Forbedre de økologiske nets funktionelle konnektivitet

Økosystemer og biodiversitet har længe været truet af en lang række faktorer såsom ændring af levesteder på grund af ændringer i arealanvendelsen, tab af levesteder som følge af forskellige menneskelige aktiviteter, fragmentering af levesteder, f.eks. på grund af trafikruter osv. Klimaændringer er en afgørende faktor, der lægger yderligere pres på levesteder og biodiversitet. Hver organisme har visse krav med hensyn til klimatiske forhold. Dette afspejles i den globale udbredelse af arter. Stigende temperaturer og skiftende nedbørsforhold samt den øgede forekomst af ekstreme hændelser indebærer, at organismer enten skal tilpasse sig eller flytte til nye levesteder for at tjene. Ændringen af områdegrænserne forventes at ændre antallet af arter og artssammensætningen i biocoenose og biotoper.

Økologisk konnektivitet er en afgørende faktor for arternes overlevelse og migration og befolkningernes tilpasningspotentiale. Fremme af økologisk konnektivitet er en vigtig mulighed for at muliggøre dynamiske tilpasningsprocesser i økosystemer og dermed bekæmpe nedgangen i biodiversiteten og bevare økosystemtjenester, navnlig i lyset af ændrede klimaforhold. Desuden giver sunde økosystemer mange varer og tjenester, der er afgørende for det menneskelige samfund. Disse tjenester er særlig relevante for økosystembaserede tilgange til tilpasning til klimaændringer og katastroferisikoreduktion, f.eks. sikring af beskyttelse mod oversvømmelser, laviner og andre klimarelaterede farer, forebyggelse af jord- eller kysterosion og regulering af (mikro)klimaet (reguleringstjenester).

Bevarelsen af den biologiske mangfoldighed og forbedringen af økosystemtjenesterne skal gå videre end til statiske beskyttede områder. Der er behov for en forbedring af det økologiske kontinuum for at afbøde virkningerne af ændringer i arealanvendelsen og klimaændringerne. Det vedvarende tab af naturlige levesteder fører faktisk til fragmentering og yderligere til landskabs-"patchiness" og isolation med særskilte habitat-"øer". Disse habitatøer mister deres økologiske funktionalitet, vigtige økologiske processer kan ikke længere finde sted, og migration til andre habitater er ikke længere mulig.

EU's Natura 2000, der er juridisk baseret på fugle- og habitatdirektiverne, støtter oprettelsen af et netværk af naturbeskyttelsesområder blandt alle medlemsstaterne. Disse beskyttede områder med høj naturværdi kan udgøre et vigtigt udgangspunkt for opretholdelse af økologisk funktionalitet. For at fremme funktionel konnektivitet og et økologisk net i hele området er der også behov for økologiske korridorer mellem beskyttede områder, selv på tværnationalt og makroregionalt plan. I denne henseende er der også behov for generiske habitatforanstaltninger i hele miljøet som helhed. Disse omfatter politikker og foranstaltninger for bæredygtig arealanvendelse (f.eks. bevarelse af landskabselementer, økologisk landbrug og økologisk arealforvaltning), finansieringsmekanismer og planlægningsregulering og -politikker.

EU-strategien for grøn infrastruktur forfølger målet om et strategisk planlagt netværk af naturlige og delvis naturlige områder, der støtter bevarelsen af biodiversiteten, forbedrer miljøforholdene og leverer væsentlige økosystemtjenester. Grøn infrastruktur omfatter bevaringsområder, trædesten og netværkselementer, men også grønne veje, dyrelivskorridorer og andre grønne områder og miljøtekniske strukturer, der gør det muligt at afbøde de negative virkninger af fragmentering. Denne tilgang til strategisk planlægning af grøn infrastruktur kan yde et vigtigt bidrag til at forbedre økosystemernes og de økologiske nets funktionelle konnektivitet.

En række tilpasningsmuligheder er tæt forbundet med planlægning og gennemførelse af grøn infrastruktur. Økologisk konnektivitet er afgørende for at forbedre plante- og dyrearters tilpasningsevne og styrke økosystemernes modstandsdygtighed. Samtidig kan en forbedret økologisk og funktionel konnektivitet gennem bevarelse af økosystemtjenester bidrage til andre former for tilpasning, som også er relevante for mennesker, f.eks. gennem skovlandbrug, genopretning af floder og flodsletter eller adaptiv forvaltning af naturlige levesteder. Både virkningerne af det hurtigt skiftende klima på biodiversiteten og betydningen af økosystemtjenester for bæredygtig tilpasning til klimaændringer viser, hvor vigtigt det er at forbedre økologiske netværk som en tilpasningsforanstaltning.