Styrkelse af økologiske netværk

Økosystemer og biodiversitet har længe været truet af mange faktorer, såsom ændringer af levesteder som følge af ændringer i arealanvendelsen, tab af levesteder som følge af menneskelige aktiviteter (såsom urbanisering, industriel ekspansion, skovrydning og forurening), fragmentering af levesteder, f.eks. på grund af trafikruter osv. Klimaændringer er en afgørende faktor, der øger presset på levesteder og biodiversitet. Hver organisme har visse krav med hensyn til klimaforhold. Dette afspejles i den globale fordeling af arter. Stigende temperaturer, skiftende årstider og ændrede nedbørsforhold samt den øgede forekomst af ekstreme hændelser indebærer, at organismer enten skal tilpasse sig eller flytte til nye levesteder for at tjene. Forskydningen i områdegrænserne forventes at ændre antallet af arter og artssammensætningen i biocoenose og biotoper.

Økologisk konnektivitet er en afgørende faktor for arternes overlevelse og migration og populationernes tilpasningspotentiale. Næsten 10 % af det globale beskyttede terrestriske område kan betragtes som strukturelt forbundet gennem intakte landskaber (Wad et al., 2020). Fremme af økologisk konnektivitet er en vigtig mulighed for at muliggøre dynamiske tilpasningsprocesser i økosystemer og dermed bekæmpe nedgangen i biodiversiteten og bevare økosystemtjenester, navnlig i lyset af de ændrede klimaforhold. Desuden leverer sunde økosystemer en lang række varer og tjenester, der er afgørende for det menneskelige samfund. Disse tjenester er særlig relevante for økosystembaserede tilgange til tilpasning til klimaændringer og reduktion af katastroferisici, f.eks. sikring af beskyttelse mod oversvømmelser, laviner, tørke og andre klimarelaterede farer, forebyggelse af jord- eller kysterosion og regulering af (mikro)klimaet (regulerende tjenester).

Bevarelsen af den biologiske mangfoldighed og forbedringen af økosystemtjenesterne skal gå videre end tilgangen med statiske beskyttede områder. Der er behov for en forbedring af det økologiske kontinuum for at afbøde virkningerne af ændringer i arealanvendelsen og klimaændringerne. Faktisk fører det vedvarende tab af naturlige levesteder til fragmentering og yderligere til landskabsmæssig "patchiness" og isolation med særskilte habitat "øer". Disse habitatøer mister deres økologiske funktionalitet, væsentlige økologiske processer kan ikke længere finde sted, og migration til andre habitater er ikke længere mulig.

Bevaringsstrategier, der gør økologiske netværk mere effektive for at lette tilpasningen til klimaændringer, omfatter: forøgelse af antallet og størrelsen af beskyttede områder og andre effektive bevaringsforanstaltninger etablering, udvidelse eller genopretning af konnektivitetsområder og placering af reserver i de fleste kritiske områder (IUCN, 2020).

EU's Natura 2000, der er retligt baseret på fugledirektivet og habitatdirektivet, støtter oprettelsen af et netværk af indbyrdes forbundne naturbeskyttelsesområder mellem alle medlemsstater. Disse beskyttede naturområder af høj værdi kan udgøre et vigtigt udgangspunkt for opretholdelse af økologisk funktionalitet. For at fremme funktionel konnektivitet og et økologisk net for hele området er der behov for økologiske korridorer mellem beskyttede områder, selv på tværnationalt og makroregionalt plan. I den forbindelse er det også nødvendigt med generiske habitatforanstaltninger i hele miljøet. Disse omfatter politikker og foranstaltninger vedrørende bæredygtig arealanvendelse (f.eks. bevarelse af landskabselementer, økologisk landbrug og økologisk arealforvaltning), finansieringsmekanismer og planlægningsregulering og -politikker.

EU-strategien for grøn infrastruktur forfølger målet om et strategisk planlagt netværk af naturlige og delvis naturlige områder, der støtter bevarelsen af biodiversiteten, forbedrer miljøforholdene og leverer væsentlige økosystemtjenester. Grøn infrastruktur omfatter bevaringsområder, trædesten og netværkselementer, men også grønne områder, korridorer for vilde dyr og planter og andre grønne områder og miljøtekniske strukturer, der gør det muligt at afbøde de negative virkninger af fragmentering. Denne tilgang til strategisk planlægning af grøn infrastruktur kan yde et vigtigt bidrag til at forbedre økosystemernes og de økologiske nets funktionelle konnektivitet. En række tilpasningsmuligheder er tæt forbundet med planlægning og gennemførelse af grøn infrastruktur og omfatter f.eks. genopretning af flod- og fødevareområder og tilpasningsdygtig forvaltning af naturtyper.

Økologisk konnektivitet er afgørende for at forbedre plante- og dyrearters tilpasningsevne og styrke økosystemernes modstandsdygtighed. Samtidig kan bevarelsen af økologisk konnektivitet opnås gennem tilpasningsforanstaltninger, der også er til gavn for det menneskelige samfund. De omfatter f.eks. skovlandbrug og  klimaintelligent bylandbrug, som støtter naturen i at levere økosystemtjenester. Både virkningerne af det hurtigt skiftende klima på biodiversiteten og betydningen af økosystemtjenester for bæredygtig tilpasning til klimaændringer viser, hvor vigtigt det er at forbedre økologiske netværk som en tilpasningsforanstaltning.

