5.1 Udarbejdelse af en handlingsplan for tilpasning

En tilpasningshandlingsplan er det centrale, vigtigste og mest veletablerede og dokumenterede politiske instrument til gennemførelse af tilpasning. Den beskriver, hvad der skal gøres for at omsætte prioriterede tilpasningsmuligheder til foranstaltninger, med angivelse af hvem og hvornår og håndtering af ressourcebehov og ressourceallokering. Hovedformålet med en tilpasningshandlingsplan er at styre gennemførelsesprocessen ved at udarbejde en detaljeret køreplan for gennemførelsen af tilpasningsmulighederne.

Handlingsplandokumentet repræsenterer de politiske resultater af de foregående faser af udformningen af tilpasningspolitikken. Den bør derfor være solidt baseret på resultaterne af trin 1-4 i tilpasningscyklussen. Med udgangspunkt i tilpasningsstrategien og en konkretisering af dens overordnede mål og strategiske retningslinjer præsenterer den ledsagende handlingsplan porteføljen af udvalgte tilpasningsforanstaltninger, beskriver dem operationelt og struktureret og skitserer en strategisk proces og koordineringsmekanismer for gennemførelsen. I forhold til den strategiske ramme tager en handlingsplan normalt sigte på en kortere tidshorisont og revideres derfor hyppigere. På grundlag af den nationale handlingsplan bør de subnationale forvaltningsniveauer i et land udarbejde deres egne tilpasningspolitiske dokumenter og prioritere og konkretisere tilpasningsforanstaltninger i overensstemmelse med deres specifikke kontekster. Bytilpasningsstøtteværktøjet giver vejledning til europæiske byer og andre lokale myndigheder.

I overensstemmelse med den tværgående karakter af tilpasning til klimaændringer vil tilpasningshandlingsplaner blive integreret, og der vil blive fremlagt tværsektorielle politikdokumenter med tilpasningsforanstaltninger inden for og på tværs af en bred vifte af klimafølsomme sektorer. For at vejlede og lette integrationen af tilpasning i relevante sektorpolitiske områder kan der udarbejdes sektorspecifikke tilpasningsplaner som supplement til omfattende tilpasningsplaner.

Det anbefales kraftigt at inddrage interessenter fra relevante sektorer og niveauer, søge og indgå aftaler med henblik på gennemførelse og drøfte tilpasningshandlingsplanen i en offentlig høring. Disse er afgørende elementer i styringen af tilpasningen og baner vejen for en effektiv gennemførelse.

For at en tilpasningshandlingsplan kan være effektiv, er det vigtigt at opnå politisk godkendelse. Tilpasningsstrategier og handlingsplaner kan være effektive, hvis de er juridisk ikkebindende, "bløde" politikker, men hvis de forankres i lovgivningen, vil det skabe et lovbestemt ansvar og dermed gavne gennemførelsen heraf.

Udformning af handlingsplanen for tilpasning

Tilpasningshandlingsplanen præsenterer og beskriver de valgte tilpasningsmuligheder, eventuelt organiseret i sektorspecifikke aktivitetsområder og tværgående eller generelle foranstaltninger, og skitserer veje til deres gennemførelse. Selv om detaljeringsgraden og strukturen kan variere, bør den bl.a. indeholde følgende oplysninger, der så vidt muligt skal specificeres for hver enkelt foranstaltning:

Målsætninger for aktionerne
Foranstaltningernes rationale og relevans
Gennemførelsestrin og -forløb
Instrumenter, der giver adgang til mainstreaming og gennemførelse
Gennemførelsesaktørernes roller og ansvarsområder, idet der udtrykkeligt tages hensyn til behovet for koordinering og samarbejde mellem aktører på alle niveauer
Tidsplan for gennemførelsen
Skøn over de nødvendige ressourcer i form af menneskelige, finansielle og videnrelaterede ressourcer
Tilgængelige finansierings- og finansieringsmuligheder
Potentielle konflikter og synergier
Indikatorer og mekanismer til overvågning og evaluering af gennemførelsens succes
Bestemmelser om revision af foranstaltninger
Informationsbehov, åbne forskningsspørgsmål og metoder til at lukke videnskløfter
Potentielle hindringer for handling og fremme af faktorer, der kan overvinde disse

