5.4 Koordinering på flere niveauer og understøttende forvaltningsramme

5.4 Koordinering på flere niveauer og understøttende forvaltningsramme

Klimaændringerne påvirker alle niveauer af den statslige, administrative og territoriale organisation, lige fra EU-niveau og nationalt niveau til subnationalt, regionalt og lokalt/byniveau. Alle niveauer skal således planlægge og træffe foregribende foranstaltninger vedrørende klimatilpasning inden for deres respektive kompetenceområder. Tilpasning er således en typisk forvaltningsopgave på flere niveauer. Gennemførelse af tilpasning på tværs af forvaltningsniveauer på en sammenhængende og effektiv måde kræver passende mekanismer og ordninger for koordinering og samarbejde på flere niveauer. Det nationale niveau spiller en central rolle med hensyn til at tilpasse sine tilpasningspolitikker til EU-plan og tværnationalt plan og med hensyn til at støtte tilpasningsprocesser på lavere niveauer, der omfatter alle trin i tilpasningscyklussen. Vertikal styring for at fremme tilpasning på lavere niveauer indebærer tilvejebringelse af en klar strategisk og retlig ramme, finansierings- og finansieringsmekanismer og en befordrende, understøttende og styrkende ramme, herunder tilvejebringelse af oplysninger og andre ikkemonetære former for støtte.

Støtte til tilpasningsaktiviteter på lavere og højere niveauer bliver stadig vigtigere, efterhånden som den nationale tilpasningspolitik går ind i gennemførelsesfasen. Dette skyldes, at virkningerne af klimaændringerne rammer mest direkte på mere lokalt plan, og det er primært på regionalt og lokalt plan, at en stor del af de konkrete tilpasningsforanstaltninger skal træffes. Samtidig er myndigheder på lavere niveau ofte stærkt begrænset af begrænsede ressourcer og kapaciteter (budget, personale, ekspertise, kontakter til relevante aktørnetværk osv.) og har derfor brug for "hjælp ovenfra". Climate-ADAPT tilbyder bytilpasningsstøtteværktøjet til at vejlede byer og andre lokale myndigheder gennem tilpasningsprocessen og hjælpe dem med at opfylde kravene i borgmesterpagten for klima og energi. Det regionale tilpasningsstøtteværktøj (RAST) er blevet udviklet for at hjælpe lokale og regionale myndigheder på en meget praktisk måde med at udforme og revidere strategier og planer for tilpasning til klimaændringer.

Højere (nationale eller subnationale) niveauer kan støtte udformningen af tilpasningspolitikker på lavere niveauer gennem forskellige mekanismer og bestræbelser, herunder retlige krav, politiske input, finansiering, generering og overførsel af viden, kapacitetsopbygning og andre ikkemonetære støtteforanstaltninger. I den forbindelse er det muligt at udnytte faciliterende faktorer:

Støttende forvaltningsramme og ikke-monetære støtteforanstaltninger:

