Vandfølsom skovforvaltning

Gennemførelsen af denne tilpasningsmulighed kræver inddragelse af forskellige aktører (flodforvaltere, landbrugere, skovbrugstjenester, politiske beslutningstagere, private ejere osv.), som bør inddrages for at gøre det muligtat vedtage tilpasningsmuligheden. Interessenterne spiller også en afgørende rolle for forvaltningen af de gennemførte foranstaltninger. Ioplysningskampagner og andre specifikke aktiviteter om vådområders og skoves rolle som vandleverandører bør fremmes for at øge bevidstheden blandt de forskellige interessenter i hele afvandingsområdet (nationale myndigheder, den offentlige og den private sektor). 

En central udfordring for areal-, skov- og vandforvaltere er at maksimere den brede vifte af skovfordele uden at skade vandressourcerne og økosystemets funktion. For at imødegå denne udfordring er der et presserende behov for en bedre forståelse af samspillet mellem skove/træer og vand (navnlig i afvandingsområder), for bevidstgørelse og kapacitetsopbygning inden for skovhydrologi og for at integrere denne viden og forskningsresultater i politikker og foranstaltninger. Fordelen for opstrøms- og nedstrømspopulationer bør også offentliggøres, således at skovforvaltningsmulighederne anerkendes som væsentlige og accepterede. Der er også behov for at udvikle institutionelle mekanismer til at øge synergierne i forbindelse med skove og vandspørgsmål og for at gennemføre og håndhæve nationale og regionale handlingsprogrammer. 

Omkostningerne er en potentiel begrænsning af tilpasningen af forvaltningsreglerne inden for skovbrug for at forbedre træernes vandbalance. Markedsbaserede ordninger er en måde, hvorpå opstrømslandbrugere kan få dækket omkostningerne ved at opretholde skovdække, og en måde at finansiere anden arealforvaltningspraksis på for at beskytte afvandingsområder. Især på privat jord er der behov for incitamenter for at sikre skovbevarelse. Selv omlangt de fleste erfaringer har ligget uden for Europa, kanmarkedsbaserede tilgange, hvor betalinger er betinget af, at de ønskede resultater opnås (f.eks. betaling for miljøtjenester, offentlige arbejdsformidlinger), føre til en mere effektiv ressourceallokering og mere omkostningseffektive løsninger. De anerkendes som incitamenter til at regulere og opretholde skovtjenester. Den nye EU-skovstrategitilskynder specifikt medlemsstaterne til, alt efter hvad der er relevant for deres nationale forhold, at oprette en betalingsordning for økosystemtjenester for skovejere og -forvaltere. Deoffentlige arbejdsformidlingers initiativer antager forskellige former afhængigt af tjenestens karakteristika, omfanget af de økosystemprocesser, der producerer dem, og den socioøkonomiske og institutionelle kontekst. De spænder fra uformelle, lokalsamfundsbaserede initiativer over mere formelle, frivillige kontraktlige ordninger mellem individuelle parter til komplekse ordninger mellem flere parter, der fremmes af formidlende organisationer.

Ejendomsrettigheder spiller også en vigtig rolle i økonomiske incitamenter, fordi de definerer, hvem der har adgang til ydelser, og hvem der har ansvaret for omkostningerne ved at levere disse ydelser. Hvis fordelingen af omkostninger og fordele ikke opfattes som rimelig, og hvis vigtige interessenter udelukkes eller stilles ringere, vil de ikke have noget incitament til at samarbejde. Uden klar ejendomsret til jord har brugere af arealer i de øvre vandskel f.eks. ikke beføjelse til at indgå kontraktlige aftaler og kan derfor ikke drage fordel af betalinger. 

Det er imidlertid ret udfordrende at påvise og kvantificere de faktiske fordele ved skovforvaltningsmulighederne for dem, der bliver bedt om at betale for dem. Dette kræver en forståelse af komplekse økosystemprocesser over tid på bestemte steder, identifikation af effektive ledelseshandlinger for at opretholde disse og rimelig sikkerhed for, at købere vil have adgang til fordele i fremtiden. At finde de mest effektive tilgange kræver også evnen til at lære og tilpasse sig nye oplysninger.

