførelse af tilpasningen. En rigelig blanding af politiske instrumenter, der afbalancerer "bløde" og "hårde" stimuli, vil sandsynligvis være mest effektiv med hensyn til at omsætte den brede vifte af tilpasningsforanstaltninger, der typisk er fastsat i tilpasningshandlingsplanerne, i praksis.

Mulige instrumenter kan dække følgende spektrum:

Retsakter (love, bekendtgørelser, dekreter, "blød lovgivning" såsom standarder)
Økonomiske instrumenter (finansiering, skatter, gebyrer, offentlige indkøb, tilskud, lån, markedsbaserede)
Informationsinstrumenter (undersøgelser, databaser, informationskampagner, rådgivning, uddannelse, vejledning og arbejdsredskaber, arrangementer, websteder)
Partnerskabsinstrumenter (offentlig-private partnerskabsaftaler, frivillige aftaler, samarbejdsprojekter)
Hybride strategiske instrumenter/planlægningsinstrumenter (planer, strategier, programmer, planlægningsinstrumenter)

Et eksempel på lovgivningsmæssig mainstreaming er udarbejdelsen af sektorspecifikke tilpasningsplaner, som kan være drevet af retlige krav eller fremmes af en generel strategisk ramme for mainstreaming. Obligatoriske forpligtelser til at udarbejde sektorspecifikke tilpasningsplaner eller til at integrere tilpasning i eksisterende sektorpolitiske dokumenter, som de er indført i nogle europæiske lande, er bestemt en drivkraft for integration af tilpasningspolitikken. De er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelige til at sikre en effektiv gennemførelse i praksis, men bør kombineres med "bløde" former for horisontal forvaltning. Disse kan omfatte at give sektorrepræsentanter tilstrækkeligt spillerum til i fællesskab at udvikle deres respektive tilpasningsforanstaltninger og dermed give dem mulighed for at udvikle ejerskab til gennemførelsen eller udvikle tilpasningsløsninger, der er attraktive og tilpasset sektorerne og giver fordele i deres egen interesse.

Integrering af klimatilpasning i EU's politikker er en vigtig drivkraft for integration af tilpasningspolitikken på nationalt plan. Eksempler herpå er EU's politikker for vandforvaltning (vandrammedirektivet),risikostyring i forbindelse med oversvømmelser (oversvømmelsesdirektivet), katastroferisikobegrænsning (civilbeskyttelsesmekanismen), byplanlægning (EU's dagsorden for byerne, borgmesterpagten for klima og energi) og grøn infrastruktur (strategienfor grøn infrastruktur) samt tværsektorielle politikker såsom miljøkonsekvensvurdering og forsikringspolitik. Desuden støtter Interreg-programmer i tværnationale samarbejdsregioner, makroregionale strategier og internationale konventioner mainstreaming af tilpasning i europæiske lande og regioner på program- og projektniveau. Climate-ADAPT indeholder oplysninger om forskellige EU-politikker, hvor man er i gang med eller undersøger mulighederne for at integrere tilpasning til klimaændringer.