• Top-down lovkrav: Retlige forpligtelser for myndigheder på lavere niveauer til at udarbejde tilpasningsplaner kan være en vigtig drivkraft, men er indtil videre kun til stede i et mindretal af de europæiske lande. Nogle nationale tilpasningsstrategier kræver, at kommunerne udvikler deres strategier på lokalt plan, og retlige forpligtelser kan også stamme fra sektorpolitikker, herunder på EU-plan. Det kan også være en mulighed at medtage tilpasning udtrykkeligt i kommunernes lovbestemte opgaver. Under alle omstændigheder skal top-down-krav gå hånd i hånd med støtte til at udføre denne opgave, herunder tilvejebringelse af finansiering.
• Politiske input fra højere niveauer: Selv om de fleste nationale tilpasningsstrategier og handlingsplaner er bløde politikker uden juridisk bindende virkninger, udgør de en videnbase, referenceramme og model for lavere niveauer. De udfylder vigtige funktioner med hensyn til bevidstgørelse, fastsættelse af dagsordener, kommunikation, motivation og kapacitetsopbygning, og de legitimerer politiske beslutningstagere, der ønsker at udarbejde tilpasningsplaner på deres eget niveau. På samme måde har EU's tilpasningsstrategi understreget behovet for tilpasningsforanstaltninger på medlemsstatsniveau.
• Generering og tilvejebringelse af viden: En vigtig rolle for tilpasningsorganer på højere niveau ligger i at skabe en videnbase for tilpasning og stille brugbare videnressourcer og informationsprodukter til rådighed for tilpasningsaktører på lavere niveauer på en handlingsrettet måde. Eksempler herpå er klimascenarier, klimapåvirkning, sårbarheds- og risikovurderinger og beslutningsstøtteværktøjer (manualer, vejledning, arbejdshjælpemidler osv.). Disse ressourcer bør udarbejdes på skræddersyede og målgruppeorienterede måder, være lette at forstå og iøjnefaldende, f.eks. ved hjælp af visualiseringsformater. Inddragelse af lokale eller regionale målgruppemedlemmer i den fælles udformning af sådanne informationsprodukter gavner deres anvendelighed.
• Vidensformidling: Webbaserede tilpasningsportaler såsom Climate-ADAPT, tværnationale platforme og nationale tilpasningsportaler giver bred adgang til tilpasningsviden på centrale, bundtede, kvalitetssikrede og brugervenlige måder. Navnlig for aktører på regionalt og lokalt plan kan der oprettes lignende centrale informationsknudepunkter på subnationalt eller regionalt forvaltningsniveau, der kan levere skræddersyet information til disse specifikke målgrupper og tilbyde yderligere personlig rådgivning.
• Rådgivningstjenester: Personlig, ansigt til ansigt vidensformidling i interaktive indstillinger er mere effektiv end top-down, ensrettet informationsformidling alene. Nogle lande tilbyder tilpasningsrådgivning til kommuner, dvs. kvalificeret personale, der rådgiver om lokale tilpasningsaktiviteter under besøg på stedet.
• Uddannelsesprogrammer for regionale og lokale aktører: Tilrettelæggelse af uddannelseskurser og peer-to-peer-læringsformater om tilpasning rettet mod lokale (f.eks. kommunale klimamedarbejdere) og regionale aktører (f.eks. regionale ledere) og — efter princippet om uddannelse af undervisere — personale i overførselsagenturer (f.eks. klimaalliancen og regionale energiagenturer) er afgørende for at opbygge kapacitet.
• Samarbejde med transferbureauer: Hvis det er muligt, bør eksisterende overførselsagenturer, formidlingsorganisationer og formidlere inddrages i formidlingen af tilpasning i regioner og kommuner, fremme fastsættelsen af dagsordener, yde processtøtte og levere information og rådgivning. Sådanne organisationer og netværk, som f.eks. klimaalliancen eller regionale udviklingsagenturer, er vant til at samarbejde med lokale aktører i øjenhøjde og integrerer i stigende grad tilpasning i deres rådgivningsaktiviteter.
• Tilrettelæggelse af dialogformater: Højere administrative niveauer spiller en rolle i tilrettelæggelsen af regionale arrangementer, konferencer, udvekslingsworkshopper, netværksmøder og peer-to-peer-læringsformater om tilpasning. Der er tale om forholdsvis billige kapacitetsopbygnings- og kommunikationsforanstaltninger, som endnu kan have et stort løftestangspotentiale. Ligeledes bør der tilrettelægges dialogformater på flere niveauer for at fremme udveksling og læring mellem tilpasningsaktører på forskellige niveauer og tilpasningsfærdigheder.
• Tilpasning til eksisterende strukturer og processer: Eksisterende og velfungerende strukturer og processer, der f.eks. er rettet mod afbødning, bæredygtig udvikling, katastroferisikoreduktion eller økosystemtjenester på lokalt/regionalt plan, giver passende adgang til tilpasning.

Offentlig finansiering og finansiering på højere niveauer:

