Tilpasning af oversvømmelsesstyringsplaner

Gennemførelsen af EU's oversvømmelsesdirektiv kræver, at der etableres mekanismer for offentlig deltagelse for at sikre borgernes inddragelse i oversvømmelseshåndteringscyklussen. Alle vurderinger, kort og planer, der udarbejdes i henhold til direktiverne om oversvømmelser og vandrammedirektivet, skal gøres tilgængelige for offentligheden og uploades til det fælles digitale register WISE, der forvaltes af Det Europæiske Miljøagentur.

Risikostyringsplaner kræver input fra forskellige niveauer af institutioner (nationale og regionale) og fra en lang række kompetencer. Der blev anvendt en række forskellige høringskanaler med offentligheden og interessenter, og generelt var en bred vifte af interessenter involveret i udarbejdelsen af de første risikostyringsplaner for oversvømmelser (senest i 2015). Blandt de relevante interessenter er inddragelsen af private aktører også meget vigtig, da private ejendomme meget ofte påvirkes direkte eller indirekte af gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i risikostyringsplanerne.

I nogle tilfælde har gennemførelsen af fødevaredirektivet været gavnlig med hensyn til at forbedre og styrke den manglende koordinering og det manglende samarbejde mellem forskellige sektorer (f.eks. oversvømmelsessikring, beredskabsplanlægning, civilbeskyttelse, fysisk planlægning, forsikring, flodgenopretning), beslutningstagere og interessenter, der opererer på forskellige geografiske niveauer. På trods af en så stor indsats er manglende koordinering mellem forskellige emner og specifikt mellem risikostyringsplaner for oversvømmelser og nationale tilpasningsstrategier eller -planer stadig et vigtigt hul i den delte forvaltning af oversvømmelsesrisikoen.

Som følge af kortlægningen af oversvømmelser blev sårbarheden af en lang række europæiske vandløb og kystområder kortlagt og vurderet, hvilket gav meget nyttig viden til forvaltning af oversvømmelsestruede områder. I den første cyklus af risikostyringsplaner for oversvømmelser blev risikoen for pluvial oversvømmelse (på grund af kraftig nedbør, der overstiger jordinfiltrationskapaciteten) imidlertid ikke anset for lige så relevant, og vurderingen heraf var mindre detaljeret sammenlignet med risikovurderingen af floder og kystområder.

Datatilgængelighed og de menneskelige og finansielle ressourcer, der er nødvendige for at gennemføre kortlægnings- og vurderingsprocessen for oversvømmelser, også under hensyntagen til fremskrivninger af klimaændringer, er blandt de største begrænsninger i forbindelse med risikostyringsplaner for oversvømmelser.

Oversvømmelsesdirektivet anvender vandområdeskalaen som forvaltningsenhed og anvender en tilgang på flere niveauer til fastsættelse af mål og standarder, hvilket er en positiv egenskab ved adaptiv forvaltning, navnlig i lyset af klimaændringerne. Manglen på passende instrumenter, der formelt er indlejret i retssystemet, og som støtter samarbejdsmekanismen, kan imidlertid begrænse det grænseoverskridende samarbejde. Desuden kan forskelle i de retlige rammer, politiske synspunkter om styring af oversvømmelsesrisikoen og økonomiske, sociale og fysiske forhold hæmme en korrekt koordinering og samarbejde mellem skalaerne.

Udarbejdelsen af en risikostyringsplan for oversvømmelser følger normalt en seksårig planlægningscyklus, som kræver inddragelse af en bred vifte af eksperter, herunder land- og kystplanlæggere, hydrologer, modeller, miljøforskere, ingeniører osv. Ressource- og tidsindsatsen, der skal afsættes til udarbejdelsen af planen, afhænger af analysens omfang, planens strategiske mål og mål og tilgængeligheden af data og værktøjer til analyse heraf. I betragtning af dens betydning skal der også afsættes specifikke ressourcer til inddragelse og høring af interessenter.

EU's oversvømmelsesdirektiv kræver, at medlemsstaterne vurderer, om områder tæt på vandløb og kystlinjer er udsat for oversvømmelsesrisiko, kortlægger oversvømmelsesomfanget, aktiver og mennesker, der er udsat for oversvømmelsesrisiko i disse områder, og træffer passende og koordinerede foranstaltninger til at reducere denne oversvømmelsesrisiko. Direktivet kræver også, at medlemsstaterne tager hensyn til virkningerne af klimaændringer på omfanget, hyppigheden og placeringen af oversvømmelser og derfor integrerer sådanne virkninger i vurderingen af oversvømmelsesrisikoen, beskyttelsen, forebyggelsen og beredskabet.

Ud over selve risikostyringsplanerne er klimaændringernes og den langsigtede udviklings indvirkning på forekomsten af oversvømmelser en del af de to foregående trin i planlægningsprocessen og rapporteringskravene: Både den foreløbige oversvømmelsesrisikovurdering og oversvømmelsesfare- og risikokortene bør gøre det klart, hvordan klimaændringer indgår (eller ikke indgår) i de kortlagte scenarier.

Oversvømmelsesdirektivet gennemføres i samordning med vandrammedirektivet, navnlig ved at risikostyringsplaner for oversvømmelser og vandområdeplaner koordineres, og ved at procedurerne for offentlig deltagelse i udarbejdelsen af disse planer koordineres. Begge direktiver styrker offentlighedens ret til at få adgang til disse oplysninger og få indflydelse på planlægningsprocessen. Der blev udarbejdet en særskilt vejledning omvandområdeforvaltning i et klima i forandringtil støtte for denne koordinering.

Udarbejdelsen af en risikostyringsplan for oversvømmelser er baseret på tre hovedtrin, der hver varer to år: i) foreløbig vurdering af oversvømmelsesrisikoen (PFRA) ii) kortlægning af faren for oversvømmelse og oversvømmelsesrisikoen, iii) udarbejdelse af risikostyringsplaner for oversvømmelser. Planens gennemførelsestid afhænger i høj grad af de fastsatte målsætninger og mål og de dertil knyttede identificerede foranstaltninger.

Risikostyringsplaner for oversvømmelser skal revideres hvert sjette år i henhold til oversvømmelsesdirektivet. For så vidt angår gennemførelsen afhænger levetiden for specifikke foranstaltninger, der indgår i planerne, af foranstaltningens typologi, der varierer fra måneder til årtier.