Adaptiv forvaltning af naturtyper

Biodiversitet leverer en bred vifte af økosystemtjenester (levering, regulering og vedligeholdelse, kulturelle tjenester), som er afgørende for menneskers trivsel. Disse tjenester spiller bl.a. en vigtig rolle i reguleringen af klimaet og yder dermed et vigtigt bidrag til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer. Menneskelige aktiviteter er imidlertid ansvarlige for det voksende pres på og indvirkningen på biodiversiteten og økosystemerne, og klimaændringerne forventes at intensivere disse trusler massivt, hvilket vil føre til:

• ændringer i arternes tæthed og udbredelse, også som følge af ændringer og tab (f.eks. som følge af stigende vandstand i havene) af levesteder
• ændringer i fænologien, som kan føre til tab af synkroni mellem arter
• ændringer i samfundssammensætningen (ændringer i arternes typer og tæthed i et økosystem på grund af deres varierende evne til at tilpasse sig skiftende forhold som følge af klimaændringer)
• ændringer i økosystemprocesser, -funktioner og -tjenester

Bevarelse af biodiversiteten og bevarelse af naturens evne til at levere varer og tjenesteydelser er en global prioritet. I betragtning af den indbyrdes forbundethed mellem biodiversitet, økosystemer og klimaændringer er det afgørende for en effektiv bevarelse at håndtere deres virkninger på en holistisk måde. Et afgørende aspekt er at vedtage en økosystembaseret tilgang til tilpasning til klimaændringer og integrere naturbaserede løsninger i udviklings- og bevaringspolitikker.

Modstandsdygtige økosystemer og deres tilknyttede tjenester afhænger af komplekse interaktioner mellem arter og miljøet. Disse interaktioner er meget dynamiske og involverer ofte ikke-lineære processer. Forvaltning af biodiversitet og levesteder kræver også, at der tages hensyn til forskellige påvirkningsfaktorer såsom potentielle klimapåvirkninger, udviklingen i det socioøkonomiske pres og den dermed forbundne usikkerhed. Dette skift fra et statisk bevaringsperspektiv til en tilgang med fleksibel forvaltning understreges i "Retningslinjer vedrørende klimaændringer og Natura 2000". Natura 2000-nettet, herunder over 27 000 lokaliteter og mere end 1 mio. km ², understreger betydningen af en adaptiv forvaltning af naturtyper for disse beskyttede områder og det område, de er en del af.

Adaptiv forvaltning af økosystemer og socioøkologiske systemer er en iterativ proces, der kombinerer forvaltningsforanstaltninger med målrettet overvågning. Denne løbende læringstilgang har til formål at forbedre tilpasningsevnen hos påvirkede levesteder og truede plante- og dyrearter. I forbindelse med klimaændringer omfatter adaptiv forvaltning: i) analyse af viden om potentielle klimapåvirkninger og den dermed forbundne usikkerhed, ii) udformning af foranstaltninger til håndtering af sådanne virkninger, iii) overvågning af klimafølsomme arter, levesteder, økosystemtjenester og processer til evaluering af forvaltningseffektiviteten og iv) omlægning og gennemførelse af forbedrede (eller nye) forvaltningsforanstaltninger. Med henblik på en effektiv tilpasningsdygtig forvaltning af naturlige systemer under klimaændringsforhold skal følgende strategier tages i betragtning:

• Forstå naturlige processer: Forstå, at naturlige processer er dynamiske, og at arter forventes at reagere individuelt på klimaændringernes virkninger. Derfor skal forvaltningen af levesteder være fleksibel, tilpasningsdygtig og specifik.
• Tilpasning af bevaringsprioriteter: Reagere på ændrede bevaringsprioriteter (som følge af klimaændringer) og lære af erfaringer på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan ved at tilpasse bevaringsmål, -mekanismer og -planer.
• Integreret adaptiv forvaltning: Integrere principperne for adaptiv forvaltning af naturtyper i andre forvaltningsplaner og arealanvendelsesstrategier. Dette vil muliggøre eller støtte den naturlige udvikling af klimarobuste økosystemer og fremme de tjenester, de kan levere, også med henblik på tilpasning til klimaændringer.
• Inddragelse af interessenter: inddrage relevante interessenter for at illustrere og drøfte konsekvenserne af forskellige forvaltningsmuligheder for arter og økosystemer og også fremhæve virkningerne på økosystemtjenester En tidlig og gennemsigtig inddragelse af interessenter kan øge accepten af adaptive forvaltningsforanstaltninger for naturtyper, der kan skabe visse begrænsninger, såsom fiskerirestriktioner, genopretning af skove eller ændringer i forvaltningen af græsningsarealer i bjergområder (f.eks. ændringer i klippetiden).
• Overvågning af resultater: Etablere målrettet overvågning af klimaændringernes indvirkning på biodiversitet og økosystemtjenester (f.eks. vurdering af artstæthed, migrationsprocesser, fænologiske ændringer osv.) og integrere overvågningsresultater i forvaltningsprocesserne for løbende at forbedre beslutningerne.

