Vandfølsom skovforvaltning

På europæisk plan er skovene tæt forbundet med det hydrologiske netværk og forsyner årligt de europæiske borgere med mere end 4 km ³ vand ved at huse 870.000 km floder (de europæiske floders samlede længde er ca. 3,5 mio. km). Desuden ligger næsten 33 % (eller 92 000 km2) af 71 000 søer i skovklædte afvandingsområder (EØS'tekniske rapport 13/2015). Skovene bidrager i høj grad til en korrekt forvaltning af vandkvantitets- og -kvalitetsaspekterne: 

• ved at opfange nedbør, fordampe fugt fra vegetative overflader, udskille jordfugtighed, opfange tågevand og opretholde jordinfiltration har skovene en positiv indvirkning på den mængde vand, der er til rådighed fra grundvand, overfladevandløb og vandområder  
• ved at opretholde eller forbedre jordinfiltrationen og jordens vandlagringskapacitet påvirker skovene timingen af vandtilførslen  
• ved at minimere erosion minimerer skovene forringelsen af vandkvaliteten som følge af sedimentering 
• Ved at tilbageholde overskydende regnvand hjælper skovene med at moderere afstrømningsmønstrene fra ‑, forebygger ekstreme afstrømningsmønstre fra ‑ og mindsker dermed skader som følge af oversvømmelser og hjælper med at afbøde virkningerne af tørke. 

Skove kan også beskytte vandområder og vandløb ved at fange sedimenter og forurenende stoffer i afstrømningsvand fra arealanvendelse på skråninger. Hertil kommer, langs vandløb, skovene giver skygge, hvilket reducerer vandtemperaturen. Endelig er skovene også afgørende for at afbøde og tilpasse sig virkningerne af klimaændringerne samt for at bidrage til målene for bæredygtig udvikling nr. 3 (Sikre et sundt liv og fremme trivsel for alle aldersgrupper), nr. 6 (Sikre tilgængelighed og bæredygtig forvaltning af vand og sanitet for alle) og nr. 15 (Bæredygtig forvaltning af skove, bekæmpelse af ørkendannelse, standsning og tilbageførsel af jordforringelse, standsning af tab af biodiversitet). I det internationale samfund betegnes disse mange vandrelaterede fordele, som skovene giver samfundet, som sammenhængen mellem skov og vand, der for nylig er blevet fremhævet som et menneskeligt spørgsmål, der kræver presserende sociopolitisk opmærksomhed. 

Samtidig gør skovene stor brug af vand. Træer bruger vand i deres højeste hastighed, når de har nået deres endelige højde og i den mest intensive vækstfase. Mængden af vand, der anvendes af skovene, påvirkes af klima, topografi, jordbund, skovalder, artssammensætning og forvaltningspraksis. Enten for lidt vand (som følge af utilstrækkelig nedbør eller en reduktion af tilgængeligheden af grundvand) eller for meget (dvs. vandmætning) kan have en negativ indvirkning på skovenes sundhed. Disse aspekter kan påvirkes af klimaændringer, som forventes at påvirke nedbørsmønstrene forskelligt afhængigt af den specifikke placering. Under klimaændringerne forventes tørke og våde ekstreme hændelser at blive intensiveret i de kommende årtier.

Skovforvaltningsforanstaltninger kan øge vandudbyttet, regulere vandgennemstrømningen og reducere tørkestress for en skov. En af udfordringerne for skovforvaltere er derfor at maksimere fordelene ved skovene og samtidig bevare vandressourcerne. I dette perspektiv omfatter vigtige vandforvaltningsmål i skove: 

• opretholdelse af den ideelle grundvandshøjde (dvs. vand i mættet jord, hvis top er kendt som vandspejlet) for at skabe stabile (vækst)betingelser for træer 
• sikring af, at vandmængden og -kvaliteten opretholdes eller forbedres 
• beskyttelse af naturressourcer og menneskeskabt infrastruktur mod vandskader  

• opretholdelse eller forbedring af betingelserne for hvile og rekreation i skovene. 

Skovbeskyttelsesforanstaltninger er særlig vigtige i områder, der er lukket for vandløb. Undersøgelser rapporterer om en lang række indvirkninger på vandkvaliteten efter skovdrift i forbindelse med fældning, herunder sedimentlevering, tab af næringsstoffer og ændringer i surhedsgrad og temperatur. 

Vandinfiltration og -tilbageholdelse i skovjordbunden fremmes af tætte, dybe rodsystemer og et tykt og porøst organisk toplag. For at understøtte denne reguleringsfunktion bør skovforvaltere sigte mod at bevare permanent vegetationsdække, begrænse jordpakningen, opretholde en høj mængde organisk materiale i jorden og øge "overfladeruheden" (dvs. jordoverfladens ujævnhed, hvilket bidrager til at øge vandinfiltrationen). Opretholdelse af et godt trædække med sund underskov er effektivt til at minimere sedimentbelastninger og jorderosion og dermed forbedre eller opretholde god vandkvalitet i et skovområde. 

