Handlingsplaner for varmesundhed

For at udarbejde handlingsplaner for varmesundhed er samarbejde mellem forskellige aktører afgørende. Dette omfatter aktører fra forskellige institutioner (flerinstanser) og forskellige sektorer (tværsektorielle) som for næsten alle beredskabsplaner. Selv om mange foranstaltninger henhører under sundhedssektoren, er aktiv inddragelse af andre sektorer også meget relevant. Desuden udarbejdes der ofte varmesundhedshandlingsplaner på nationalt plan, og de gennemføres også på regionalt og lokalt plan; Derfor er inddragelsen af og det vertikale samarbejde mellem de relevante institutioner og aktører på tværs af alle forvaltningsniveauer af allerstørste betydning.

Kommunikation er en integreret del af styringen af sundhedsrisici, som indebærer en interaktiv proces med udveksling af oplysninger, begreber eller bekymringer vedrørende sådanne risici mellem enkeltpersoner, grupper og institutioner. Der er flere fordele ved at etablere en dialog så tidligt som muligt mellem de forskellige involverede aktører – herunder målbrugere. Derfor er der i begyndelsen behov for at give oplysninger og viden. Dette vil øge de forskellige aktørers bevidsthed og bekymring. Navnlig ledsagende bestræbelser såsom bevidstgørelse af befolkningen om varmerelaterede virkninger og sundhedsproblemer, navnlig med fokus på de mest sårbare grupper, der er udsat for sundhedsrisici ved varme, er yderst vigtige komponenter i enhver varmesundhedsplan og dens vellykkede gennemførelse.

På grundlag af WHO Europe's erfaringer med varme og sundhed (f.eks. EuroHEAT, sundhedsrådgivning og den europæiske arbejdsgruppe om sundhed i forbindelse med klimaændringer)og på grundlag af eksisterende handlingsplaner for varmesundhed og litteratur kan der identificeres centrale elementer for en vellykket gennemførelse af handlingsplaner for varmesundhed:

• et koordineringsorgan med ansvar for planens gennemførelse og samarbejde med flere agenturer
• nøjagtige og rettidige varslingssystemer med henblik på at fastsætte tærsklerne for tiltag
• en plan for information og formidling af varmerelaterede sundhedsoplysninger, herunder en klar identifikation af, hvad der skal kommunikeres, til hvem og hvornår
• anbefalinger (f.eks. om reduktion af varmeeksponering og rådgivning om, hvordan man holder indetemperaturen lav under varmeepisoder) rettet mod de mest sårbare befolkningsgrupper
• et mere mellem- til langsigtet beredskab i sundheds- og socialsystemet (f.eks. gennem uddannelse og planlægning af personale, passende sundhedspleje og forbedring af det fysiske miljø)
• overvågning af dødelighed og sygelighed i forbindelse med perioder med varmestress og en evalueringsmekanisme til vurdering af planens resultater
• Rapportere centrale interessenter (f.eks. sundhedsministeren) og offentligheden om de aktiviteter, der er udviklet i løbet af året.

Disse elementer er ikke sekventielle, selvom nogle primært handler om planlægning og andre mere om respons.

For at planerne kan gennemføres fuldt ud, er der behov for en koordineringsindsats mellem forskellige aktører på nationalt, subnationalt og lokalt plan. Denne indsats kan være krævende og skal defineres i detaljer, især med hensyn til informationsstrøm og rådgivning om, hvem der gør hvad og hvornår. Selv om oplysningerne formidles godt, betyder det ikke nødvendigvis, at de mest sårbare grupper i samfundet (ældre, små børn, personer med aktuelle sundhedsproblemer osv.) nås og kan handle på grundlag af de oplysninger, der gives. Der kan være behov for en yderligere indsats for at gennemføre de foreslåede foranstaltninger, hvilket indebærer en anden finansiel indsats og kan være vanskeligere at gennemføre på kort sigt (f.eks. i tilfælde af ændringer i bygninger).

De fleste eksisterende planer ledes og/eller finansieres af tilknyttede sektorspecifikke ministerier. I nogle tilfælde var forskningsprojekter udgangspunktet for udarbejdelsen af planen og (pilot)gennemførelsen. En fuldstændig gennemførelse af en handlingsplan for varmesundhed kræver personalearbejde på forskellige områder i forbindelse med forebyggelse af sundhedsrisici, og det er derfor temmelig vanskeligt at anslå de omkostninger og ressourcer, der er forbundet med planerne, og det er kontekstspecifikt.

Planernes fordele ligger i forebyggelsen af sundhedsskadelige virkninger, navnlig for de mest sårbare målgrupper. Fordelene er hidtil ikke blevet analyseret eller beregnet fuldt ud, da mange planer kun er på plads i nogle få år og derfor i øjeblikket overvåges, men endnu ikke evalueres.

Generelt kan det siges, at levering af oplysningerne til subnationale og lokale multiaktører - som enten i overensstemmelse hermed kan forebygge eller i det mindste minimere de sundhedsskadelige virkninger - i forhold til manglende oplysninger allerede er en klar fordel. Dette gælder også med hensyn til omkostninger, da oplysninger bidrager til en effektiv planlægning for sundhedspersonale og relaterede sundhedsfaciliteter.

Det retlige og politiske grundlag for en handlingsplan for varmesundhed kan være af forskellig art og kan omfatte dokumenter som tilpasningsstrategier, tilpasningshandlingsplaner eller strategier for risikoreduktion/-styring. De fleste planer er udarbejdet på nationalt plan. I nogle tilfælde fandtes der allerede subnationale planer. Den nationale plan blev udarbejdet på grundlag af disse erfaringer og har til formål at udarbejde en paraplyplan på nationalt plan (f.eks. for Østrigs vedkommende).

Udarbejdelsen af en handlingsplan for varmesundhed er en forholdsvis hurtig proces, som kan tage nogle få år, også afhængigt af det nødvendige samarbejde mellem aktører inden for sundhed og tidlig varsling. Gennemførelsen og overvågningen heraf er en løbende indsats. De fleste handlingsplaner for varmesundhed er operationelle fra maj til september.

De foranstaltninger, der er planlagt i planerne, antages normalt at fortsætte på lang sigt. Overvågning, evaluering og revision er væsentlige elementer i enhver plan for at tilpasse den til skiftende forhold. Nogle planer forudser en revision af planen, efter at der er indhøstet flere erfaringer.