Adaptiv forvaltning af naturressourcer

Biodiversitet leverer en bred vifte af økosystemtjenester (levering, regulering og vedligeholdelse, kulturelle tjenester), som er afgørende for menneskers trivsel. Disse tjenester spiller bl.a. en vigtig rolle i reguleringen af klimaet og yder dermed et vigtigt bidrag til modvirkning af og tilpasning til klimaændringer. Menneskelige aktiviteter er imidlertid ansvarlige for det voksende pres på og indvirkningen på biodiversiteten og økosystemerne, og klimaændringerne forventes at intensivere disse trusler massivt, hvilket vil føre til:

• ændringer i arternes tæthed og udbredelse, også som følge af ændringer og tab (f.eks. som følge af stigende vandstand i havene) af levesteder
• ændringer i fænologien, som kan føre til tab af synkroni mellem arter
• ændringer i samfundssammensætningen (ændringer i arternes typer og tæthed i et økosystem på grund af deres varierende evne til at tilpasse sig skiftende forhold som følge af klimaændringer)
• ændringer i økosystemprocesser, -funktioner og -tjenester

Bevarelse af biodiversiteten og bevarelse af naturens evne til at levere varer og tjenesteydelser er en global prioritet. I betragtning af den indbyrdes forbundethed mellem biodiversitet, økosystemer og klimaændringer er det afgørende for en effektiv bevarelse at håndtere deres virkninger på en holistisk måde. Et afgørende aspekt er at vedtage en økosystembaseret tilgang til tilpasning til klimaændringer og integrere naturbaserede løsninger i udviklings- og bevaringspolitikker.

Modstandsdygtige økosystemer og deres tilknyttede tjenester afhænger af komplekse interaktioner mellem arter og miljøet. Disse interaktioner er meget dynamiske og involverer ofte ikke-lineære processer. Forvaltning af biodiversitet og levesteder kræver også, at der tages hensyn til forskellige påvirkningsfaktorer såsom potentielle klimapåvirkninger, udviklingen i det socioøkonomiske pres og den dermed forbundne usikkerhed. Dette skift fra et statisk bevaringsperspektiv til en tilgang med fleksibel forvaltning understreges i "Retningslinjer vedrørende klimaændringer og Natura 2000". Natura 2000-nettet, herunder over 27 000 lokaliteter og mere end 1 mio. km ², understreger betydningen af en adaptiv forvaltning af naturtyper for disse beskyttede områder og det område, de er en del af.

Adaptiv forvaltning af økosystemer og socioøkologiske systemer er en iterativ proces, der kombinerer forvaltningsforanstaltninger med målrettet overvågning. Denne løbende læringstilgang har til formål at forbedre tilpasningsevnen hos påvirkede levesteder og truede plante- og dyrearter. I forbindelse med klimaændringer omfatter adaptiv forvaltning: i) analyse af viden om potentielle klimapåvirkninger og den dermed forbundne usikkerhed, ii) udformning af foranstaltninger til håndtering af sådanne virkninger, iii) overvågning af klimafølsomme arter, levesteder, økosystemtjenester og processer til evaluering af forvaltningseffektiviteten og iv) omlægning og gennemførelse af forbedrede (eller nye) forvaltningsforanstaltninger. Med henblik på en effektiv tilpasningsdygtig forvaltning af naturlige systemer under klimaændringsforhold skal følgende strategier tages i betragtning:

• Forstå naturlige processer: Forstå, at naturlige processer er dynamiske, og at arter forventes at reagere individuelt på klimaændringernes virkninger. Derfor skal forvaltningen af levesteder være fleksibel, tilpasningsdygtig og specifik.
• Tilpasning af bevaringsprioriteter: Reagere på ændrede bevaringsprioriteter (som følge af klimaændringer) og lære af erfaringer på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan ved at tilpasse bevaringsmål, -mekanismer og -planer.
• Integreret adaptiv forvaltning: Integrere principperne for adaptiv forvaltning af naturtyper i andre forvaltningsplaner og arealanvendelsesstrategier. Dette vil muliggøre eller støtte den naturlige udvikling af klimarobuste økosystemer og fremme de tjenester, de kan levere, også med henblik på tilpasning til klimaændringer.
• Inddragelse af interessenter: inddrage relevante interessenter for at illustrere og drøfte konsekvenserne af forskellige forvaltningsmuligheder for arter og økosystemer og også fremhæve virkningerne på økosystemtjenester En tidlig og gennemsigtig inddragelse af interessenter kan øge accepten af adaptive forvaltningsforanstaltninger for naturtyper, der kan skabe visse begrænsninger, såsom fiskerirestriktioner, genopretning af skove eller ændringer i forvaltningen af græsningsarealer i bjergområder (f.eks. ændringer i klippetiden).
• Overvågning af resultater: Etablere målrettet overvågning af klimaændringernes indvirkning på biodiversitet og økosystemtjenester (f.eks. vurdering af artstæthed, migrationsprocesser, fænologiske ændringer osv.) og integrere overvågningsresultater i forvaltningsprocesserne for løbende at forbedre beslutningerne.

Fælles anerkendte foranstaltninger til adaptiv forvaltning af naturtyper omfatter:

• Forbedring af økologiske netværk for bevarelse. Et økologisk bevaringsnetværk (se klima-ADAPT-tilpasningsmuligheden Forbedre den funktionelle konnektivitet i økologiske netværk) er et system af centrale levesteder, der er forbundet med økologiske korridorer, og som etableres og genoprettes efter behov for at bevare biodiversiteten i fragmenterede økosystemer (IUCN Best Practice Protected Area Guidelines Series No. 30). Dette er særlig vigtigt, da klimaændringer kan få arter til at migrere i jagten på egnede levesteder for overlevelse. Økologiske netværk kan styrkes ved at udvide, genoprette, forbinde og bevare centrale levesteder mod nuværende og fremtidige trusler. Etablering og forvaltning af beskyttede områder spiller sammen med andre effektive områdebaserede bevaringsforanstaltninger en central rolle med hensyn til at bevare økologiske netværk ved at beskytte økosystemer, der er sårbare over for flere belastninger, herunder klimaændringer. De bidrager også til at beskytte økosystemer, der naturligt kan afbøde specifikke virkninger af klimaændringerne. I hav- og kystmiljøer er genopretning og bevarelse af havgræs, saltmarsk, koraller og mangrover f.eks. relevant for at bekæmpe erosion og for at dæmpe indkommende bølgeenergi. Grøn og blå infrastruktur støtter forbedringen af økosystemkonnektiviteten, navnlig i byområder og forstæder.

• Identificering og beskyttelse af vigtige økologiske elementer til genopretning af økosystemer. Beskyttelsen af vigtige økologiske karakteristika kræver en landskabsbaseret tilgang til forvaltning af strukturelle habitatkarakteristika (f.eks. skovserale stadier), kritiske habitater (f.eks. fiskegydeområder) og arter, der spiller vigtige funktionelle roller (Thurman et al. 2024). Vigtige økologiske karakteristika kan vedrøre en art eller et samfund (f.eks. et rovdyr, der påvirker en stor biomasse eller et stort antal arter) eller en vigtig naturtype (f.eks. som understøtter høj produktivitet eller aggregering af rede- eller avlsdyr).
• Identificering og beskyttelse af Climate Change Refugia. Klimaændringer Refugia er områder, der er kendetegnet ved stabile lokale klima- og miljøforhold, som varer ved over tid på trods af ændringer på regionalt og globalt plan (Ashcroft et al., 2012). Selv om metoderne til identifikation af marine refugier stadig er under udvikling, er de typisk afhængige af klimadata, topografiske oplysninger og forekomsten af bestande af reliktarter, der igen blev udbredt (IUCN Best Practice Protected Area Guidelines Series No. 24). I Middelhavsområdet har græske forskere udviklet en metode til at identificere refugier baseret på storstilet klimastabilitet og små klimavariationer inden for landskaber (Doxa et al., 2022, Science for Environment Policy nyhedsartikel).