Skovene har flere funktioner og leverer flere økosystemtjenester, herunder dem, der vedrører vandforvaltning, som f.eks.: 

• bevarelse og tilvejebringelse af ferskvand til forskellige menneskelige formål 
• flowregulering og filtrering, som bidrager til at opretholde basis- eller tørsæsonstrømmen, gør det muligt at genoplade vand, der er oplagret i jord, grundvand, vådområder og flodsletter, og kontrollere grundvandsspejlets niveau.

• Kontrol af vandafstrømning, forebyggelse af ekstremeafstrømningerog dermed reduktion af skader som følge af oversvømmelser 
• fældefangst af forurenende stoffer og sedimenter, der påvirker vandkvaliteten 
• bevarelse af habitatdiversiteten og økosystemernes modstandsdygtighed 
• bevarelse af kulturelle værdier, herunder æstetiske kvaliteter, der støtter turisme, rekreation og traditionelle måder at leve på. 

Desuden kan forvaltningsforanstaltninger, der beskytter skovenes vandrelaterede funktioner, spare de omkostninger, der er forbundet med vandbehandling til forskellige anvendelser. Det erkendes faktisk, at vand fra skovområder kræver mindre rensning end vand fra andre vandforurenendesektorer (Miettinen,2020). For hver 10 % stigning i afvandingsområdets skovdække falder omkostningerne til vandbehandling med ca. 20 %, op til ca. 60 % skovdække (Centrefor Watershed Protection — Forest and Drinking Water). Behandlingsomkostningerne udjævnes, når skovdækket er mellem 70 og 100 %. Omkostningsbesparende evalueringer kan variere fra sted til sted og kræver specifikke undersøgelser til støtte for udformningen af omkostningseffektive politikker. 

Den nye EU-skovstrategi, der blev offentliggjort i slutningen af 2021, hartil formål at forbedre kvantiteten og kvaliteten af EU's skove og styrke deres beskyttelse, genopretning og modstandsdygtighed. Dette vil øge skovenes potentiale med hensyn til at levere flere økologiske og socioøkonomiske tjenester, herunder dem, der vedrører sammenhængen mellem skov og vand. Desuden omfatter den nyligt vedtagne EU-biodiversitetsstrategi for 2030blandt sine mål genopretning af forringede europæiske økosystemer ved at plante mindst 3 mia. yderligere træer senest i 2030, hvilket vil øge skovdækket i hele Europa. 

Den vigtigste EU-finansieringskilde for skovbrugsforanstaltninger er den fælles landbrugspolitik og navnlig dens programfor udvikling af landdistrikter under "anden søjle". Inden for rammerne af den reformerede fælles landbrugspolitik efter 2020 kan medlemsstaterne gennem deres nationale strategiske planer tilskynde skovforvaltere til at bevare, dyrke og forvalte skove på en bæredygtig måde. I henhold til vandrammedirektivet skal medlemsstaterne udarbejde vandområdeplaner, herunder indsatsprogrammer, for hvert vandområdedistrikt. Foranstaltninger inden for indsatsprogrammerne er direkte forbundet med foranstaltninger under akse 2 i programmet for udvikling af landdistrikterne og andre EU-politikker vedrørende skovspørgsmål, såsom EU's handlingsplan for skovbrug, Natura 2000 og handlingsplanen for biomasse. 

Gennemførelsestiden for denne løsningsmodel varierer meget,fordi den afhænger af, hvilke foranstaltninger der træffes for at beskytte og genoprette skovene ogderes økosystemtjenester. Gennemførelsestiden for visse foranstaltninger kan være meget kort, men kan også kræve korrekt vedligeholdelse på lang sigt. Fuld genopretning af vandkvaliteten og -mængden efter skovgenopretning kan desuden tage mange år (mere end 25 år).

Uendeligt, hvis forvaltningsordningen opretholdes og tilpasses