Skovrejsning og genplantning af skov medfører fordele for reguleringen af vandgennemstrømningen og opretholdelsen af vandkvaliteten, hvilket reducerer oversvømmelsernes intensitet og tørkens alvor. Særligt relevant i denne forbindelse er praksis som f.eks. høst, udtynding og valg af artssammensætning. Canopy struktur af blandede arter plantager reducerer transpiration, der pålægger mindre pres på vand, hvis sammenlignet med mono-arter plantager. Ved at reducere antallet af træer i bevoksningen kan udtynding også anvendes til at afbøde overdreven brug af skovvand. Den positive virkning af denne foranstaltning kan dog opvejes af øget vandforbrug som følge af øget vækst af de resterende træer. Afhængigt af andelen af høstede arealer og hugstmønstre øges vandudbyttet normalt efter træhugst. Forskellige høstordninger kan derfor have forskellig indvirkning på vandressourcesikkerheden. Endelig reducerer kortere rotationer den periode, hvor baldakinen er helt lukket, og kan derfor også reducere vandskovforbruget. En relativt konstant bestand af unge træer kan dog opveje denne effekt. Desuden er brugen af hurtigtvoksende arter normalt mere vandintensiv end langsomtvoksende arter med højere rotationer. T he sidste punkt er noget at overveje i landskaber med et vandunderskud. Uforvaltede eller overfyldte skove kan reducere vandforsyningen nedstrøms. Det ønskværdige træk ved at hæmme afstrømningen af vand kan blive til undesira ble under omstændigheder, hvor der er særlig knaphed på vand.

Gennemførelsen af denne tilpasningsmulighed kræver inddragelse af forskellige aktører (flodforvaltere, landbrugere, skovtjenester, politiske beslutningstagere, private ejere osv.), som bør inddrages for at gøre det muligt at vedtage tilpasningsmuligheden. Interessenterne spiller også en afgørende rolle for forvaltningen af de gennemførte foranstaltninger. Oplysningskampagner og andre specifikke aktiviteter om vådområders og skoves rolle som vandleverandører bør fremmes for at øge bevidstheden blandt de forskellige interessenter i hele vandskel (nationale myndigheder, den offentlige og den private sektor). 

En central udfordring for areal-, skov- og vandforvaltere er at maksimere den brede vifte af skovfordele uden at skade vandressourcerne og økosystemfunktionen. For at tackle denne udfordring er der et presserende behov for en bedre forståelse af samspillet mellem skove/træer og vand (navnlig i afvandingsområder), for bevidstgørelse og kapacitetsopbygning inden for skovhydrologi og for at indarbejde denne viden og forskningsresultater i politikker og foranstaltninger. Fordelene for populationer opstrøms og nedstrøms bør også offentliggøres, således at skovforvaltningsmulighederne anerkendes som væsentlige og accepterede. Der er også behov for at udvikle institutionelle mekanismer til at øge synergierne i skov- og vandspørgsmål og til at gennemføre og håndhæve nationale og regionale handlingsprogrammer. 

Omkostningerne er en potentiel begrænsning af tilpasningen af forvaltningsreglerne inden for skovbrug for at forbedre træernes vandbalance. Markedsbaserede ordninger er en måde, hvorpå brugere af opstrømsjord kan få dækket omkostningerne ved at opretholde skovdække, og en måde at finansiere anden arealforvaltningspraksis på for at beskytte afvandingstjenester. Især på privat jord er der behov for incitamenter for at sikre skovbevarelse. Selv om langt størstedelen af erfaringerne har været uden for Europa, kan markedsbaserede tilgange, hvor betalinger er betinget af, at de ønskede resultater opnås (f.eks. betaling for miljøtjenester, offentlige arbejdsformidlinger), føre til en mere effektiv ressourceallokering og mere omkostningseffektive løsninger. De anerkendes som incitamenter til at regulere og opretholde skovtjenester. Den nye EU-skovstrategi tilskynder specifikt medlemsstaterne til, alt efter hvad der er relevant for deres nationale forhold, at oprette en betalingsordning for økosystemtjenester for skovejere og -forvaltere. De offentlige arbejdsformidlingers initiativer antager forskellige former afhængigt af tjenestens karakteristika, omfanget af de økosystemprocesser, der producerer dem, og den socioøkonomiske og institutionelle kontekst. De spænder fra uformelle, lokalsamfundsbaserede initiativer over mere formelle, frivillige kontraktlige ordninger mellem individuelle parter til komplekse ordninger mellem flere parter, der fremmes af formidlende organisationer.

