Handlingsplaner for varmesundhed

Europa har oplevet flere ekstreme hedebølger om sommeren og løbende nye rekorder med hensyn til ekstreme temperaturer siden 2003, hvilket har ført til varmerelateret sygelighed og dødelighed, nedsat arbejdsproduktivitet og økonomiske virkninger. Hedebølger af lignende eller større omfang forventes at stige med hensyn til hyppighed (IPCC, 2022; Brogno et al, 2025; EEA, nr. 1/2017), op til en hvert andet år i anden halvdel af ^{det 21. århundrede} i et scenarie med høje emissioner (RCP 8.5).

For at forbedre folkesundhedens reaktion på ekstreme temperaturer og hedebølger har EuroHEAT-projektet kvantificeret de sundhedsmæssige virkninger af varme i byer i WHO's europæiske region og identificeret muligheder for at forbedre sundhedssystemernes beredskab og deres indsats for at beskytte sundheden. Projektets hovedbudskab er, at varme truer sundheden, og klimaforandringerne øger forekomsten af hedebølger.

De sundhedsmæssige virkninger af varmt vejr kan forebygges, og der kan vedtages folkesundhedsstrategier og -foranstaltninger. Forebyggelse kræver en række foranstaltninger på forskellige niveauer, herunder meteorologiske varslingssystemer, rettidig offentlig og lægelig rådgivning, sundhedstjenester rettet mod særligt sårbare grupper, forbedringer af bymiljøet og det bebyggede miljø (f.eks. forbedring af boliger og fysisk planlægning) og sikring af, at sundhedsvæsenet og de sociale systemer er klar til at træffe foranstaltninger. Disse foranstaltninger kan integreres i en defineret handlingsplan for varmesundhed.

EuroHEAT-projektet anbefalede følgende otte trin til udarbejdelse af en handlingsplan for varmesundhed:

1. Samarbejde mellem organer og institutioner og udpegning af et ledende organ, der skal koordinere reaktionerne
2. adgang til nøjagtige og rettidige varslingssystemer
3. varmerelaterede sundhedsoplysninger, der er udviklet på forhånd
4. undgåelse eller reduktion af varmeeksponering
5. særlig omsorg for sårbare befolkningsgrupper
6. levering af sundhedspleje, sociale tjenester og infrastruktur
7. Sundhedsovervågning i realtid indarbejdet i planlægningsprocessen og
8. Overvågnings- og evalueringskomponenter og -kriterier.

Eksempler på varmesundhedshandlingsplaner eller lignende planer på nationalt plan er:

• den portugisiske beredskabs-Heathwaves Plan
• Heatwave-planen for England
• den østrigske varmebeskyttelsesplan
• Nordmakedoniens handlingsplan for varmesundhed

Der kan også findes initiativer på regionalt plan, f.eks. "Heat Hotline Parasol"-tjenesten, der er gennemført i Kassel-regionen i Tyskland.

De systemer, der anvendes i de europæiske lande, spænder fra traditionelle passive kommunikationsmetoder (f.eks. mediemeddelelser) til aktiv kommunikation til sårbare personer, f.eks. sendes advarsler til målgrupper.

For at udarbejde handlingsplaner for varmesundhed er samarbejde mellem forskellige aktører afgørende. Dette omfatter aktører fra forskellige institutioner (flerinstanser) og forskellige sektorer (tværsektorielle) som for næsten alle beredskabsplaner. Selv om mange tiltag hører under sundhedssektoren, er aktiv inddragelse af andre sektorer også meget relevant. Desuden udarbejdes varmesundhedshandlingsplaner ofte på nationalt plan og gennemføres også på regionalt til lokalt plan. Derfor er inddragelse af og vertikalt samarbejde mellem de relevante institutioner og aktører på tværs af alle forvaltningsniveauer af allerstørste betydning.

Kommunikation er en integreret del af styringen af sundhedsrisici, som indebærer en interaktiv proces med udveksling af oplysninger, begreber eller bekymringer vedrørende sådanne risici blandt enkeltpersoner, grupper og institutioner. Etablering af en dialog så tidligt som muligt mellem de forskellige involverede aktører – herunder målbrugere – giver flere fordele. Derfor er der i begyndelsen behov for at give information og viden. Dette vil øge de forskellige aktørers bevidsthed og bekymring. Især ledsagende bestræbelser såsom bevidstgørelse af befolkningen om varmerelaterede virkninger og sundhedsproblemer, navnlig med fokus på de mest sårbare grupper, der er udsat for sundhedsrisici ved varme, er yderst vigtige komponenter i enhver varmesundhedsplan og dens vellykkede gennemførelse.