Fælles anerkendte foranstaltninger til adaptiv forvaltning af naturtyper omfatter:

• Forbedring af økologiske netværk for bevarelse. Et økologisk bevaringsnetværk (se klima-ADAPT-tilpasningsmuligheden Forbedre den funktionelle konnektivitet i økologiske netværk) er et system af centrale levesteder, der er forbundet med økologiske korridorer, og som etableres og genoprettes efter behov for at bevare biodiversiteten i fragmenterede økosystemer (IUCN Best Practice Protected Area Guidelines Series No. 30). Dette er særlig vigtigt, da klimaændringer kan få arter til at migrere i jagten på egnede levesteder for overlevelse. Økologiske netværk kan styrkes ved at udvide, genoprette, forbinde og bevare centrale levesteder mod nuværende og fremtidige trusler. Etablering og forvaltning af beskyttede områder spiller sammen med andre effektive områdebaserede bevaringsforanstaltninger en central rolle med hensyn til at bevare økologiske netværk ved at beskytte økosystemer, der er sårbare over for flere belastninger, herunder klimaændringer. De bidrager også til at beskytte økosystemer, der naturligt kan afbøde specifikke virkninger af klimaændringerne. I hav- og kystmiljøer er genopretning og bevarelse af havgræs, saltmarsk, koraller og mangrover f.eks. relevant for at bekæmpe erosion og for at dæmpe indkommende bølgeenergi. Grøn og blå infrastruktur støtter forbedringen af økosystemkonnektiviteten, navnlig i byområder og forstæder.

• Identificering og beskyttelse af vigtige økologiske elementer til genopretning af økosystemer. Beskyttelsen af vigtige økologiske karakteristika kræver en landskabsbaseret tilgang til forvaltning af strukturelle habitatkarakteristika (f.eks. skovserale stadier), kritiske habitater (f.eks. fiskegydeområder) og arter, der spiller vigtige funktionelle roller (Thurman et al. 2024). Vigtige økologiske karakteristika kan vedrøre en art eller et samfund (f.eks. et rovdyr, der påvirker en stor biomasse eller et stort antal arter) eller en vigtig naturtype (f.eks. som understøtter høj produktivitet eller aggregering af rede- eller avlsdyr).
• Identificering og beskyttelse af Climate Change Refugia. Klimaændringer Refugia er områder, der er kendetegnet ved stabile lokale klima- og miljøforhold, som varer ved over tid på trods af ændringer på regionalt og globalt plan (Ashcroft et al., 2012). Selv om metoderne til identifikation af marine refugier stadig er under udvikling, er de typisk afhængige af klimadata, topografiske oplysninger og forekomsten af bestande af reliktarter, der igen blev udbredt (IUCN Best Practice Protected Area Guidelines Series No. 24). I Middelhavsområdet har græske forskere udviklet en metode til at identificere refugier baseret på storstilet klimastabilitet og små klimavariationer inden for landskaber (Doxa et al., 2022, Science for Environment Policy nyhedsartikel).

• Støtte genstrømmen: Fremme af genetisk mangfoldighed kan være afgørende for at forbedre arternes tilpasningsevne, navnlig i forbindelse med omplantning af arter (introduktion, genindførelse eller udsætning) og/eller ex situ-bevarelse. Omplantning af arter bør imidlertid vurderes omhyggeligt på grundlag af langsigtede risici, social accept og retlige begrænsninger.

Etablering af et omfattende overvågningsprogram er afgørende for at spore effektiviteten og de potentielle virkninger af sådanne foranstaltninger.