Ejendomsrettigheder spiller også en vigtig rolle i økonomiske incitamenter, fordi de definerer, hvem der har adgang til ydelser, og hvem der har ansvaret for omkostningerne ved at levere disse ydelser. Hvis fordelingen af omkostninger og fordele ikke opfattes som retfærdig, og hvis væsentlige interessenter udelukkes eller stilles ringere, vil de kun have ringe incitament til at samarbejde. Uden en klar ejendomsret til jord har brugerne af jord på det øvre vandskel f.eks. ikke beføjelse til at indgå kontraktlige aftaler og kan derfor ikke drage fordel af betalinger. 

Det er imidlertid ret udfordrende at påvise og kvantificere de faktiske fordele ved skovforvaltningsmulighederne for dem, der bliver bedt om at betale for dem. Dette kræver en forståelse af komplekse økosystemprocesser over tid på specifikke steder, identifikation af effektive forvaltningsforanstaltninger for at opretholde disse og rimelig sikkerhed for, at købere vil have adgang til fordele i fremtiden. At finde de mest effektive tilgange kræver også evnen til at lære og tilpasse sig nye oplysninger.

Skove tjener flere funktioner og leverer flere økosystemtjenester, herunder dem, der vedrører vandforvaltning, som: 

• bevarelse og tilvejebringelse af ferskvand til forskellige former for menneskelig brug 
• strømningsregulering og filtrering, som bidrager til at opretholde grund- eller tørsæsonstrømmen, tillader genopfyldning af vand, der er lagret i jord, grundvand, vådområder og flodsletter, og kontrollerer grundvandsspejlets niveau.

• Kontrol af vandafstrømning, forebyggelse af ekstreme løb ‑ offs, hvilket reducerer skader fra oversvømmelser 
• fældefangst af forurenende stoffer og sedimenter, der påvirker vandkvaliteten 
• opretholdelse af habitatdiversitet og økosystemernes modstandsdygtighed  
• bevarelse af kulturelle værdier, herunder æstetiske kvaliteter, der understøtter turisme, rekreation og traditionelle levemåder. 

Desuden kan forvaltningsforanstaltninger, der beskytter skovenes vandrelaterede funktioner, spare de omkostninger, der er forbundet med vandbehandling til forskellige anvendelser. Det anerkendes faktisk, at vand fra skovområder kræver færre behandlinger end vand fra andre vandforurenende sektorer (Miettinen, 2020). For hver 10 % stigning i skovdække med afvandingsområde falder omkostningerne til vandbehandling med ca. 20 %, op til ca. 60 % skovdække (Centre for Watershed Protection – Forest and Drinking Water). Behandlingsomkostningerne udlignes, når skovdækket er mellem 70 og 100 %. Evalueringer af omkostningsbesparelser kan variere fra sted til sted og kræver specifikke undersøgelser til støtte for udformningen af omkostningseffektive politikker. 

Den nye EU-skovstrategi, der blev offentliggjort ved udgangen af 2021, har til formål at forbedre kvantiteten og kvaliteten af EU's skove og styrke deres beskyttelse, genopretning og modstandsdygtighed. Dette vil øge skovenes potentiale med hensyn til at levere flere økologiske og socioøkonomiske tjenester, herunder dem, der vedrører sammenhængen mellem skov og vand. Desuden omfatter den nyligt vedtagne EU-biodiversitetsstrategi for 2030 blandt sine mål genopretning af forringede europæiske økosystemer ved at plante mindst 3 mia. yderligere træer senest i 2030, hvilket vil øge skovdækket i hele Europa. 

Den vigtigste EU-finansieringskilde til skovbrugsforanstaltninger er den fælles landbrugspolitik og navnlig dens program for udvikling af landdistrikter under anden søjle. Inden for rammerne af den reformerede fælles landbrugspolitik efter 2020 kan medlemsstaterne gennem deres nationale strategiske planer tilskynde skovforvaltere til at bevare, dyrke og forvalte skovene på en bæredygtig måde. I henhold til vandrammedirektivet skal medlemsstaterne udarbejde vandområdeplaner, herunder indsatsprogrammer, for hvert vandområdedistrikt. Foranstaltninger inden for indsatsprogrammerne er direkte forbundet med foranstaltninger under akse 2 i programmet for udvikling af landdistrikterne og andre EU-politikker vedrørende skovspørgsmål såsom EU's handlingsplan for skovbrug, Natura 2000 og handlingsplanen for biomasse. 

Gennemførelsestiden for denne løsningsmodel varierer meget, fordi den afhænger af, hvilke foranstaltninger der træffes for at beskytte og genoprette skovene og deres økosystemtjenester. Gennemførelsestiden for nogle foranstaltninger kan være meget kort, men kan også kræve korrekt vedligeholdelse på lang sigt. Desuden kan fuld genopretning af vandkvalitet og -kvantitet efter skovgenopretning kræve mange år (mere end 25 år).

Endeløs, hvis forvaltningsordningen opretholdes og tilpasses