På grundlag af WHO's erfaringer med varme og sundhed i Europa (f.eks. EuroHEAT, Health advic e og den europæiske arbejdsgruppe om sundhed i forbindelse med klimaændringer) og på grundlag af eksisterende handlingsplaner for varmesundhed og litteratur kan der identificeres centrale elementer for en vellykket gennemførelse af handlingsplaner for varmesundhed:

• et koordineringsorgan med ansvar for gennemførelsen af planen og samarbejde med flere agenturer
• præcise og rettidige varslingssystemer til fastsættelse af handlingstærsklerne
• en plan for information og formidling af varmerelaterede sundhedsoplysninger, herunder en klar identifikation af, hvad der skal kommunikeres, til hvem og hvornår
• anbefalinger (f.eks. om reduktion af varmeeksponering og rådgivning om, hvordan indendørs temperaturer holdes på et lavt niveau under varmeepisoder) rettet mod de mest sårbare befolkningsgrupper
• et mere mellem- til langsigtet beredskab i sundheds- og socialvæsenet (f.eks. gennem uddannelse og planlægning af personale, passende sundhedspleje og forbedring af det fysiske miljø)
• overvågning af dødelighed og sygelighed i forbindelse med perioder med varmestress og en evalueringsmekanisme til vurdering af planens resultater
• Rapportere centrale interessenter (f.eks. sundhedsministeren) og den brede offentlighed om de aktiviteter, der er udviklet i løbet af året.

Disse elementer er ikke sekventielle, selv om nogle primært handler om planlægning og andre mere om reaktion.

For at planerne kan gennemføres fuldt ud, er der behov for en koordineringsindsats mellem forskellige aktører på nationalt, subnationalt og lokalt plan. Denne indsats kan være krævende og skal defineres i detaljer, især med hensyn til informationsstrøm og rådgivning om, hvem der gør hvad og hvornår. Selv hvis oplysningerne formidles godt, betyder det ikke nødvendigvis, at de mest sårbare grupper i samfundet (ældre, små børn, personer med aktuelle sundhedsproblemer osv.) nås og kan reagere på de givne oplysninger. Der kan være behov for en vis yderligere indsats med hensyn til at gennemføre foreslåede foranstaltninger, hvilket indebærer en anden finansiel indsats og kan være vanskeligere at gennemføre på kort sigt (f.eks. i tilfælde af ændringer i bygninger).

De fleste eksisterende planer ledes og/eller finansieres af tilknyttede sektorministerier; i nogle tilfælde var forskningsprojekter udgangspunktet for udarbejdelsen og (pilot)gennemførelsen af planen. En fuldstændig gennemførelse af en handlingsplan for varmesundhed kræver personalearbejde på forskellige områder i forbindelse med forebyggelse af sundhedsrisici, og det er derfor temmelig vanskeligt og kontekstspecifikt at anslå omkostninger og ressourcer i forbindelse med planerne.

Fordelene ved planerne ligger i forebyggelsen af sundhedsskadelige virkninger, navnlig for de mest sårbare målgrupper. Fordelene er hidtil ikke blevet analyseret eller beregnet fuldt ud, da mange planer kun har været på plads i nogle få år og derfor i øjeblikket overvåges, men endnu ikke evalueres.

Generelt kan det anføres, at levering af oplysninger til subnationale og lokale multiaktører - som enten i overensstemmelse hermed kan forebygge eller i det mindste minimere de sundhedsskadelige virkninger - i forhold til manglende oplysninger allerede er en klar fordel. Dette gælder også med hensyn til omkostninger, da de fremlagte oplysninger bidrager til en effektiv planlægning for sundhedspersonale og relaterede sundhedsfaciliteter.

Retsgrundlaget og det politiske grundlag for en handlingsplan for varmesundhed kan være af forskellig art og kan omfatte dokumenter som tilpasningsstrategier, tilpasningshandlingsplaner eller strategier for risikobegrænsning/styring. De fleste planer er udarbejdet på nationalt plan. I nogle tilfælde fandtes der allerede subnationale planer. Den nationale plan blev udarbejdet for at høste disse erfaringer og har til formål at udarbejde en paraplyplan på nationalt plan (f.eks. i Østrigs tilfælde).

Udarbejdelsen af en handlingsplan for varmesundhed er en relativt hurtig proces, som kan tage nogle år, også afhængigt af det nødvendige samarbejde mellem aktører på sundhedsområdet og inden for tidlig varsling. Gennemførelsen og overvågningen heraf er en løbende indsats. De fleste varmesundhedshandlingsplaner er operationelle fra maj til september.

De foranstaltninger, der er planlagt i planerne, antages normalt at fortsætte på lang sigt. Overvågning, evaluering og revision er væsentlige elementer i enhver plan for at tilpasse den til skiftende forhold. Nogle planer forudser en revision af planen, efter at der er indhøstet flere erfaringer.