• Finansiering på EU-plan til tilpasning: Finansiering og finansiering af tilpasning i Europa er tilgængelig gennem en bred vifte af EU-finansieringsinstrumenter, hvoraf mange også tilbyder finansiel støtte til regioner og aktiviteter på lokalt plan. Der findes omfattende oversigter over finansieringsmekanismer på Climate-ADAPT i afsnittet om EU-finansiering, afsnittet om EU's regionalpolitik, finansieringsvejledningen for tilpasning til byerne og på støtteværktøjet for tilpasning til byerne og det regionale støtteværktøj for tilpasning (RAST). De nationale regeringer bør spille en rolle med hensyn til at lette subnationale aktørers adgang til disse finansieringskilder og yde national medfinansiering.
• Særlig finansiering til gennemførelse: Det er klart et aktiv, hvis de nationale tilpasningsplaner omfatter eksplicitte budgetbevillinger, eller hvis der på anden måde er konsekvente finansieringsressourcer til rådighed til gennemførelse af tilpasningsforanstaltninger på tværs af niveauer. I de fleste lande har de nationale tilpasningskoordinatorer imidlertid ikke nogen væsentlig finansiering at fordele, men gennemførelsen skal snarere finansieres gennem "standardbudgetmekanismer", herunder regelmæssige budgetter for sektorspecifikke statslige politikker.
• Oprettelse af offentlige finansieringsprogrammer for tilpasning: National offentlig finansiering af tilpasning er en åbenlys succesfaktor og en stærk udløsende faktor for udbredelsen af tilpasningspolitikker på lavere niveauer. Frem for alt bidrager finansiel støtte til at overvinde kapacitetsbegrænsninger på regionalt og lokalt forvaltningsniveau. Der bør derfor oprettes finansieringsinstrumenter til støtte for tilpasning på tværs af niveauer, enten ved at skabe nye incitamenter eller ved at integrere tilpasning i andre eksisterende programmer, f.eks. til afbødning, bæredygtig udvikling eller reduktion af katastroferisici. For at være effektiv med hensyn til at nå ud til de lokale myndigheder bør finansieringsorganerne tage hensyn til visse supplerende forudsætninger: en klar og sammenhængende struktur i finansieringslandskabet undgåelse af parallelle eller konkurrerende finansieringsinstrumenter tilpasning af finansieringsmekanismer på forskellige niveauer (EU, nationalstat, subnationale myndigheder) langsigtet kontinuitet og tematisk stabilitet i finansieringstilbud, der gør det muligt at støtte langsigtede tilpasningsprocesser og transformative ændringer.
• Lavtærskel for adgang til finansiering: Især mindre kommuner mangler ekspertise og administrativ kapacitet til at få adgang til mange finansieringsmuligheder. Nationale eller subnationale myndigheders finansieringsprogrammer bør således sænke deres adgangstærskel, lette de administrative byrder og tilbyde vejledning og rådgivning til interesserede støttemodtagere.
• Målretning af finansieringen mod de mest effektive emner: I princippet er der et bredt spektrum af finansieringsemner til rådighed til støtte for tilpasning på lavere niveau, herunder bl.a.: ekstern ekspertise, sårbarheds- og risikoanalyse, udarbejdelse af tilpasningskoncepter, tilpasningsprocesser eller planlægning af gennemførelsen. Der er imidlertid dokumentation for, at det er mest effektivt at yde finansiel støtte til koordineringskapacitet (personaleomkostninger til lokale tilpasningsmedarbejdere/regionale tilpasningsforvaltere), tilrettelæggelse af tværkommunale eller tværregionale netværk og kapacitetsopbygning (uddannelse) for lokale/regionale aktører. Det er værd at overveje at finansiere investeringsomkostningerne til gennemførelse af konkrete tilpasningsforanstaltninger på stedet, f.eks. i form af pilotprojekter om tilpasning. Dette skyldes, at gennemførelsen af foranstaltninger med konkrete, synlige virkninger kan være et motiverende udgangspunkt for en holdbar og omfattende tilpasningsproces.
• Kombination af finansiering med "blød tvang": Det anbefales at knytte tildelingen af offentlig finansiering sammen med bindende krav, som sikrer overholdelse af kvalitetskriterierne for "god tilpasning", fremmer foregribende tilpasningstilgange og bidrager til koordinering af tilpasningspolitikker på flere niveauer. Eksempler på sådanne krav omfatter obligatorisk klimapåvirkning, sårbarhed eller risikoanalyse, skriftlig tilpasningsplan inddeling af specifikke koordineringsfunktioner (tilpasningsmedarbejder/leder osv.) overvejelser om tilpasningsplaner på højere niveau og obligatoriske kontakter med deres koordinatorer offentlig deltagelse, herunder sårbare grupper.
• Modelregions- eller pilottilpasningsprogrammer: Programmer, der finansierer strukturerede tilpasningsaktiviteter i udvalgte regioner eller kommuner, har vist sig at være særligt vellykkede i nogle lande. De fremmer frontløbere inden for tilpasning, genererer eksempler på god praksis og fyrtårnsprojekter til inspiration for andre kommuner og regioner. Faciliterende træk ved disse typer programmer er, at de kombinerer top-down-bestemmelser med bottom-up-prioritetsindstilling, fremmer peer-to-peer-læring og regionale netværk og giver plads til at eksperimentere med innovative løsninger uden frygt for fiasko. Det bør bemærkes, at sådanne pilotprojekter ikke kun bør omfatte velhavende store samfund, men også mindre samfund med færre ressourcer.

Yderligere ressourcer

• Coutry-profiler
• Kortlægning af forvaltningen af tilpasningen til klimaændringerne i Alpeområdet