• Støtte genstrømmen: Fremme af genetisk mangfoldighed kan være afgørende for at forbedre arternes tilpasningsevne, navnlig i forbindelse med omplantning af arter (introduktion, genindførelse eller udsætning) og/eller ex situ-bevarelse. Omplantning af arter bør imidlertid vurderes omhyggeligt på grundlag af langsigtede risici, social accept og retlige begrænsninger.

Etablering af et omfattende overvågningsprogram er afgørende for at spore effektiviteten og de potentielle virkninger af sådanne foranstaltninger.

Bevarelse af biodiversitet og økosystemtjenester kan ikke opnås uden en bred inddragelse af samfundet som helhed. Der bør derfor lægges stor vægt på samarbejde mellem lokale planlægningsmyndigheder, jordejere, NGO'er, lokalsamfund og andre interessenter for at tilskynde til planlægning, etablering og vedligeholdelse af adaptive forvaltningsforanstaltninger, herunder oprettelse af økologiske netværk.

Der er mange udfordringer forbundet med at vælge bevaringsmetoder, der overvejer adaptiv forvaltning. En af de vigtigste procesrelaterede udfordringer skyldes, at adaptiv forvaltning er en tilgang, der integrerer risici og usikkerheder (f.eks. som følge af virkningerne af klimaændringer, ændringer i arealanvendelse osv.), hvilket gør forvaltning og beslutninger mere komplekse og derfor kræver et klart engagement i fleksibilitet og åbenhed for langsigtede læringsprocesser. Ud fra et praktisk synspunkt skyldes en af de største udfordringer, at en stor del af jorden er privatejet, og at naturtyperne allerede er meget fragmenterede og udsat for flere belastninger, hvilket begrænser den fulde gennemførelse af nogle af de centrale elementer i adaptiv forvaltning (f.eks. dem, der vedrører en eventuel udvidelse af levesteder og arters frie bevægelighed).

En vellykket gennemførelse af adaptiv forvaltning af naturtyper kan forbedres ved at:

• gennemførelse af "no-regrets"-foranstaltninger, der tager fat på hele spektret af sandsynlige virkninger
• styrkelse af bevidstheden om den høje værdi af modstandsdygtige økosystemer og deres tjenester, også med hensyn til forbedret tilpasning til klimaændringer
• Integrering af tilpasning på tværs af relevante sektorer (f.eks. vand- og oversvømmelsesrisikostyring, landbrug, skovbrug og byplanlægning) ved at udnytte potentialet i økosystembaserede tilpasningstilgange
• fremme af partnerskaber mellem den offentlige og den private sektor
• Inddragelse af alle relevante interessenter, herunder lokalsamfund og NGO'er.

Omkostningerne kan variere meget afhængigt af de faktiske foranstaltninger, der gennemføres. De kan omfatte: 1) omkostninger til gennemførelse af undersøgelser af klimascenarier, virkninger af klimaændringer og sårbarheder i biodiversiteten, 2) omkostninger til fastlæggelse af løsninger og planlægning af tilpasning, 3) omkostninger til gennemførelse af foranstaltninger (herunder f.eks. køb af jord, udførelse af bygge- og anlægsarbejder med henblik på oprettelse eller genopretning af levesteder osv.) og 4) omkostninger til overvågning af virkningerne af de gennemførte foranstaltninger.

I lyset af klimaændringerne har adaptiv forvaltning af levesteder til formål at forbedre de naturlige systemers tilpasningsevne. Blandt de vigtigste fordele for biodiversiteten er plante- og dyrearternes øgede modstandsdygtighed over for virkningerne af klimaændringerne. Denne tilgang har også til formål at bevare og forbedre økosystemtjenester, herunder dem, der er relevante for tilpasning til klimaændringer. Biodiverse og modstandsdygtige økosystemer leverer reguleringsmæssige tjenester, der bidrager til at afbøde klimarisici for det menneskelige samfund. For eksempel kan løbende overvågning og adaptiv forvaltning af bevarede skove i bjergområder mindske sårbarheden over for jordskred, som kan blive forværret af hyppigere og mere intense ekstreme nedbørshændelser. Tilsvarende kan en fleksibel forvaltning af eksisterende grønne områder og etablering af nye grønne infrastrukturer i byområder mindske sårbarheden over for hedebølger.