Allerede ved udformningen af handlingsplanen anbefales det på det kraftigste at tage hensyn til behovet for overvågning og evaluering af fremskridtene med gennemførelsen og tilpasningsresultaterne. En klar og verificerbar definition af målene for hver foranstaltning og forslag til mulige indikatorer understøtter den efterfølgende måling af gennemførelsens succes. Hver tilpasningsforanstaltning kan have potentiale for synergier og konflikter – med andre foranstaltninger, sektorspecifikke interesser eller andre offentlige politiske mål, herunder modvirkning af klimaændringer og reduktion af katastroferisici. Hvis konflikter og kompromiser skjules, truer dette sammenhængen mellem forskellige politikker og kan resultere i utilsigtede ikkebæredygtige eller uhensigtsmæssige resultater. For at fremme synergieffekter og undgå antagonistiske virkninger af tilpasningsforanstaltninger er det derfor nyttigt at identificere og gøre opmærksom på potentielle konflikter og synergier i politikdokumentet og dermed støtte mainstreaming. Afhængigt af handlingsplanens anvendelsesområde og ambition kan målgrupperne variere og være lige så brede som offentlige myndigheder på forskellige niveauer, infrastruktur/tjenesteudbydere, interessegrupper/ngo'er, forsknings- og uddannelsesorganisationer til private virksomheder (herunder forsikrings- og industrivirksomheder), ressourceforvaltere og jordejere, private husholdninger og civilsamfundet som helhed. Hvor det er relevant, kan det være nyttigt at opdele dem i gennemførelsesaktører, der har hovedansvaret for en foranstaltning, samarbejdspartnere og yderligere involverede interessenter.

Planlægning af tilpasningsforløb

En tilpasningshandlingsplan kan tilrettelægges i tilpasningsforløb, hvor gennemførelsesordningen for hver tilpasningsmulighed består af en række foranstaltninger hen imod et foruddefineret tilpasningsmål. I den forbindelse udgør hvert gennemførelsestrin en byggesten, der er knyttet til tidshorisonter og tager hensyn til usikkerheden i gennemførelsesprocessen. Tilpasningsforløb giver en begrebsmæssig ramme for fleksibel politisk planlægning, der gør det muligt for en iterativ og dynamisk gennemførelsesproces at håndtere usikkerheder, styre ændringer inden for komplekse socioøkologiske systemer og begrænse uønskede og utilpassende konsekvenser. Tilpasningsveje består af en sekvens af mulige handlinger, der ligner et beslutningstræ. I løbet af tiden kan eventuelle "tippepunkter" (f.eks. klimahændelser, ændringer i de eksterne rammebetingelser) udløse en revisionsmekanisme for at kontrollere, om handlingslinjen stadig opfylder det angivne mål eller ej. Dette kan medføre, at der er behov for at skifte til en anden gennemførelsesvej. Når denne tilgang er forbundet med forsvarlig overvågning og evaluering af gennemførelsen, kan den bidrage til at støtte læring over tid og øge modstandsdygtigheden eller tilpasningsevnen.

Kilde: Zandvoort et al. (2017): Tilpasningsforløb i planlægningen af usikre klimaændringer: Ansøgninger i Portugal, Tjekkiet og Nederlandene. Miljøvidenskab og -politik 78 (2017) 18–26.

At lære af gode eksempler fra tværnationale, nationale og subnationale niveauer

Tilgængelige tilpasningsstrategier og handlingsplaner i andre europæiske lande samt sådanne, der findes i nogle tværnationale (makro-)regioner, kan tjene som nyttige eksempler for lande eller regeringer på subnationalt territorialt plan i forbindelse med udarbejdelsen af deres egne tilpasningsplanlægningsdokumenter. Det er bedst at vurdere og sammenligne dokumenter fra flere lande, lære af bedste praksis og anvende dem på en tilpasset måde. Tværnationale samarbejdsstrukturer og -netværk såsom europæiske tværnationale samarbejdsregioner, makroregionale strategier og internationale konventioner kan i høj grad støtte udveksling af viden og gensidig læring af erfaringer mellem lande og regioner. Tværnationalt netværkssamarbejde kan også bidrage til en bedre tilpasning af tilpasningspolitikken på EU-plan, tværnationalt plan og nationalt plan og til at overveje grænseoverskridende tilpasningsspørgsmål i tilpasningspolitiske dokumenter.