Støtte til økologisk konnektivitet og gennemførelse af tilgangen med grøn infrastruktur i landskabsudviklingsprocessen bør baseres på inddragelse af regionale og lokale interessenter for at øge accepten og tilpasse foranstaltningerne til lokale (sociale, politiske, økonomiske og naturlige) forhold. De vigtigste interessenter omfatter jordejere og repræsentanter for direkte berørte sektorer såsom landbrug, skovbrug, fysisk planlægning, turisme og naturbeskyttelse. Interessenter fra andre sektorer, der indirekte påvirkes af forvaltningen af naturtyper og naturressourcer, bør også høres. Desuden er det afgørende, at de oprindelige folk og lokalsamfundene inddrages fra de tidlige stadier for at sikre inklusiv beslutningstagning og sikre, at deres rettigheder respekteres.

Økonomiske, sociale og politiske rammebetingelser spiller en vigtig rolle i den regionale og fysiske planlægning. Dette gør det ofte komplekst og vanskeligt at fremme og overveje dynamiske tilgange til naturbevaring og -planlægning (f.eks. grøn infrastruktur). Konflikter om arealanvendelse mellem forskellige sektorer (såsom landbrug, skovbrug, turisme, vedvarende energi, transport, industri osv.) og naturbevarelse kan fungere som lokalt relevante begrænsende faktorer. Desuden kan den manglende accept af betydningen af økologiske net (ud over beskyttede områder) hindre oprettelsen eller genopretningen af økologiske korridorer. Dette styrker betydningen af målrettede oplysningsinitiativer. 

På den anden side giver forbedret økologisk konnektivitet en lang række sidegevinster for forskellige sektorer og sikrer socialt relevante økosystemtjenester til relativt lave økonomiske omkostninger. 

Forbedring af den økologiske konnektivitet indebærer udformning og gennemførelse af arealanvendelsesforanstaltninger og grønne infrastrukturer, som er yderst lokalitetsspecifikke. Det følger heraf, at omkostningerne i høj grad afhænger af den specifikke vedtagne foranstaltning og lokale forhold og næppe kan generaliseres.  

Ud over modstandsdygtighed over for klimaændringer giver den forbedrede økologiske konnektivitet en lang række miljømæssige og sociale fordele, der kan være højere end omkostningerne. Beskyttelse mod oversvømmelser ved at genoprette flodsletter og flodhabitater kan f.eks. fremmes for i fællesskab at forbedre tilpasningen til oversvømmelser og naturbevarelse, da det i forskellige tilfælde er billigere end at vedtage tekniske løsninger (såsom dæmninger), navnlig på lang sigt. Desuden giver disse økosystembaserede grønne (og blå) infrastrukturforanstaltninger andre sidegevinster ud over oversvømmelsesbeskyttelse, såsom rekreative funktioner og vandbevarelse til landbrugsformål. Det er imidlertid komplekst at kvantificere virkningerne af konnektivitetsforanstaltningerne i pengeværdi. Ofte er disse virkninger langsomme til at dukke op og vokse over tid. Hidtil er dette spørgsmål fortsat en af de største udfordringer for vedtagelsen af denne type foranstaltninger. 

På EU-plan støttes og drives den tilgang, der har til formål at forbedre de økologiske net og den funktionelle konnektivitet mellem levesteder, endog af et sæt veldefinerede politikker og direktiver, der hovedsagelig omfatter: 

• Fugledirektivet og habitatdirektivet, som juridisk støtter Natura 2000-nettet med at opbygge et stærkt grundlag for at forbedre den økologiske konnektivitet. 

• Biodiversitetsstrategien, der understreger betydningen af økologisk konnektivitet. 

• Lov om naturgenopretning, et vigtigt element i biodiversitetsstrategien, med bindende mål, der har til formål at genoprette forringede økosystemer (Europa-Kommissionen) 

• Strategien for grøn infrastruktur, der støtter vedtagelsen af panoreringsstrategier, der rækker ud over beskyttede områder og har til formål at forbedre den økologiske konnektivitet gennem grønne foranstaltninger. 

• Det nyligt lancerede EU-initiativ vedrørende naturkreditter kan støtte investeringer i naturpositive foranstaltninger. 

Udformningen og gennemførelsen af interventioner, der har til formål at forbedre økologiske net, er et kontinuerligt arbejde. Det tager typisk 5-10 år, selv om gennemførelsestiden i høj grad påvirkes af omfanget af anvendelsen (lokalt, subnationalt, nationalt eller begivenhedstransnationalt) og det pågældende områdes særlige karakteristika.

Livstid afhænger i høj grad af ændringer i arealanvendelsen og ændringer i naturbeskyttelsespolitikken; Der er derfor behov for en fleksibel tilgang til et forbedret økologisk net.