Bevarelse, beskyttelse og genopretning af økosystemer giver fordele med hensyn til at afbøde drivhusgasemissioner. Både marine og terrestriske økosystemer spiller en afgørende rolle i kulstoflagringen. Kystvådområder (mangrover, havgræs og saltmarsk) binder og lagrer store mængder kulstof, ofte kaldet blåt kulstof. På den anden side henviser grønt kulstof til det kulstof, der bindes af landøkosystemer, herunder jordbund og biomasse. Det er forbundet med skove, tørvemoser, græsarealer, savanner, tundra og dyrkede arealer.

Desuden tilbyder modstandsdygtige økosystemer vigtige leveringstjenester ud fra et økonomisk perspektiv. Dette er f.eks. relevant for landbruget (navnlig med hensyn til jordbundens og dens økologiske samfunds rolle), fiskeriet eller forsyningen af ferskvandsressourcer. Endelig kan modstandsdygtige og velbevarede økosystemer levere vigtige kulturelle tjenester med fordele for menneskers trivsel og igen visse økonomiske aktiviteter (f.eks. turisme).

En række vigtige konventioner og EU-direktiver har været bestemmende for udviklingen af biodiversitetspolitikker i hele Europa (f.eks. Ramsar-, Bonn- og Bernkonventionerne, EU's habitatdirektiv og fugledirektiv). I 2011 vedtog Europa-Kommissionen EU's biodiversitetsstrategi med det formål at forebygge tab af biodiversitet og forbedre sundheden for Europas arter, levesteder, økosystemer og de tjenester, de vil levere i løbet af det næste årti. Strategien slår til lyd for økosystembaserede tilgange til tilpasning til klimaændringer og fremhæver den stærke forbindelse mellem modstandsdygtighed over for klimaændringer og biodiversitet. I 2013 vedtog Kommissionen en strategi for grøn infrastruktur for at fremme udbredelsen af grøn infrastruktur i EU.

I august 2024 trådte loven om naturgenopretning (EU, 1991 2024) i kraft. Det er et centralt element i EU's biodiversitetsstrategi. Den har til formål at genoprette økosystemer, levesteder og arter på tværs af EU's land- og havområder med henblik på at: i) muliggøre langsigtet og vedvarende genopretning af en biologisk mangfoldig og modstandsdygtig natur ii) bidrage til at nå EU's mål for modvirkning af og tilpasning til klimaændringer iii) opfylde internationale forpligtelser.

Bevaringsmålene skal revideres regelmæssigt under hensyntagen til trusler fra klimaændringer, samspillet mellem klimaændringer og andre belastninger (f.eks. fragmentering af levesteder eller indførelse af eksotiske arter) og ny viden om f.eks. biodiversitetens sårbarhed over for klimaændringer. Da virkningerne af klimaændringerne ikke vil være ensartede på tværs af regionerne, vil det være vigtigt at vurdere og reagere på biodiversitetens ændrede status på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan ved at tilpasse bevaringsstatus og -mål i de forskellige konventioner og bevaringsplaner og -mekanismer.

Generelt er tiden til at definere en ordning for fleksibel forvaltning et spørgsmål om få år (1-3), herunder også den behørige høring af interessenterne. Gennemførelsesfasen forventes at tage længere tid, selv om den i høj grad afhænger af den specifikke tilpasningsforanstaltning, der overvejes.

Enhver adaptiv tilgang kræver pr. definition, at der vedtages en løbende proces med planlægning, gennemførelse, overvågning og revision. Levetiden for specifikke tilpasningsforanstaltninger afhænger af deres typologier og vedligeholdelse, men den er generelt meget lang med fordele, der forventes at vare på ubestemt tid.