Arealplanlægning

Arealplanlægning

Nøglebudskaber

• Arealplanlægning er udpeget som en af de mest effektive processer til at lette den lokale tilpasning til klimaændringerne. Eksisterende processer og værktøjer, der er tilgængelige gennem den kommunale planlægningsproces for arealanvendelse i EU, herunder officielle planer, zoneinddeling og/eller udviklingstilladelser, bidrager til at minimere udviklingsrisiciene for en kommune som følge af de forventede virkninger af øgede oversvømmelser, naturbrande, jordskred og/eller andre naturkatastrofer som følge af klimaændringer.

Virkninger og sårbarheder

Europa er et af de mest intensivt anvendte kontinenter på kloden. Det har den største andel af jord (op til 80 %), der anvendes til bebyggelse, produktionssystemer (navnlig landbrug og skovbrug) og infrastruktur. Imidlertid opstår der ofte modstridende krav til arealanvendelse, der kræver beslutninger, der involverer hårde afvejninger.

Arealinddragelse, byspredning og økonomiske aktiviteter fører til fragmentering af levesteder og mindsker økosystemernes modstandsdygtighed. Fragmentering påvirker alle områder i Europa, selv meget tyndt befolkede områder. Overvågning af fragmentering støtter politiske tiltag, der har til formål at sikre, at de resterende levesteder kan støtte biodiversiteten.

Arealplanlægning er udpeget som en af de mest effektive processer til at lette den lokale tilpasning til klimaændringerne. Eksisterende processer og værktøjer, der er tilgængelige gennem den kommunale planlægningsproces for arealanvendelse i EU, herunder officielle planer, zoneinddeling og/eller udviklingstilladelser, bidrager til at minimere udviklingsrisiciene for en kommune som følge af de forventede virkninger af øgede oversvømmelser, naturbrande, jordskred og/eller andre naturkatastrofer som følge af klimaændringer.

Politiske rammer

Beslutninger om fysisk planlægning og forvaltning træffes normalt på lokalt eller regionalt plan, f.eks. som led i byplanlægning eller landbrugs- og skovbrugspraksis. Europa-Kommissionen har imidlertid en rolle at spille med hensyn til at sikre, at medlemsstaterne tager hensyn til miljøhensyn i deres arealanvendelsesplaner og praktiserer integreret arealforvaltning. F.eks. har anvendelsen af direktivet om strategisk miljøvurdering og direktivet om vurdering af indvirkningen på miljøet, men også sektorbestemmelser såsom vandrammedirektivet, oversvømmelsesdirektivet, den fælles landbrugspolitik og TEN-T en indvirkning på de lokale politikker for arealanvendelse.

Den måde, vi bruger vores jord på, har den største indvirkning på vores drivhusgasemissioner. Mere end halvdelen af vores bruttodrivhusgasemissioner (metan, dinitrogendioxid og kuldioxid) stammer fra landbruget. Husdyravl tegner sig f.eks. for en stor del af vores samlede metanemissioner. I juli 2021 vedtog Europa-Kommissionen en række lovgivningsforslag om, hvordan den agter at opnå klimaneutralitet i EU senest i 2050, herunder det mellemliggende mål om en nettoreduktion af drivhusgasemissionerne på mindst 55 % senest i 2030. I pakken foreslås det at revidere flere dele af EU's klimalovgivning, herunder lovgivningen om transport og arealanvendelse.

I henhold til den nuværende EU-lovgivning, der blev vedtaget i maj 2018, skal EU's medlemsstater sikre, at de bogførte drivhusgasemissioner fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse eller skovbrug opvejes af mindst et tilsvarende bogført optag af CO2 fra atmosfæren i perioden 2021-2030. LULUCF-forordningen gennemfører aftalen mellem EU's ledere i oktober 2014 om, at alle sektorer bør bidrage til EU's emissionsreduktionsmål for 2030, herunder arealanvendelsessektoren.

De europæiske økonomier og menneskers velfærd afhænger af naturressourcer, herunder råstoffer og rum (jordressourcer), samt miljøforhold, der er gunstige for tilvejebringelse af ren luft, vand og sunde fødevarer. Det 8. miljøhandlingsprogram ersom et af de prioriterede mål "løbende fremskridt med hensyn til at forbedre og integrere tilpasningsevnen, herunder på grundlag af økosystemtilgange, styrke modstandsdygtigheden og tilpasningen og mindske miljøets, samfundets og alle økonomiske sektorers sårbarhed over for klimaændringer, samtidig med at forebyggelsen af og beredskabet over for vejr- og klimarelaterede katastrofer forbedres". En af forudsætningerne for at nå de prioriterede mål er at tackle jordforringelse og sikre beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af jordbunden.

Forbedring af videnbasen

Copernicus-Landovervågningstjenesten leverer telemålingsdata om arealdække og ændringer i arealdække. Landservice er opdelt i fire hovedkomponenter, hvoraf to er de vigtigste i forbindelse med arealanvendelse:

• Den paneuropæiske tjeneste giver oplysninger om arealdække og arealanvendelse og ændringer heraf samt biogeofysiske parametre på europæisk plan i høj opløsning. Den paneuropæiske komponent koordineres af Det Europæiske Miljøagentur (EEA) og producerer CORINE-datasæt om arealdække, højopløsningslag, biofysiske parametre og European Ground Motion Service. CORINE-arealdækningen er fastsat for 1990, 2000, 2006, 2012 og 2018. Dette vektorbaserede datasæt omfatter 44 klasser for arealdække og arealanvendelse. Tidsserien indeholder også et lag af ændringer i arealanvendelse, der fremhæver ændringer i arealdække og arealanvendelse.
• Den lokale tjeneste fokuserer på forskellige hotspots, dvs. områder, der er udsat for specifikke miljømæssige udfordringer og problemer. Den lokale komponent koordineres af Det Europæiske Miljøagentur og har til formål at give specifikke og mere detaljerede oplysninger, der supplerer de oplysninger, der indhentes gennem den paneuropæiske komponent. Den lokale komponent fokuserer på forskellige hotspots, dvs. områder, der er udsat for specifikke miljømæssige udfordringer og problemer.

Yderligere Copernicusdatasæt, såsom tæthed og andre tematiske lag med høj opløsning, og Urban Atlas er blevet udviklet for at supplere Corine Land Cover-tidsseriedata og anvendes til yderligere vurderinger såsom genanvendelse af jord og landskabsfragmentering.

Den vigtigste EEA-datakilde er Copernicus-landovervågningstjenesten, som omfatter Corine Land Cover-datasættet, der blev produceret for 1990, 2000, 2006, 2012 og 2018 og er baseret på samarbejde med EØS-medlems- og samarbejdslande og Copernicusprogrammet. Det er f.eks. grundlaget for delstatsudtagningsindikatoren. EEA modtager teknisk støtte fra European Topic Centre on Urban, Land and Soil Systems (ETC/ULS).