Økonomiske incitamenter til adfærdsændringer

Ikke overraskende er offentlig deltagelse et afgørende element i at øge den generelle accept af EPI'er og i at motivere interessenter til at deltage. Dette betyder ikke, at offentlighedens deltagelse altid er nødvendig for at gøre EPI acceptabel. Betydningen af offentlig deltagelse kan f.eks. reduceres i tilfælde, hvor EPI som sådan eller den specifikke løsning, som EPI har til hensigt at fremme, allerede har opnået offentlig (social) accept.

Når det drejer sig om anvendelsen af EPI'er, er der betydelige forskelle i de behov, muligheder og begrænsninger, som de enkelte lande står over for. Selv inden for landene er der betydelige forskelle i evnen til at gennemføre økonomiske instrumenter på tværs af forskellige regioner eller sektorer. Nogle ønskede ændringer er lettere at gennemføre ved hjælp af økonomiske instrumenter, mens andre er lettere at gennemføre ved hjælp af kommando- og kontrolbestemmelser. EPI'er er på ingen måde erstatninger for andre former for statslige tiltag, men instrumenter, der kan supplere og styrke regeringsførelsen som led i en bred vifte af politiske instrumenter. Generelt er det muligt at skelne mellem: i) kombinationer af EPI'er som led i en strategi for "emballageincitamenter" og ii) blanding med andre typer politiske instrumenter, herunder regulering, bevidstgørelse, information osv. Ved screening af potentielle EPI'er bør man være opmærksom på det eksisterende policy mix, men udvælgelsen bør ikke være dikteret af det.

Omkostningerne og fordelene ved EPI'er undersøges næsten ikke, og der findes kun få oplysninger om, hvordan de kan sammenlignes med klassiske kommando- og kontrolmetoder.

Omkostningerne ved et EPI kan skelnes mellem de direkte omkostninger (f.eks. omkostninger til betaling af afgiften) og transaktionsomkostninger (f.eks. tids- og pengeomkostninger ved at komme ind på markedet, finde en køber eller sælger, forhandle om et køb, gennemføre handelen og vende tilbage fra markedet). Transaktionsomkostningerne kan også vedrøre yderligere overvågning, der er nødvendig. Transaktionsomkostningerne ved overvågning af grundvand eller overfladevand kan f.eks. hindre indførelsen af en afgift (f.eks. afgift på bortskaffelse af forurenet drænvand på volumenbasis), men det kan også være værd at betale for at sikre, at afgiften er effektiv. På samme måde kan en ny vandfordelingsmekanisme øge den økonomiske effektivitet, men pålægge høje forhandlings- og håndhævelsesomkostninger, hvilket gør enklere tildelingsmekanismer potentielt at foretrække.

Fordelene ved EPI'er omfatter forbedret miljøkvalitet og økonomisk effektivitet samt en bedre social fordeling af byrden for at nå det ønskede mål. Samtidig øger EPI'er indtægterne (i tilfælde af afgifter) for f.eks. at finansiere forureningsovervågning og -kontrol eller tildelingsaktiviteter og kan derfor være relevante for finansieringen af tilpasningsforanstaltninger.

EPI'er anerkendes på politisk plan i flere vigtige EU-retsakter og politiske dokumenter:

• EU's vandrammedirektiv indfører en række principper og foranstaltninger, der rationaliserer vandforbruget på tværs af medlemsstaterne. I artikel 9 opfordres der til fuld omkostningsdækning af forsyningspligtydelser gennem prisfastsættelse.
• I EU's 2012-plan for beskyttelse af Europas vandområder understreges betydningen af incitamenter til prissætning af vand og andre EPI'er såsom vandhandel og betaling for økosystemtjenester i politiksammensætningen for at forbedre Europas vandforvaltning.
• EU's indsats mod vandknaphed og tørke (fra 2007) fremhæver betydningen af incitamentspriser for tilpasning af vandefterspørgslen og sikring af bæredygtig vandforvaltning
• EU's oversvømmelsesdirektiv (2007) tilskynder til udbredelse af grøn infrastruktur og naturlig oversvømmelsesstyring ved at belønne arealforvaltere og vandbrugere økonomisk.
• Den fælles landbrugspolitik omfatter økonomisk belønning (i form af tilskud) til beskyttelse af vandmiljøet.
• Nitratdirektivet (1991) fremmer vedtagelsen af samarbejdsaftaler gennem kodekser for god landbrugspraksis.
• Strategien for tilpasning til klimaændringer (2013) tilskynder til øget brug af forsikring for at opbygge modstandsdygtighed over for virkningerne af klimaændringer, navnlig vandknaphed, tørke og oversvømmelsesrisici.
• EU's biodiversitetspolitik (herunder habitatdirektivet og fugledirektivet og LIFE-finansieringsmekanismen) tilskynder til anvendelse af finansielle og ikkefinansielle belønninger til beskyttelse af akvatiske økosystemer.

Udformningen og gennemførelsen af EPI'er kan tage fra 1 til 5 år.

EPI'er er normalt langvarige foranstaltninger. Levetiden bestemmes imidlertid ofte af den politiske ramme, den specifikke lovgivning og den sociale accept.